Sort (Åben)

[Cecilia]

"Selvfølgelig, jeg ville aldrig sige noget, jeg ikke mente", sagde han ærligt og smilede til hende, da hun hvilede sin kind mod hans hånd. Hans tommelfinger begyndte blidt at stryge hende over kinden. Det begyndte dog at hamre lidt mere fast i baghovedet, og han endte med at knibe sine øjne sammen. "Det vil gå galt", sagde han som det var og sukkede tungt. Hvorfor skulle han også have denne sygdom?

//Ikke endnu? Tror jeg? Nu må vi se, det dr jo alligevel ikke gået, som vi havde regnet med xD

[Toria]

//Det ville bare give go handling! XD Haha, kan nu godt lide den drejning det har taget x33

Han sagde han mente det, men hun var endnu ikke overbevidst. "Men.. Hvorfor?" hun kunne ikke helt vænne sig til tanken om han.. brød sig om hende? Kunne lide hende? Hvad kaldte man det enlig? Og i hvilken grad mente han? Hun skævede kort væk og lod sine spinkle hænder nå op og gribe fat i hans hånd, men skiftede mening og brugte kun højre til det, førte i stedet venstre op til hans kind,  og lagde sig der. "Er du sikker? Jeg.. Jeg kan bare godt lide din øjne, også føles det.. Rigtigt," mumlede hun svagt og vendte blikket i gulvet.

[Cecilia]

//Ja... Men jeg ved ikke, om jeg lige vil give dem lov til at være lidt lykke lige, inden?? xD

Hvordan kunne hun dig spørge om sådan noget? "Fordi du er sød, sjov og nu også tydeligt smuk", sagde han som det var. Det måtte være grund nok. Han vidste dog også, at han trang til at beskytte var trådt frem i samme øjeblik hun havde vist sig sårbar, og det var nok derfor, han var endt med at holde så meget af hende også. Fordi han følte, at han kunne beskytte hende. Eller hvert fald prøve på det. Han smilede til hende, da hun lagde en hånd på hans kind, det var uden tvivl noget, han brød sig om. Forsigtigt skubbede han hendes hage op, da hun vendte blikket ned, så han ville kunne se hendes. "Rigtigt?" spurgte han med den rolige stemme, men alligevel nysgerrigt.

[Toria]

//Du har sikkert fat i noget xDD

"Du ved godt jeg ikke kan tro på sådan noget.. Det kan ikke passe," hele hendes liv havde hun fået fortalt det modsatte, og nu sad en dreng, mand, what ever, foran hende og kaldte hende smuk, sød, sjov.. Hendes hjerne nægtede at tro på det, hun var blevet såret for mange gange, og det ville tage lang tid før hun kunne tillade sig selv at tro på det, lang tid før han ville blive lukket helt ind. Og hun var bange for ingen ville vente så længe. Det troede hun ikke på nogen gad, det var hun ikke værd. Han skubbede forsigtigt, blidt hendes hage lidt op og hun lod blikket kigge på ham med et svagt smil. Den her aften havde været forvirrende, hyggelig, skræmmende, god.. "Ja, altså.. Jeg føler øjnene er det eneste der viser en total, og på den måde.. Jeg har nemmere ved at forstå.. tro folk på den måde," forklarede hun med svag, nervøs stemme. Det lød sikkert lamt i hans øre, men nu vidste han hvorfor..

[Cecilia]

"Så prøv at tro på det. Tønk på, at du får det at vide fra en sindssyg fyr, der under normale omstændigheder får et anfald ved at se blond hår. Du er smuk", sagde han roligt og sendte hende et opmuntrende smil. "Og jeg vil blive ved med at fortælle dig det, indtil du selv tror på det." Han ville med glæde fortælle hende sandheden så mange gange, hun skulle have brug for det. Og så flere endnu. Han nikkede til hendes ord og holdt blikket o hendes. Han skulle nyde det så længe, det var muligt. "Hvad ser du så i mine øjne?" spurgte han roligt, da der måtte være noget specielt, siden hun ikke ville lade ham gemme dem væk. Det måtte dog ske meget snart.

[Toria]

"Men det kan jeg ikke! Og du sider overfor en pige der er ligeså syg i hovedet," det sidste var bare en forsvarende mumlen, hun ville ikke have nogle begrundelser for at hun skulle tro ham, ikke nu. Det kunne hun ikke.. "Det kommer til at tage lang tid," hun mødte hans blide, ærlige øjne med sine egne isblå, tøvede let. Det var ikke fair.. Han ser ud som om han mener det, men hun overbevidste sig selv om der var noget andet, men hun kunne ikke finde det. Overhoved. Han mente det, hvilket forvirrede hende. "De siger du taler sandt," hviskede hun forvirret og trak sine mørke, perfekt trimmede øjenbryn let sammen og prøvede ikke at flippe ud. "Men hvorfor? Hvorfor kan du ikke bare være som alle de andre..?" sukkede hun trist, hun kunne godt lide han var anderledes, han var sød. Men hun følte ikke hun fortjente det, derfor blev hun forvirret. Hvilket i sig selv, var noget så forvirrende.

