Good or Bad? (Toria)

[Marie]

Han havde et smil til at kruse over sine læber. "Synes du? Du behøver ikke snakke med efter mund, hvis du ikke mener det," han blinkede til hende. Han var ikke en af de farlige. Eller jo, det kunne han blive, men nu var han ikke. Det var altid tydeligt når han blev aggressiv og det kunne han skam blive. Der skulle faktisk ikke så meget igen til - men mere end de fleste andre her, havde han en formodning om. "Forkert formulering, der kunne fejltolkes, vil jeg nærmere være tilbøjelig til at kalde det," lød det over hans læber og han mærkede hvordan smilet buede bredere op ved hendes ord. "Hvad er der med jer piger og beviser?" Lo han.

[Toria]

"Jeg tror på du har ret, mange er jo ikke i en kriminelt miljø efter egen vilje," som mig selv.. Hun mødte venligt hans øjne, og smilte svagt for at gemme hendes knuste blik,bog vendte derfor hurtigt blikket væk igen. "Stop med atlydeså satans klog,"mumledehun surmulende. "Det var en beskyldning, basta.."sagde hun bestemt, flabet, drillende og prøvede at holde den kolde maske. "Vi vil bare altid have beviser, fordi vi ikke tror på det kan være bedre end os selv," svarede hun let, selvom det ikke passede. Troede hun da, hun var ikke sikker..

[Marie]

Han nikkede til hendes ord. "Men de fleste er alligevel. Nå, nok om det. Det er ikke et emne jeg gider bruge tid på. Vi kom vidst lidt fra de der spørgsmål, ikke?" Han blinkede til hende og lænede sig tilbage i den hårde stol, der kort gav en lyd fra sig. Det var dog ikke det sotre. Hans blik gled over hendes krop og hvilede kort ved barmen, inden han fandt hendes øjne igen. "Er du enebarn?" Spurgte han så, da det faldt ham meget naturligt at spørge sådan. "Hvorfor? Jeg elsker at føle mig overlegen," han blinkede til hende. "Egentlig ikke," gav han hende igen med et drillende smil over læben. "Fordi i er bange for at tage fejl eller løbe en risiko mener du vel?" Han blinkede til hende.

[Toria]

Hun nikkede svagt, taknemlig over han valgte at ligge det deprimerende emne væk. "Det gjorde vi vel.. Det ved jeg ikke," hendes tanker fløj tilbage på den fremmede pige hun mødte, som havde samme efternavn som hende. "Det tror jeg ikke, men chancen er der vel.. Jeg har aldrig mødt min far, så sikkert jo.." svarede hun let, skyndte sig lidt så de kunne komme væk fra emnet. "Hvordan er folk her på stedet?" spurgte hun langsomt og vippede hovedet let på skrå. "Men jeg kan ikke lide når du virker overlegen.." mumlede hun svagt, og bed sig svagt i underlæben. "Mener jeg nu også det?"

[Marie]

Han trak på skulderne. "Det er svært at sige," sagde han ærligt og studerede hende en anelse. "Du .. Har du aldrig mødt din far?" Han så tøvende på hende. Han havde ingen anelse om, hvordan det ville være. "Så, og han har aldrig forsøgt at kontakte dig?" Spurgte han tøvende og alligevel nysgerrig, det var noget som han ikke kendte til. Så det skabte nysgerrighed i ham. "Dem jeg har mødt, har været rigtig venlige. Men nu er jeg også kun stødt ind i personale og to piger - Scarlett og Annabell, to meget forksellige og søde piger," forklarede han roligt og med et drenget smil over læben. "Sorry, men det er sådan jeg er," sagde han ærligt til hende. "Det kan du jo fortælle mig", sagde han og læende sig tilbage.

[Toria]

"Aldrig.. Og aldrig igen. Jeg har aldrig hørt noget om ham, aner ikke engang hvad hen hed.. hedder. Jeg ved heller ikke om han overhoved er i live," mumlede hun svagt, og vendte blikket væk i få sekunder. "Scarlett og Annabell.. Jeg har ikke mødt dem," sagde hun, mest for sig selv men højt nok til han kunne høre det. "Grrh..." knurrede hun let, irriteret dog for sjov. "Så har du vel sikkert ret, men må jeg så få et bevis nu?" hendes stemme var drillende, flabet, og et venligt smil svævede på hendes læber.

[Marie]

Han gjorde et nik med hovedet, så de rødlige lokker dansede om ansigtet i en blød bevægelse. "Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er. Savner du ham nogensinde? Selvom du aldrig har mødt ham?" Spurgte Erik derfor, da han ikke kunne sætte sig ind i det og gerne ville høre, hvordan det var at leve uden sin far. Det måtte være hårdt. "Mød dem, de er virkelig værd at være sammen med", fortalte han roligt og så på hende med et smil over læben. Han trak på skuldrene til hendes knurren. det kunne han jo ikke gøre så meget ved. "Nope, ingen beviser" Han så på hende med tilfredshed i øjnene.

