Learn it (Annabell)

[Marie]

Han så på hende, og øjnene slog hurtigt op. "Shit! Kom!" Han greb bedre fat om hendes hånd, ligesom hun strammede sit greb om hans, mens han satte i løb, han trak hende med og rykkede hende fremad, for det var bare med at komme afsted, de lod ikke folk komme for sent. Ikke ubemærket. Han slap hende foran døren, da en af vagterne sendte dem et stramt udtryk. "Lige i sidste øjeblik," kommenterede vagten, og så på dem. Erik åndede ud, lidt held havde de da.

[Cecilia]

Han tog det heldigvis lige så seriøst som hende og derfor fulgte hun uden flere kommentarer med ham, da han satte i løb. Hendes ben var noget kortere end hans, men dette ændrede stadig ikke på, at hun rent faktisk kunne holde sig i et nogenlunde tempo med ham uden at få for mange ryk i armen. Hun bed sig i læben, da de nåede til vagten, men et lettet suk forlod hende, sammen med de en anelse besværede vejrtrækninger, løbeturen havde givet. Hun nikkede til vagten, inden hun fulgtes med Erik ind i salen. "Det skal aldrig ske igen!" hviskede hun til ham, da vagten var langt nok væk. Hun ville ikke blive set som en, der ikke overholdt de faste tidspunkter.

[Marie]

Hans vejrtrækning var kort hivende, men han trænede trods alt en del i motionsrummet, så det var heldigvis ikke så slemt igen. Han fik den langsomt under kontrol og nikkede til hendes ord. Ubevidst slap han hendes hånd, og nikkede imod kantinen. "Lad os få noget at spise så," sagde han roligt og satte i bevægelse. Der var allerede en del derinde. men han kendte ikke rigitgt så mange. Han genkendte nogle få. "Nogen vi kender og vil sidde med?" Spurgte han og så på hende.

[Cecilia]

Af en eller anden grund var hun noget bevidst om, at han slap hendes hånd, men hun kommenterede det ikke ydeligere og lod bare blikket glide rundt i rummet. "Det kan du tro", gav hun ham ret, da sulten faktisk var begyndt at gnave. Hun så dog ikke ligefrem frem til maden, men det var dog bedre end ingenting. Hendes blik gled rundt ved hans spørgsmål, men hun kunne ikke få øje på nogle kendte ansigter. Kort stoppede hendes blik ved en fyr med et bind for øjnene, inden det gled videre. "Du bestemmer bare. Bare du ikke efterlader mig nu, for så er du træls", sagde hun med et let smil i mundvigen.

[Marie]

Han så på hende og nikkede. "Lad os sætte os over til ham der, han sidder alene" Sagde Erik og pegede imod en dreng med bind for øjet, der sad alene. Kort stoppede han op ved kantinedamen, der roligt og uden et ord skovlede mad op på tallerkenen og gav ham drikkelse og det hele. Han ventede på, at Annabell blev færdig med at få tildelt sin portion mad, inden han satte i bevægelse.

[Cecilia]

Annabells blik gled over mod drengen igen, og hun nikkede bare roligt til Eriks forslag. Det kunne hun godt gå med til. Hun fik øst sin posion op og fulgtes med Erik hen til bordet med drengen, der så ud til at have problemer med at få maden op. Det var ikke kritisk, men der var en rynke i hans pande, der sagde, at det irriterede ham. "Hey, er det okay, vi sætter os her?" spurgte hun venligt drengen, der derefter løftede sit forblændede blik.

Alex

Han havde siddet og prøvet at spise for sig selv, men endnu en gang havde det været kompliceret. Han havde regnet ud, at det var ærter, der var i maden, men de blev bare ved med at trille ned af gaflen, som han prøvede at få dem ind i munden. Ved lyden af en stemme gled hans blik op mod ejermanden, og han nikkede mod bordet. "Slå dig ned... Vent er der flere?" spurgte han, da hun jo havde sagt os.

[Marie]

Erik lod Annabell om talen, inden han hørtedrengen der snakkede. "Oh ja, vi er to. Annabell og Erik, og du er?" Spurgte Erik henledende, mens han satte bakken med mad på bordet, og trak en stol ud til Annabell og derefter satte sig på en anden stol selv og så mod drengen. Han ventede nysgerrigt, på at drengen ville præsentere sig selv. Han kunne jo nok ikke se, hvordan mon han var endt her?

