Sort (Åben)

[Cecilia]

Hun kaldte ham Nathan og det prikkede til den anden del af ham. Åh nej. Hvorfor kunne hun ikke acceptere, at han hed Alex? "Mit navn er ikke Nathan. Det er Alex. Ham, der fik os ind hedder Nathan. Det er pga. ham, at jeg tager pillerne, for at holde ham tilbage, og det er ham, der fik mig til at glemme, at du havde inviteret mig. Han roder med min hjerne. Han er i min hjerne. Og han dræbte alle de blinde piger, vi fik øje på. Derfor... Derfor havde jeg håbet, at du ikke var blond. Så kunne jeg faktisk få lov til at se dig og nyde synet, som jeg gør lige nu..." Det hele kom ud rimelig hurtigt, og han endte med at tage sig til hovedet efter det, da et let pres begyndte bagved. Det var ikke godt. Overhovedet ikke godt.

[Toria]

Hun forstod intet, og alligevel nok til at blive bange. Rigtig bange. Hun sad overfor en, som havde noget inde i sig, som ville prøve at dræbe hende hvis den fik lov. Fordi hun var blond. Det var slet ikke det her hun ville have! Hvorfor kunne det ikke bare være.. Hun vidste det ikke. Men hun havde vidst det. Det var jo hende. Det var det altid. Det var altud hende der var fejlen, altid hende der var noget galt med. Altid. Hvorfor vænnede hun sig ikke bare til det, i stedet for at blive såret vær evig eneste gang? Hun lod blikket vie fra ham, kunne ikke klare hans frustration. Den blev nærmest til hendes. Hun havde lige fået afvide personen foran hende, ville dræbe hende hvis han kunne. Hvorfor? Det er ikke normalt. Ikke fordi noget nogensinde havde været normalt i hendes liv, men hun havde dog håbet det ville være anderledes herinde. Men igen, håb er blot en latterlig ting, ingen burde have. Det ender altid med skuffelse og sorg. Ligesom livet. Selvmords tanker, noget hun ikke havde haft for lidt af, bare tanken om at slippe fra alt, den var virkelig fristende, og nu var ingen undtagelse.

[Cecilia]

Han kunne se, hvordan hun blev bange for ham, og det fik ham til at ryste på hovedet. "Celestia, jeg... Jeg er frygtelig ked af det, det var ikke sådan her, aftenen skulle forløbe. Jeg... Jeg vil virkelig gerne lære dig bedre at kende og vil ikke have denne sygdom til at stå i vejen. Specielt ikke nu, hvor jeg har set, hvor smuk du er..." Han trådte et forsigtigt skridt frem mod hende og endte med at sætte sig på hug foran sofaen.

[Toria]

Hun rystede kraftigt på hovedet da hun slet ikke kunne klare det her. Hendes hoved var for kaotisk i forvejen.. Og igen komplimenterede han, hende. "Natha.. Alex," hun kunne ikke lide Alex-navnet, det hed en af de personer.. "Vil du ikke godt.. Stoppe?" hun kunne ikke holde det ud, han skulle ikke lyve for hende. Hun var ikke smuk.. Og noget i hendes hoved fordrejede det til at være negativt, vær evig eneste gang en sagde, noget som var positivt ment. Han satte sig på hug foran sofaen, hvilket fik hende til at bakke lidt tilbage i sofaen, det var ikke med vilje. Men bange var hun..

[Cecilia]

Hun havde helt opgivet ham. Det kunne han tydeligt se. I det mindste valgte hun at acceptere hans navn, men på den anden side var det ikke godt nok. "Celestia... Please. Giv mig en chance. Please." Han ville ikke give op med hende. Det her var ikke fair. Hvorfor skulle hun være blond? Hvorfor skulle det også lige være blonde folk, der gik det til at gå agurk?

[Toria]

Hun vidste godt hvad hun ville gøre. Noget inde i hende ville ikke miste ham, noget hun desværre følte vokse. Derfor rykkede hun lidt frem, rakte ud efter han ene hånd og tog den rydtende imellem sine egne fine. "Kan. . Kan det her fungere?" Hun var en smule bange for det hun nu trak sig selv ind i, hun ville helst ikke ende som mordoffer.. Men hun ville hellere ikke miste ham, hvorfor vidste hun ikke, men hun vidste dette var forkert.

[Cecilia]

Et lettet suk forlod ham ved hendes ord, og han foldede sine hænder omkring hendes ene, da hun greb fat i den. Det her var mere, end ham havde turdet håbe på. Han holdt blikket i hendes. "Ja. Ja, det kan det, hvis vi vil have det til at fungere. Men... Det inkluderer så også bindet", sagde han lavt og gav hendes hånd et klem. Ellers ville det aldrig gå.

