Blind mand på gang (Marie)

[Cecilia]

Se, det var ikke et spørgsmål han havde håbet på at få. Men han måtte bare finde på et svar. "Det skete pga. grunden til, at jeg kom herind", forklarede han derfor, da det var den eneste ting, han kunne sige uden at det blev for langt fra sandheden. For han ville ikke lyve over for hende, det var ikke ham.

[Marie]

Hun rynkede let på næsen, det var en kringlet ordlyd i hendes øre. "Hvorfor kom du så herind?" Nu, var hun da først blevet vækket i sin nysgerrighed. Ikke nok var han blind, han var også blevet det af at komme herind - eller lige inden, gik hun ud fra. Han var da god til at finde rundt så? Eller han havde måske været der i lang tid.

[Cecilia]

Se, endnu en gang, den kunne han ikke lide. Hvorfor kunne han ikke bare lyve? Det ville være så meget nemmere. Han måtte dog komme med en undskyldning. "Mord." Så var det sagt. Men på den anden side, så havde hun også gjort noget for at komme herind, så hun var nok klar over, at han havde gjort noget slemt.

[Marie]

"Så du blev blind pga. mord og kom herind? Synes du selv det lyder logisk? Den må du vidst hellere få udpenslet for mig?" Sage hun og lænede sig op af væggen, da hun havde fundet ud af, at den var der. På den anden side, var hun overrasket over at han fortalte hende det.

[Cecilia]

Han trak på skuldrene. "Det er en lang og kompliceret historie, så kort sagt ja", sagde han lavt, da han på ingen måde ville komme ud med endnu flere detaljer. Det skulle ikke ud. Ikke til andre end Celestia, men hun var også speciel.

[Marie]

"Og dermed sagt, at du ikke vil tale om det?" Sagde hun og trak på skulderne. Let skubbede hun fra væggen, og lod den ene hånd hvile mod den. Den anden gled ud til siden, men fangede ikke andet end luft. Så det var en gang, hun var drejet ned af, kunne hun fornemme. "Det her kommer til at lyde dumt, mest fordi jeg spørger dig og du er blind. Men hvor helvede er jeg henne lige nu?" Sukkede hun en anelse sammenbidt.

[Cecilia]

"Jep", svarede han hende, da det jo var sandheden. Men sådan var det nu en gang. Et let smil gled over hans læber ved hendes ord, og han overvejede det kort. "Vi er 73 skridt fra værelsesgangen og dermed... 119 skridt fra cafeteriet", sagde han efter noget hovedregning. Det var alligevel utroligt, at han havde lært at huske det. Han han sig selv en mental high five.

[Marie]

Hun hævede et øjenbryn. "Jeg vidste nu godt, at vi var 73 skridt fra værelserne, men hvilken gang er vi på lige nu og hvor er cafeteriet?" Spurgte hun, da hun egentlig godt kunne bruge noget mad snart. Det var meningen, at der skulle være en til at hjælpe hende de første dage, men det var lidt som om, at da hun var kommet ind, så havde de være ligeglade anyways.

[Cecilia]

Han kunne ikke lade være med at smile. "Vi er på en gang, der fører forbi værelserne og hvor man derefter skal følge 20 skridt efter værelserne, inden man skal dreje. Skal jeg vise vej?" spurgte han.

[Marie]

En anelse teatralsk sukkede hun og overvejede det. "Fint, men jeg holder dig altså ikke i hånden for at finde vej, hvis det er det du pønser på", pointerede hun kraftigt, at understrege at det ikke hørte sig med for hende. Hun var generelt lidt for meget i forsvar efter alt det der var sket med Cinna. Det nagede hende stadig dybt.

[Cecilia]

Han kunne ikke lade være med at klukke af hendes ord, da han ikke kunne lade være. Hun virkede meget aggressiv, men det var vist bare sådan, det var. "Bare rolig, ingen fysisk kontakt herfra. Bare gå efter lyden af mine skridt", sagde han med et roligt smil, inden han drejede omkring, så han kunne begynde at gå ned af gangen.