[Cecilia]

Han smilede og rystede på hovedet. "Jeg tvivler. Og ellers er det nok bare i samme grad som alle andre." Hun virkede på ingen måde som sindssyg. Han kunne ikke lade være med at betragte hende indgå ende, for hun var simpelthen så smuk. "Så vil jeg blive ved i al den tid. Jeg kommer alligevel til at sidde herinde i lang tid, så du slipper ikke sådan lige for mig", sagde han med et opmuntrende smil og kørte hende let over kinden. Hun skulle ikke være så dømmende. Det fortjente hun ikke. Han rynkede i panden. "Hvad mener du? Være som de andre?" spurgte han hende en anelse forvirret. Hvordan havde de andre været?

[Toria]

"Så er du forkert på den. Jeg.. Jo, jeg er.. Du er ikke den eneste med en sinds sygdom," mumlede hun svagt, han behøvede skam ikke vide hvad for en, han skulle bare vide han ikke var den eneste herinde. Hun var ret sikker på at Penelope også havde en, hun snakkede vært fald på et tidspunkt om 'stemmerne' og 'De'.. Hun var dog ikke hel sikker. Da han kiggede noget indgående skød en blid farve op i hende ellers så blege kinder, og blikket fløj hurtigt i gulvet. "Det.. Du behøver altså ikke.." startede hun, men rystede bare på hovedet. Hun vidste han ville sige hende imod, og selvom hun ikke var meget for at give op, vidste hun, det var en diskussion hun ville tabe, uanset hvad. Hans blide kærtegn hen over hendes kind hjalp slet ikke på den rødlige farve, men hun tvang blikket op i hans igen. "Ond, voldelig, klam.. Kalde mig ting, være ligeglad, slå, og.. Og noget andet," det sidste kunne hun ikke få over sine egne læber, som hendes tnder kort tid efter lod sig sænke ned i.

[Cecilia]

Han tænkte skf lidt om, inden han nikkede. "Det ved jeg. Det kan vi bekæmpe sammen?" foreslog han lavt. Bare det,at have bindet af i hendes nærhed var at bekæmpe det. Og det føltes rart at gøre noget ved det. Han kunne se, hvordan farven skød op i hendes kinder og han kunne ikke lade være med at tænke, af det så utrolig sødt ud. "Jo, det behøver jeg. Du ser sød ud med farve i kinderne", sagde han med roligt og ærligt. For det gjorde hun. Han slog øjnene overrasler op ved hendes ord, og øjeblikket efter havde han lagt armene on hende og trukket hende ind i et kram. "Ingen fortjener at skulle møde sådanne mennesker", sagde han lavt til hende. Havde hun virkelig? Nej hvor forfærde ligt!

[Toria]

Hun nikkede svagt, og mødte hans blide blik. "Nej, og neeii jeg gør ikke!" det sidste var en smule hvinende, og farven blev blot kraftigere, og dermed også 'sødere', som han kaldte det. Det var ikke sjovt, det synes hun vært fald ikke. Han så overrasket ud over hendes sidste ord, men det var hende der blev overrasket, da hun pludselig befandt sig, i et varmt, beskyttende bjørnekram. Til at starte med var hun helt spændt op, men det han ikke gjorde andet, tillod hun sig at slappe af, og vikle sine egne spinkle arme omkring ham. "Jeg gør. Jeg gjorde. Jeg har kun mødt den slags mennesker. Det er derfor jeg.. En af de to der voldt.." Hun kunne ikke få ordet over sine læber, og hendes åndedrag blev en anelse hurtigere. "-der ødelagde mit liv, hed Alex.. Det er derfor jeg bedst..." hun tøvede kort, men sagde det dog til sidst. Det kunne vel ikke skade. "Det er derfor jeg gerne vil kalde dig Nathan," afsluttede hun det tilsidst.

[Cecilia]

Han kunne ikke lade være med at smile af hende og blidt høre hånden mod hendes kind. "Jo du gør så", sagde han ærligt, da det var sådan det var. Han kunne mærke, hvordan hun stivnede, men han holdt bare ved og hun slap også langsomt af i hans arme, hvilket havde været meningen. Han kneb øjnene sammen ved hans ord, da han godt forstod, hvad hun mente og han brød sig ikke om det. "Jeg vil aldrig gøre dig noget. Aldrig", hviskede han til hende og borede let sit ansigt ind i hendes yderst vdlduftende hår. "Nathan er både... Du kan kalde mig Xander. Så er det specielt mellem os", sagde han lavt. Det kunne han acceptere.