[Toria]

Hun kneb en anelse såret sammen. Hun havde håbet dette kunne fortsætte, uden bind. Det føltes.. Rigtigt. Men.. Ikke noget men, bestemte hun sig for.. "He.. Hele tiden?" stemmen var tom, men det var for at gemme skuffelsen og den lille sorg, noget i hende sagde det ikke var på grund af hendes hår, men fordi hun var fo grim. Selvfølgelig var det derfor.. Hun kunne mærke det blide klem og hendes hånd, og hun prøvede at smile, uden held. Hun havde slet ikke lyst til at smile, hun havde overhoved ikke lyst til noget..

[Cecilia]

Han brød sig på ingen måde om at se hende sådan der. Det var ikke sådan, hun skulle se ud. Hun skulle smile, specielt nu, hvor han endelig kunne se hende. "Det meste af tiden... Det et ikke sundt for mig at tage overdosis af piller for at holde det andet væk, men jeg vil gøre det, når du har lyst til det." Han betragtede hendes øjne, og selvom det var håret, der var skyld i alt det her, kunne han ikke lade være med at række en hånd op og let stryge hende over det. "Jeg ville bare ønske, at det..." Han blev nødt til at klemme øjnene sammen, da et jag skød igennem hans hjerne. Sikkert fordi han havde stirrer for længe på det blonde hår og den anden del bag slummeren, nu begyndte at lægge mærke til det. Det var ikke godt.

[Toria]

"Hvad.. Hvad vil der ske hvis.. det andet kommer frem?" spurgte hun tøvende og mødte hans himmelblå blik, hvis hun ikke måtte se dem så it, måtte hun nyde det nu. De var virkelig smukke. Han løftede sin hånd, og kort var hun bange for et slag, men han strøg den blidt hen over det platinblonde hår, i en rolig bevægelse. Hun kunne ikke forstå det, var håret ikke problemet? Når nej, det var hende.. "Du.. du skal ikke gøre det for mig.. Jeg.." hun tog en dyb indånding. "Jeg vil ikke være til besvær," mumlende flød det over hendes fyldige, bløde læber, og hun vendte kort blikket væk, dog kun for kort tid, for ud af øjenkrogen opfangede ham knibe sine øjne sammen, og beskyttende placerede den ene hånd sig på hans skulder, men hun rykkede sig også lidt tilbage. Skete.. Skete det nu? Hun var i tvivl..

[Cecilia]

Han bed sig i læben. "Det vil ikke ende godt. I starten vil han nok virke yderst charmerende, indtil han er sikker på, at i er alene... Og så vil han gøre ligesom med alle de andre..." Det var ikke fair, at Alex havde fået denne forbandelse. Han havde aldrig gjort en levende sjæl noget som helst, det havde altid været den anden del. Altid. Og hvorfor skulle det også lige være blondiner, Alex gang på gang var faldet for? Hvorfor kunne der ikke have været variation? Hvorfor havde de alle vraget ham, så hadet blev opbygget? Det var alle de ting, han aldrig kunne få svar på. I hvert fald ikke et ordenligt svar. "Du vil så absolut ikke være til besvær. det vil mere være som at komme fra helvede til himlen ved at få lov til at se dig", sagde han ærligt og strøg hende let over kinden. Hendes hånd blev placeret over hans skulder, og han sendte hende et smil. "Det prøver. Men pillerne dulmer det lidt endnu", forklarede han. Det håbede han i hvert fald.

[Toria]

"Så du er ikke den charmerende type?" Spurgte hun lavt, en smule nysgerrig. Det ville være nyttig fakta. "Hvad gjorde han ved de andre?" Hun kneb nervøst sine perfekt trimmede øjenbryn en anelse sammen og lod kort blikket glide over han mårke hår, det var en smule rodet efter båndets placering, hvilket fik hende til at fjerne hånden fra han skulder, hen og rette en anelse på det. "Bedre," mumlede hun tilfredst md resultatet. "Så.. men.. Hvorfor? Kan du så ikke... selv bestemme hvornår du vil se mig? " hun ville ikke være til besvær, og slet ikke til ham. Hun.. hun var allerede fejlen, hun skulle ikke lavr flere. "Oh, okay," mumlede hun tøvende og trak langsomt sine hænder til sig og lagde dem i sit kjole beklædte skød.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "På ingen måde. Og jeg er heller ikke den jokende type. Jeg er bare mig... Alex." Han sendte hende et af sine rolige smil, da han virkelig elskede at have muligheden for at se hende nu. "Det vil du ikke vide... Jeg fortæller dig det en dag, men ikke lige nu." Det var simpelthen for grusomt og ville med det samme skræmme hende væk. Og det ville han ikke have. Hendes hånd igennem hans hår fik et veltilfredst smil til at spille over hans læber og han lukkede kort øjnene, inden han igen sørgede for at få så meget af hendes udseende ind. "Det kan jeg godt. Skal det være aftalen?" spurgte han hende, da det klart ville være en fordel. Hun trak sig væk fra ham ved hendes ord, og han sukkede tungt. Hvorfor skulle det også være så besværligt?

