Snowflakes (Alex)

[Marie]

"Men .. Men jeg ville jo ikke gøre dig ondt. Jeg ville bare hjælpe dig", snøftede hun og så på ham. På mange måder var Lim bare så meget yngre end den alder hun havde, fordi hun havde været så isoleret gennem hele sin tilværelse. Hun så, hvordan han satte sig op. Det så ikke ud til at gøre ondt. Var det et tegn om, at han kunne klare sin dæmon? Hun glimtede et par gange med de våde øjne, mens hun så på ham.

[Cecilia]

Han sukkede og kørte en hånd igennem håret, inden et smil alligevel gled over hans læber. "Jeg ved det. Men jeg skal selv lære at bekæmpe mine dæmoner. Kram?" spurgte han let og slog roligt armene ud. Han ville ikke have, at hun skulle være ked, og det var hun tydeligt nu. Og det var hans skyld. Eller det var nok mest hendes skyld, men det var hans skyld, at det var hendes skyld, så derfor var det hans skyld.

[Marie]

Hun så tøvende på ham. Kæmpe sine egne kampe? "K-kan du det?" Spurgte hun forsigtigt. "M-men .. Hv-hvad skal jeg så lave?" Spurgte hun, da det jo var det hun skulle gøre? Bemærke dæmoner og være Herrens budbringer? Hun stivnede dog ved det med kram, da han slog armene ud. Skulle hun lade ham kramme hende? Hendes mor havde krammet hende dengang hun var helt lille, hvis hun havde slået sig. Ellers var hun aldrig blevet krammet. Derfor stod hun uforstående og så på ham.

[Cecilia]

Han nikkede langsomt. "Det har jeg gjort før. Derfor bindet", sagde han og pegede på bindet. Et smil gled over hans læber. "Nyd tilværelsen. Se det gode i alting. Grin, smil, hav det sjovt", sagde han opmuntrende. Hun skulle i hvert fald ikke havde hans problem på nakken. "Så intet tilgivelseskram?" spurgte han og lagde hovedet spørgende på skrå.

[Marie]

Hun så på ham. Så det var derfor han havde bind for øjnene. "Hvordan kan det bekæmpe dæmoner?" Spurgte hun forsigtigt og lavt, da hun følte sig noget nervøs over det. Samtidigt var hun nysgerrig efter at vide det. Hun rystede på hovedet. "M-men .. Det er ikke det jeg skal", mumlede hun lavt for sig selv. Hun sank en klump ved det ord. "Gør det ondt?" Spurgte hun forsigtigt.

[Cecilia]

"Det kan bekæmpe min dæmon. Min dæmon bryder nemlig frem ved aynet af noget specielt. Og det sker så ikke her", forklarede han hende roligt. Det var sådan det var. Og det havde virket. Når han altså huskede at tage sine piller. Han rystede opgivende på hovedet, det måtte hun selv bestemme. "Nej. Det er rart", forklarede han hende roligt og havde stadig åbne arme.

[Marie]

Hun så på ham. "Hvad for noget specielt?" Spurgte hun forsigtigt, da hun alligevel var nysgerrig. Hun bed tænderne en anlese sammen. Så det var rart? Hun var dog bange for, at det ikke ville være noget, som hun kunne gøre. Men bare det, at han ville tillade hende, at komme så tæt på .. Hvad hvis det var en fælde? "E-Er det en fælde?" Spurgte hun forsigtigt og glimtede med øjnene. Hun trådte et forsigitgt skridt frem, så gulvet knirkede under de bare fødder.

[Cecilia]

Han bed sig i læben, inden han valgte at svare hende. "Blond", svarede han derfor som det var. Det gik altid galt med blonde personer og specielt piger. Det var altid pigerne, der havde forrådt ham. Et roligt smil gled over hans læber ved hendes ord. "Nej, det er kun en fælde, hvis du har tænkt dig at gøre noget", sagde han med det rolige smil.

[Marie]

Hun bed sig i underlæben. "D-det er derfor, du spørger om hårfarve?" Han havde spurgt hende, dengang han ville hjælpe hende, da fristelserne skød ind og de fulgte efter hende, de små væsner og alt det der forandrede sig på væggene. Hun tøvede. "M-men så kan jeg jo ikke kramme dig?" Sagde hun forvirret og tøvende, mens hun forsigtigt trådte helt hen. Det føltes forbudt. Bare en smule tættere på.

[Cecilia]

Han nikkede roligt, da hun var hurtig til at fange den. "Ja, det er derfor." Og det var derfor det gjorde en del ting svært. Han rynkede i panden ved hendes næste ord, og rejste sig langsomt op, stadig med åbne arme, men dog lidt mere på vagt. "Hvad mener du? Vil du gøre mig noget?" spurgte han med den rolige stemme. Han troede de var kommet over den.