[Toria]

"Nej, jeg gider ikke engang tænke på ham. Det var ham der skred, og sådan er det," sagde hun lettere hårdt da hun ville væk fra emnet omkring hendes familie.. Jeg tænkte let over hans ord til de to piger, men valgte at stole på de var søde. "Jeg vil prøve at snakke med dem, hvis jeg møder dem," stemmen var igen blidere, men den hårde tone var der stadig væk en smule, da tankerne nu cirkulerede rundt om hendes fortid.. "C'mon dude!" udbrød hun i en fin latter, men rystede blot på hovedet af ham.

[Marie]

Erik nikkende til de ord, det var lidt en hård udtalelse, men han kunne et eller andet sted godt forstå det. "Det ville vel også være lidt ligeosm en fremmed, når han ikke har givet nogen kontakt fra sig?" Han skævede til hende. "Men trist, familiebånd er meget vigtige. Hvordan med din mor?" Spurgte han, for hun måtte have haft en hård tid som ene forsørger. "Mon ikke du gør det, de bor på samme værelse, så sandsynligheden for at finde dem sammen, er nok ret stor? Vil jeg tro?" Han trak på skulderne med et smil over læbenre. "Du ved godt, at du bare bekræfter mig i min teori nu, ikke?" Han blinkede til hende.

[Toria]

Hun drejede hurtigt sit hoved, og bed sig selv i læben. Var hun virkelig villig til at fortælle ham om sin mor allerede? "Det er ikke din tur til at spørge," mumlede hun tilsidst, men holdte stadig sit hoved, da smerten, sorgen lyste ud af hendes øjne. Først da hendes facader var oppe igen, kiggede hun på ham. "Hmm, så bliver det nemt.. Tror jeg, ja," lo jeg falskt, dog med så meget erfaring at de lød helt ægte. "Jeg har ikke bekræftet dig i noget som helst!" udbrød hun fornærmet og slog sine arme om sig selv, prøvede at holde sit pokerfjæs, nidstirre ham. Dog brød hun tilsidst ud i grin, og slog en hånd op for hendes mund, prøvede at gemme sig bag den.

[Marie]

Han bemærkede hendes reaktion og lod kort de gullige øjne knibe sig sammen mens han studerede hende. Han sukkede og skævede til hende. "Fair nok, men du spurgte ikke om noget. Desuden så var jeg nysgerrig," forklarede han roligt og sp på hende. Det var ikke for at presse på. Han bemærkede den falske latter og rynkede let i panden over det. Alligevel var der noget oprigtigt over den, som fik ham til at se undrende på hende. han slog det dog hen og tog sig ikke videre af det. "Det har du da? Når jeg sagde det før og nu vil du det, så er det da en bekræftelse i min teori", han lænede sig roligt tilbage og hørte hendes grin og han kunne ikke lade være med at smile muntert og tilpas.

[Toria]

Hun ignorerede hans såkaldte undskyldning, og søgte kort efter et spørgsmål. "Hvad har du gjort, for du kom herind?" spørgsmålet var måske ikke bedre end det med hendes mor, men som han sagde.. Hun var nysgerrig.. Han lod til at bemærke den falske lyd hendes grin havde, men undrede sig alligevel over et eller andet.. Men han var skarp, sådan at ligge mærke til det. Hun plejer at være god til at skjule det falske, og det var lidt et nederlag han kunne høre det ikke var naturligt. "Hvorfor bruger du hele tiden hjernen, hvordan kan du overskue det," stønnede hun træt, og slog dramatisk en hånd for panden, men kiggede hurtigt normalt på ham. "Men du har måske ret.. Igen.."

[Marie]

"Afvist, den detalje er ikke noget jeg deler med dig, medmindre jeg kender dig bedre inden." Forklarede han undskyldende, for det var enkelt. Han var ikke meget for at starte ud med det spørgsmål. "Så lige nu, vil jeg ikke svare. Måske senere, men lad den hænge og spørg om noget andet," sagde han roligt, for han ville ikke afvise hende fuldstændig. Han var bare ikke typen der så nogen grund til, at snakke højt om sådan noget. Han havde arbejdet meget i, at aflæse folk og planlægge, og af en eller anden grund, havde han også lært så meget om mimik så de mindste tegn på at man forfalskede noget hang ved hos ham. Hun var dog noget dygtig til det. "Det er svært at svare på, men jeg kan godt lide det. Lide at føle mig klog," han blinkede til hende og så på hende. Kort rykkede han på sin stilling for at komme bedre på plads. Han lo af hendes dramatiske entré. "Du giver mig i hvert fald ret," han lagde armene over kors med tilfredshed.