[Marie]

Hun overvejede det lidt. Det var faktisk en bedre løsning, men hun kunne også høre, at han klukkede af hende, og derfor slog hun ud efter ham. Men hun ramte dog kun luften til sin skuffelse. "Du skal ikke grine af mig", mumlede hun en anelse tvær, da det ikke var sjovt, at høre nogen le af sig. "Fint, så vis vej", sagde hun i en rolig tone. Nu vidste hun da at Alex var blind, og at han var herinde for et mord også undskyldte han meget.

[Cecilia]

Han tog afværgende armene op, selvom hun ikke kunne se det. "Det er ikke af dig, det er bare af situationen", sagde han med et roligt smil. Han, en blind mand, skulle føre en blind, og endda også aggressiv blind pige til spisesalen. Det var en smule komisk. Men sådan skete det jo. "Det skal jeg nok", forsikrede han hende om og satte i en rolig gang, mens han begyndte at tælle skridtene i sit hoved.

[Marie]

"Det skal du jo sige", fnyste hun og lyttede, da han satte i bevægelse. Alle sanserne kørte på højtryk og hun fulgte efter, så godt som hun nu kunne. Hænderne søgte væggen, og hun begyndte at tælle i sit hoved for at få den rette kurs og nå det rigtige sted. Læberne mimrede let tallene, uden at de flød over hendes læber.

[Cecilia]

"Nej, det behøver jeg nødvendigvis ikke. Det er bare sådan det er", sagde han roligt som altid. Smilet lå også på hans læber, da han bevægede sig ned af gangen og sørgede for at tælle skridtene. Han kunne dog ikke lade være med at overveje det bizarre i det her, og derfor glemte han også pludseligt, hvilket tal han var nået til og stoppede op. "Hvor mange skridt?" spurgte han. Det her var virkelig uheldigt, havde han gået 74 eller 84?

[Marie]

"84", lød det fra hende, da det gav mening i hendes hoved. "Hvordan kan du glemme, hvor mange skridt du tager?" Spurgte hun med undren. Det var nok fordi, hun altid havde været blind, at hun tog det som en selvfølge, at man bare vidste sådan noget. Det gav da sig selv? Ellers endte man tilfældige steder.

[Cecilia]

Han nikkede og skulle lige til at gå videre, da hendes spørgsmål rungede gennem den ellers tomme gang. "Jeg er lidt, hvis ikke meget, glemsom, hvilket er ret så uheldigt..." forklarede han roligt, inden han satte i gang igen videre ned af gangen. 85, 86, 87, 88. Han blev nødt til at holde fokus for ikke at glemme tallene.

[Marie]

"Det må man da nok sige", stønnede hun ud og satte efter ham. Hun sørgede for at være ekstra omhyggelig med at tælle skridtene denne gang. Sådan noget sjuskværk ville hun ikke være en del af. Hun var dog interesseret i at vide, hvorfor han var blevet blind pga. mord. Kunne han have været oppe at toppes med nogen? Hun begyndte i hvert fald at spekulere, mens hun bevægede sig.

[Cecilia]

Han ignorerede hendes kommentar, da det ellers ville slå ham ud af fokus, mens han fortsatte frem af. Han talte omhyggeligt skridtene, inden han nåede det præcis antal og drejede, mens han tog hånden søgende ud. Rigtig nok virkede det til, at han gik ind af dørene til cafeteriet. "Så er vi her. Hvad er klokken egentlig?" spurgte han, da han egentlig ikke vidste, om der var mad eller ej. Det kunne selvfølgelig være lækkert med noget mad...

[Marie]

"Igen .. Jeg er blind, jeg har ingen anelse om, hvad klokken er på noget tidspunkt", sagde hun og sukkede. "Det er ligesomsort 24-7 i mit hoved, ikke?" Hun havde det med at være gnaven og meget direkte - en anelse flabet, men det var mere fordi hun havde nogle ting i bagagen, som havde udviklet hende på denne måde.