[Toria]

Hun synes det lød lidt kedeligt, slet ikke at lave sjov, eller være charmerende. . Men hun havde kun set et lidt charmerende smil, en gang, ellers kun rolig. "Okay, bare.. det ikke sker.." mumlede hun sagte. Det veltilfredse smil om hans læber fik det til at trække svagt i hendes ene munvig. Hun nikkede svagt, det ville være bedre. Hun ville ikke virke besværlig. Overhovedet. Da han sukkede tungt rykkede hun stfaks frem igen, det var ikke sådan .ent! Hun lod en strakt finger glide ned over han kind. "Det.. det var ikke ment.. Du. .Jeg kan godt. . Det her, vil jeg gerne, " munlede hun tilsidst og lod hånden falde..

[Cecilia]

"Selvfølgelig ikke. Der skal ikke ske dig noget", sagde han som der var og sendte hende endnu en gang et opmuntrende smil, da hun også næsten smilede. Det var rart. Han nikkede og strøg hende let over kinden. "Det er det, vi gør." Sagde han og rejste sig for let at kysse hende på panden. "Du et så ubeskriveligt smuk, og nu vil jeg gemme billedet herinde, indtil næste gang", sagde han med et smil og tog bindet op. Det ville gå galt meget snart ellers.

[Toria]

Hun nikkede kort og fulgte ham med øjnene da han rejste sig, for derefter at placere endnu et blidt kys på hendespande "hHvorfor gør fu dey der?" Spurgte hun nervøst, hentød til kyssene. Da han begyndte at tage bindet på igen skyndte hun sig at sige noget. "Allerede?" Tiden var gået så stærk, hun ville ikke allerede miste hans øjne. Det føles forkert. Hun rejste sig selv og gik et kort skridt tættere.

[Cecilia]

Han kunne med det samme se hendes ubehag, hvilket han overhovedet ikke brød sig om. Havde hun set sådan ud hver gang? Åh Gud, han dummet sig mange gange, hvis det var tilfældet... "For at vise dig, at jeg holder af dig?" forklarede han, da det var det, hans mor selv havde gjort på ham. Han var i gang med at binde den besvær lige knude, da han fangede hendes ord og let løsnede båndet, dog uden at fjerne det endnu. "Det... Okay, det kan godt blive væk lidt længere", sagde han tøvende og fjernede forsigtigt båndet fra øjnene igen.

[Toria]

"Holder du af mig?" stemmen var svag, og hun vendte forsigtigt de isblå blik mod ham. Ikke engang hendes mor holdte af hende, og her var der en mand, hun kun havde kendt i 1 måned, og han sagde han holdte af hende. Kunne det passe? "Kan.. Kan du så ikke beholde det af, lidt endnu?" stemmen var blid, hun ville gerne stadig kunne kigge ham i øjnene.

//Er det underlig jeg vil have den anden del frem? XD

[Cecilia]

Han vendte blikket mod hende og nikkede ærligt. "Selvfølgelig gør jeg det", svarede han med det rolige smil og strøg hende over kinden. Han holdt nemt af alle, og hun var ingen undtagelse. Nok tvært imod. Han tøvede noget, da han kunne mærke, hvordan det begyndte at hamre i under bevidstheden. "Hvis bindet er af eget længere, så vil den eneste fordel ved at få det på, at man ikke kan se noget. Det vil ikke holde det tilbage. Og så ", sagde han lavt og tog blidt fat i hendes hånd.

//Nej, jeg har det lidt på samme måde og så alligevel ikke xD Keg tør ikke xD

[Toria]

"Virkelig?" Spurgte hun nervøst og trykkede let sit hoved mod hans hånd. Hun stolede for meget på ham. Han virkede nervøs, men bare lidt længere, det ville vel ingen forskel gøre? "Lidt længere?" Spurgte hun håbemde og lod sin spinkle hånd ligge sig på hans, som lå imod hendes bløde, kolde kind. Han greb blidt fat i hendes lille hånd, og et mildt smil spredte sig på hendes fyldige læber.

// Det tør du cB Jeg vil have det til at ske 8).