[Toria]

Hun havde heller ikke regnet med et svar, så et svagt trak med skulderen var hendes eneste reaktion. Et nyt spørgsmål.. "Hvad så med psykiske sygdomme?" hun gik lige til, og hårdt. Hvorfor ikke finde ud af hvor folks grænser var placeret, så kunne hun fortsætte med de milde spørgsmål derefter. Hun satte sig i skrædderstilling på den store, polstrede stol, og lod et afslappet suk forlade hendes læber. "Så er vi to, men forskellen er bare jeg ikke gider at gøre noget for det," sagde hun kort med et svagt skuldertræk, og en skæv trækning i hendes højre mundvig, så hendes læber dannede et piget, skævt smil. "Jeg har ikke gi... Måske, men altså det er ikke pointen," sagde hun tæt på at grine, men rystede blot svagt på hovedet, så hendes hår fik en sving om.

[Marie]

Han så på hende med et smil over læben. "Jeg har ikke nogen", svarede han oprigtigt. "I hvert fald, ikke nogen som jeg er diagnosticeret for eller som de har fortalt mig om", sagde han med et roligt smil over læben, og studerede hende en anelse. Han nikkede til hendes ord. "Fair nok", han så på hende og lagde hovedet let på skrå, mens han hørte det afslappede suk. Smilet bredte sig over hans læber i en krusning der var ganske tilfreds. "Hvad er pointen så?" Spurgte han drillende og blinkede med øjet til hende.

[Toria]

"Hmm, heldigt for dig," svarede hun kort, lettere misundelig over hans raske sind. Noget hun ønskede hun havde, men desværre ikke. Hun slog armene over kryds, omfavnede kort sig selv da hun blev mindet om en af hendes depressioner, den første hvor hun fandt ud af hvordan man kunne fjerne smerten med en anden. Den første gang hun cuttede. Hendes højre hånd fandt hendes højre hofte, hvor hendes tommelfinger blidt kørte ind under hendes store bluse, kørte blidt hende over de mange, tydelige ar som var hæsligt placeret dér. "Nu prøver du jo at få mig til at tænke.." brummede hun utilfreds, da hun var kommet ud af sin sørgelige trance, og blinkede kort et par gange, blinkede minderne væk.

[Marie]

"Hvilke har du?" Spurgte han så med det samme, da han kunne fornemme, at der var noget der trykkede der. Men hun havde spurgt ham, så hun måtte forvente at få spørgsmålet tilbage igen, det var lidt hans tankemønster. Han lod blikket følge hendes bevægelser, men tænkte ikke over,a t der var en videre betydning ved disse handlinger. Han skævede let til hende. Han så hvordan hendes hånd forsvandt ind under blusen, men det kunne jo være, at det var sådan hun følte ro? "Det er du måske ikke van til?" Spurgte han drillende og så på hende.

[Toria]

Hun burde have forventet at få det kastet tilbage i fjæset, men åbenbart ikke. Alle de opfindsomme jokes omkring dumme blondiner, er måske slet ikke så falske som folk går og siger.. (Er selv blond, mange af dem passer godt til mig, så de er ikke falske.. XD) "Er det ikke lige meget?" mumlede hun lavt, men følte hun blev nød til at svare, da det ikke ville virke fair han svarede og hun ikke. "Men er blevet diagnostiseret med Maniodeppressiv," mumlede hun lavt, næsten uhørligt, men desværre højt nok til han ville kunne høre det. "Hvad hvis jeg er? Bliver du så overrasket?"

[Marie]

Han studerede hende, men rynkede så let i panden ved hendes ord. Ville hun ikke selv svare på det? Det var vidst et tegn på, at hun havde det. Endnu et tegn nok nærmere, for det andet havde også gjort det klart. Han tiltede hovedet på skrå, mens han hørte hendes ord. Han åbnede munden for at tale, men hun svarede alligevel få sekunder efter og han lukkede læberne sammen igen og så på hende. "Jeg har ikke forstand på alle diagnoserne, men alle kan blive erklæret rask, så forhåbentlig gælder det også dig. Der er altid lys et eller andet sted, ligesom vi ikke kan få det værre end her," sagde han i et forsøg på at opmuntre hende bare en lille smule. "Tja .. Måske?" Han så på hende og smilet formede sig over hans læber.

[Toria]

"Kan vi ikke bare lade vær med at snakke om det?" udbrød hun hurtigt, midt i hans tale om positivitet. Noget hun slet ikke kunne overskue lige nu, og tankerne begyndte at sværme omkring knive, og arene som var placeret på hendes håndled og hofte. Hun begyndte langsomt igen at køre sine fingre, gentagende gange hen over de mange, tydelige ar på hendes højre hofte, fik et fjernt udtryk. Hun blikkede et par gange, fjernede tomheden fra hendes isblå øjne og fokuserede igen blikket på ham. "Pointen er, ja. Vi er bange for at løbe risikoer, fordi det kan komme til at ødelægge vores allerede elendige selvværd. Eller, nogens elendige selvværd," hendes stemme var selvsikker, dog en selvsikkerhed som blot var en facade, hentyd til hun havde den selvværd som mange piger ville elske. Men sandheden er hun nok havde lavere selvværd end mange andre, men havde facaderne til at lade folk tro noget andet.