[Toria]

"Neiii!" fortsatte hun stædigt, og lod hans kropsvarme sive igennem det kedelige tøj, der faktisk ikke holdte en hel varm, her i det kolde årstider. Han kneb øjnene sammen, og hun var ret sikker på det var fordi han kunne regne ud hvad slutningen af ordet ville være. Det skulle ikke være kommet ud. Inge måtte vide hun var blevet voldtaget, folk ville afsky hende, hvis det skete. Det troede hun. "Du må ikke sige, love noget du ikke kan holde," mumlede hun imod hans skulder og gemte sig ind til ham, ind i trygheden. "Xander?" Hun mindes igen fra sin fortid med det navn, og derfor kunne hun ikke stoppe et svagt smil i at træde frem. "Xander. Det kan jeg godt lide, tak,"

[Cecilia]

"Jooo", mldsagde han hende lavt, da hun virkelig så sød ud. Og nu kunne han faktisk se hende, hvilket gjorde det hele endnu bedre. Han nøs at mærke hendes lille krop tær på sin lg han holdt hende bare ind i et bjørnekram, mens han indtog hendes duft, en duft han hurtigt kom til at holde af. Den duftede af hende og den ville han altid have. Han smilede ved hendes ord og trak hovedet let til sig, så han kunne se hende. "Er det accepteret?" spurgte han hende og kørte en blond hårtot væk fra hendes ansigt, selvom bare synet af der blonde fik det til at gibbe igennem ham.

[Toria]

"Neii," mumlede hun igen og rystede kort på hovedet, nød hans nærvær. Hun snusede let ind, trak hans duft til sig, blev langsomt enig med sig selv om at det var en god duft. "Det er det i vært fald," mumlede hun imod hans hals og nød hvordan han blidt strøg en tot væk, han var så blidt, kærlig, det var slet ikke sådan alle de mænd hun havde mødt, var. De var grove, krænkende og ville ofte have mere end hun viste og gav. Og hun gav dem intet, så de ville have alt..

[Cecilia]

Han valgte at lade diskussionen ligge, da de kunne blive ved på den måde, hvis han fortsatte. Han sendte hende et smil og kyssede hende let på panden. "Det er så en aftale. Men nu er jeg seriøst nødt til snart at få bindet på, hvis det ikke skal gå helt galt", sagde han med et suk og betragtede hende. Han ville bare ikke have det på allerede nu, for hvem vidste, hvornår han kunne få det af igen? Men hvis det her blev ved, ville det andet komme frem. Og det måtte det bare ikke i Celestias selskab.

[Toria]

Hun tog det som om hun havde vundet da han ikke sagde hende imod igen, og der ved smilte svagt. Et mildt gys gik igennem hende da hans bløde læber kyssede hendes bløde pande. Smilet falmede let, men kunne stadig anes. "Kan det ikke holdes bare en smule mere?" Spurgte hun bedende, hun forstod ikke hvor slemt det kunne gå, hun have ikke forstået hvad der enlig ville ske.. Hun kunne godt lide båndet ikke var på, det var.. Rigtigt.

[Cecilia]

Han smilede trist til hende og hvilede panden forsigtigt imod hendes, så hun var helt tæt på. "Hvis jeg ikke tager det på nu, så ender det med, at det går galt. Jeg kan nok godt nå at få bindet på, men så slutter aftenen brat. Og selvom jeg så ikke vil kunne se dig, så vil jeg ikke have den til at ende brat", fortalte han hende lavt og strøg hende blidt over kinden med den ene tommelfinger.

[Toria]

"Kan du ikke... Ikke skubbe det væk? Lidt længere?" Bedte hun om, nærmest som en lille barn der ber om at være længere oppe juleaften. Hun stødte let deres næser sammen, blidt og nød bevægelsen over hendes, endnu farvede, kind. "Hvorfor er du kommet så tæt på?" Mumlede hun så han sikkert ville kunne mærke luften fra ordene, mod sine egne læber. "Al, al for tæt på,"

[Cecilia]

Han bed sig i læben og betragtede hendes øjne. "Jeg vil høre alt for dig, men lige nu tror jeg vi har leget lidt for meget med skæbnen. Det ender galt", hviskede han til hende, da,der var sådan der var. Længere tid uden bind med hendes blinde hår i nærheden ville få det hele til at bryde sammen. Behageligheden strøg igennem ham, da deres næaer fles mod hinanden og han betragtede hende opmærksomt ved hendes ord. "Jeg ved det ikke... Er det dårligt? For... Jeg synes det er godt", hviskede han og var meget opmærksom på, hvor tæt på hun egentlig var på ham.

[Toria]

"Meeeen," hun trak det en anelse skuffet ud, men hun havde håbet det kunne vare ved. Det skulle det.. "Det er dårligt for mig.." mumlede hun kort, da det passede. Hun ville bare blive sur på sig selv, finde noget skarpt, og ja.. Sådan ville det gå i ring. Og hun vidste at hun havde brug for at finde noget skarpt. Snart.. Det var det eneste der kunne give hende fuldkommen ro, den sviende, brændende fornemmelse det efterlod, ledte tankerne væk fra den psykiske smerte, og det røde blod der først samlede sig i små bobler, for derefter at glide ned af den blege hud. Hun havde set det så mange gange før.. "Men på en fordrejet, sindssyg måde er det også godt,"