[Cecilia]

Alex

Hans ansigt var stadig vendt mod lyden af stemmerne og det gled over mod en mande stemme, hvilket fik ham til at tage det noget roligere. Drenge var ufarlige. Der skete der ikke noget. "Jeg er Alex. Hvordan kan det være, at I sætter jer her?" spurgte han roligt med et let smil på læberne.

Annabell

Hun kunne ikke lade være med at smile over , at Erik trak en stol ud for hende, da der af en eller anden grund betød en del, selvom hun ikke prøvede at vise det. Hun placerede bakken på bordet og vendte blikket mod den semimuskuløse dreng, der sad foran hende. Bindet om hans øjne interesserede hende, men hun ville ikke stille sådan et spørgsmål. Ved drengen, der så hed Alex', spørgsmål vendte hun blikket spørgende mod Erik. Ja hvorfor egentlig?

[Marie]

Erik så på ham med et smil over læben. "Du så lidt ensom ud, så vi ville joine dig med selskab. Du er ny, er du ikke?" Spurgte Erik derfor. Han havde bemærket, at der var kommet flere og flere ind på institutionen her på det sidste, men denne dreng ville han have bemærket. Det bind for øjnene tiltrak opmærksomhed, og Erik var sikker på, at han ikke var den eneste der havde det på den måde.

[Cecilia]

Annabell

Hun sad med et smil på læben og betragtede kort Erik, inden hendes blik gled over på Alex. Hun sagde dog ikke noget og begyndte bare roligt at spise sin mad.

Alex

Et nik forlod ham til Eriks spørgsmål. Bestikker var lagt pænt mod tallerkenen i en afventende position, da han ikke ville være uhøflig og begynde at spise. "Jo, hvor længe har I været her? Er der noget, jeg skal vide om folk allerede nu?" spurgte han. Han ville helst ikke komme på dårlig fod med nogen, så derfor ville han bare være på den sikre side.

[Marie]

På læberne dansede der et smil, for Erik nød at der var en dreng her, der rent faktisk ønskede selskab og at snakke. Det var i hvert fald hans indblik i Alex. "To ugers tid efterhånden, vi kom samme dag," forklarede Erik roligt, mens han overvejede, det næste. "Hmm .. Godt spørgsmål alligevel." Sagde han og så tænksomt på hende. "Nej, det tror jeg egentlig ikke. Eller jo, Kantinedamen skal du holde dig på god fod med, hvis hun kan lide dig, falder der måske noget ekstra af," Sagde Erik.

[Cecilia]

Alex

Han nikkede til Eriks ord med et let smil. "Og så mødte I hinanden samme dag?" spurgte han, da det ellers virkede underligt, at de nu sad her to. De måtte åben bart have falder godt sammen og dermed allerede være blevet venner. En brummende latter forlod ham ved Eriks ord. "Det vil jeg sørge for. Er det noget med at fortælle hende, at man godt kan lide hendes mad og sådan?"

Annabell

Hun lod Erik svare på det første. Hendes blik lå opmærksomt på Alex, mens hun prøvede at tyde ham. Hans stærke og svage sider. Umiddelbart lød han som en meget fornuftig fyr, men man kunne aldrig vide. "Du kan prøve? Og hvis du vil køre den helt ud, så prøv enten at flirt dig ind på hende eller spil den uskyldige stakkel", sagde hun med et skævt smil, udelukkende for sjov.

[Marie]

"Utroligt og syrrealitisk som det lyder, så ja. Og jeg har ikke kunne komme af med hende siden," sagde han drillende og lod hånden glide over og nappe Annabell i siden, for at understrege at det blot var i sjov. For han ville da ikke slippe af med hende. Det var ganske simpelt. "Jeg tvivler på at flirt hjælper på hende, men at få hende til at grine, det tror jeg giver bonus," sagde Erik med et smil over læben.

[Cecilia]

Annabell

Et genert smil gled kort over hendes læber ved Eriks ord, inden hun kort hvinede op, da han nappede hende i siden. "Erik! Nu må du stoppe!" sagde hun med dæmpet stemme og lod kort blikket glide omkring for at se, om der var nogen, der havde lagt mærke til det. Heldigvis ikke.

Alex

"Men hvorfor vil du gerne af med hende? I lyder til at hygge jer?" spurgte Alex roligt, men stadig med et smil. Han havde aldrig sådan helt forstået den form for fjendtlig venlig sarkasme. "Så må jeg prøve, at få min sjove side frem. Hvis den altså findes", sagde han roligt.