[Marie]

Hun nikkede let. Det gav faktisk god mening. "H-hvorfor blondiner?" Spurgte hun forsigtigt. Var det noget dæmonen havde valgt for ham. Hun bevægede sig forsigtigt ind mellem hans ben og vidste ikke, hvordan hun skulle gøre. Hun sørgede dog for ikke at røre ham på nogen måde. "Tæller at kramme også som at gøre dig noget? For man skal vel .. Det er vel .. Lidt at gøre noget?" Sagde hun nervøst og så på ham. For hun kunne ikke se, hvordan man kunne gøre det ellers?

[Cecilia]

Han kløede dig i nakken og fandt frem til den forklaring han også selv var kommet frem til. "Det var dem, der gang på gang forrådte mig." Drt var sådan det var. Han havde godt nok også kun forelsket sig i blondiner, så det sagde alligevel ikke så meget. Et let latter forlod ham ved hendes ord. "På den måde er det okay, at du gør mig noget", sagde han med et roligt smil over læben.

[Marie]

Hun så tøvende på han og det gjorde ligefrem ondt at høre ham side de ord. Var han blevet forrådt af nogen han havde kært? Eller var alle blondiner sådan? Det måtte han huske. "Så .. Så alle blondiner er forrædere?" Spurgte hun forsigtigt. Kendte hun nogle blondiner? Han begyndte at grine og han så uforstående på ham, inden hun fangede, at han måske ikke havde ment ordene så bogstavlige? "O-okay", sagde hun forsigtigt og noget akavet lagde hun armene forsigtigt om ham. Stadig bange for, at han ville gøre noget.

[Cecilia]

Han rystede smil ende på hovedet. "Nej. Jeg var bare uheldig at forelske mig i alle dem, der var", forklarede han hende med den rolige stemme. Han var bare blevet vraget gang på gang af uforståelige grunde. Og det var sådan, det var begyndt. Han kunne mærke, hvordan hendes små tynde arme lagde sig om ham og han lagde forsigtigt og ganske letbaine arme om hende for at fuldende krammet.

[Marie]

Hun forstod det ikke helt. "I alle dem? Hvor mange har du været forelsket i?" Spurgte hun, da hun ikke helt forstod det. Fandt man ikke bare én som man levede med resten af sit liv og blev gift med? Hvorfor var han forelsket i en masse? Hun forstod det ikke. Pludseligt mærkede hun en gengældelse og først spændte hun vildt op, da hun ikke brød sig om det. Hun følte sig klemt og ubehaget ved at blive rørt ved, var ikke behageligt på nogen måde. Hun kneb øjnene sammen, og havde mest af alt lyst til at komme ud af det. Men hun lod ham alligevel fuldende krammet.

[Cecilia]

Han trak på skuldrene. "Det må have været... Omkring 7 i løbet af tiden", svarede han hende som det var. Hans forældre havde rislugr sat ham sammen med den første og så var det ellers fortsat gennem tiden. Det endte dog ret så hurtigt galt hver gang. Hvorfor vidste han ikke. Han holdt let om hende og gav hende et klem, inden han lod hende slippe, da han kunne mærke, hvordan hun var utryg.

[Marie]

"Men .. H-hvordan .." Lim forstod det virkelig ikke. "Man skal jo bare finde én og gifte sig med? Så lever man sammen resten af sit liv?" Hun forstod det ikke. Der skød et kuldegys igennem hendes krop, da han slap hende og hun trak sig med det samme. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle have det med det. Nok ikke godt. Hun brød sig ikke om det. Det var skræmmende og ikke noget, man burde gøre. Ligesom hende Hawkins, der daskede til folk for sjovt? Hun forstod det virkelig ikke?

[Cecilia]

Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Det var det, han også havde troet. "Det var også, hvad jeg troede til at starte med. Det holder bare ikke på nogen måde", sagde han med et suk. Han var blevet forrådt hver eneste gang, indtil den anden del pludselig kom frem og begyndte at give igen. Det var sådan det hele var begyndt.

[Marie]

Hun stod og kiggede på ham. Glimtede et par gange med øjnene. En pludselig indskydelse fik hende til at reagere. Hun trådte et skridt frem og lagde forsigtigt og nervøst en hånd ind til hans brystkasse. En flad og spinkel hånd. "Du gør det forkert", sagde hun forsigtigt. Hun havde ikke kendskab til det, men hun ville forsøge. "Du skal mærke det herinde først - ellers er det ikke virkeligt," sagde hun forsigtigt og slap med det samme igen og trak sig tilbage.

[Cecilia]

Han blev noget overrasket, da en lille hånd ramte hans brystkasse, men da det ikke var son det tidligere angreb forholdt han sig rolig. Et smil gled om hans læber ved hendes ord og han nikkede. "Det ved jeg. Det troede jeg bare, at det var dengang", forklarer han hende med et skævt smil. Det troede han virkelig. Men det havde pigerne ikke gjort.