[Marie]

Erik lo af det, og trak hånden til sig. Inden han så på Alex. "Det var nu også mere sakastisk ment, for det er skam hyggeligt nok. Tro ikke på alt du hører," sagde han derfor og sende ham et smil. "Har du så lært nogle spændende mennesker at kende?" Spurgte han derofr, inden han lyttede til det andet og nikkede. "God plan," han smilte muntert.

[Cecilia]

Annabell

En fnys forlod hende læber, og der var hendes tur til at nappe ham kort i siden. "Hyggeligt nok? Så jeg er nok?" spurgte hun drillende med en påtaget fornærmet tone.

Alex

Et smil bredte sig over hans læber ved lyden af deres småskænderier. Det lød lidt underligt for ham, men så længe det ikke blev værre end det her, kunne han godt holde det ud. "Altså, jeg har mødt Lim, hvis I kender hende?" spurgte han roligt og endte med at tage sit glas op og tage en tår vand.

[Marie]

Han lænede sig hen imod Annabell. "Jeg vil da ikke afsløre, at min dyne er bedre end andres, vel?" Han blinked etil hende, og holdt det lavmælt, men alligevel så det ikke beviste en hemmelighed. Han så imod Alex, da han talte videre, og det gav et sæt i Erik ved Annabells nappen. "Kender og kender, jeg har forsøgt at konversere med hende. Hun er .. Ret speciel," Erik strøg en hånd igennem håret, inden han tog fat i bestikket og begyndte at samle noget på gaflen. "Hun virker meget socialt afskrækket." Han lod blikket glide rundt, men så ikke den skræmte pige. "Hvor er hun egentlig?" Mumlede Erik undrende.

[Cecilia]

Uden hendes egentlig samtykke fik hans ord hendes kinder til at blive let rosa, da han jo sagde det sådan, at alle kunne høre det. Eller det syntes hun i hvert fald, at det lød som om. Hendes blik gled derefter fra Erik og over på Alex, mens hun interesseret fulgte med. Lim... Hun vidste ikke, hvem pigen var, men det ville da være underligt, hvis hun ikke var nede at spise?

Alex

Alex trak på skuldrene ved Eriks ord. "Det går meget an på, hvem der ser så", sagde han roligt, da han nok halvt ville give Erik ret. Episoden med billederne på væggene stod stadig tydeligt hos ham, men det var så også det eneste, han havde set som specielt. Ellers synes han egentlig hun var meget godt selskab. Endnu et skuldertræk kom fra ham til den næste konstatering, da Erik jo på en måde havde ret. En rynke formede sig dog på Alex' pande ved Eriks mumlen, og selvom det var hjælpeløst vendte han alligevel ansigtet mod rummet. "Er hun her ikke?" spurgte han med sin dybe stemme. Alle burde da være nede og spise?

[Marie]

"Det har du nok ret i, det er selvfølgleig også min egen hypotese om det, så jeg regner da med, at andre har andre vinkler på det," sagde han roligt og studerede kort Alex, inden hans blik gled over på Annabell og bemærkede den rødlige rosafarve der havde dannet sig over hendes kinder. Han studerede hende noget og det drengede smil buede elegant over hans læber i tilfredshed. "Ikke hvad jeg kan se, men der mangler også en af vagterne," sagde Erik, da han studerede det hele efter, inden han hørte døren gå op og så den lille pige blive trukket med ind, sammen med en vagt. Hun var krympet helt sammen.

[Cecilia]

Alex

Han nikkede til Eriks ord, da folk selv måtte bestemme sig for, hvad de syntes om de andre. Han brød sig dog ikke om, at hun åbenbart ikke var til at se i salen, og det fik en rynke frem i hans pande. "En af vagterne? Hvad..." Han kunne høre, hvordan der opstod mumlen og hans ansigt skød rundt. Han havde dog ingen mulighed for at se noget, hvilket lige nu irriterede ham. Heldigvis havde han husket at tage sine piller, så irritationen ville ikke få andet frem. "Hvad sker der?" spurgte han og prøvede at regne ud fra de mumlende stemmer, men der var intet, der gav mening.

Annabell

Hun lagde mærke til, hvordan Eriks mundvige gled op i et selvtilfredst smil, og hun endte med at rulle med øjnene og derefter betragte Alex, der så ud til at blive bekymret. Inden hun dog nåede at sige noget beroligende skød hendes blik mod døren, hvor hun kunne se en pige blive trukket ind af en vagt. "Er det hende?" spurgte hun lavt og en anelse forfærdet. Det der kunne ikke betyde noget godt.