Blind mand på gang (Marie)

[Cecilia]

Nathan Alexander Thomson


Jeg tæller mine skridt nøjagtigt, da jeg bevæger mig ned af gangen. Egentlig ved jeg ikke, hvor jeg er, jeg ved bare, at jeg drejede til venstre efter værelsesgangen og dermed den modsatte vej af cafeteriet. Min hånd glider let over væggen for at føle mig frem, da jeg håber at kunne støde på et fællesrum med lidt bedre siddepladser end de andre, jeg er stødt på. Men jeg vil alligevel ikke bevæge mig for langt væk, så jeg tæller hvert skridt for at sikre mig, at jeg ikke går længere end hundrede meter væk. Ellers bliver det et helvede at finde tilbage. 

[Marie]

Astraia Chidori Smeyé

Med hånden mod en utrolig kølig væg, bevæger hun sig afsted. Skridtene er faste og elegante, mens hun lytter til alt omkring sig. Alle detaljer. Alle lyde. Sanserne arbejder på højtryk og hun synker kort en klump. 75, 76, 77.. Hun tæller nøje for hvert skridt der bliver taget fra hendes værelse. Af og til ændre væggen sig til et hul og hun må famle sig videre. Inden hun drejer omkring et hjørne og ramler direkte ind i en eller anden. "Av for fanden da!" Udbrød hun med det samme. "Se dig dog for!" Vrissede hun og tog sig til hovedet.

[Cecilia]

Overrasket var, hvad han var, da en skikkelse pludselig ramlede ind i ham. Nu ikke fordi at det gjorde så meget mod ham, da han jo var stabil som et træ, men det var alligevel noget, der gjorde ham overrasket. Folk plejede at gå udenom ham, udelukkende af den grund, at han jo ikke kunne se noget. "Det må du meget undskylde, men det er lidt svært for mig. Jeg er blind", prøvede han blidt at forklare personen, der ellers lød noget arrig. Hun havde nok ikke set bindet.

[Marie]

Hun var landet på bagdelen, og skubbede sig noget besværet op. Hun trådt et skridt frem men foden stødte imod drengens. Hun sukkede let, men nægtede at gå et skridt tilbage for at vige væk. Hun blev dog noget overrasket over hans ord. "Så burde du måske have hørt mig i stedet." Mumlede hun i stedet med sin lettere hæse stemme, men hun ville ikke sådan give efter. Hun holdt sig dog i skinnet fra at ville række hånden frem og undersøge den fremmede. Hun forsøgte altid at undgå, at fortælle at hun var blind, og eftersom de var indenfor, så havde hun taget bindet af. Der var ikke så lyst, at hun var overfølsom.

[Cecilia]

Han kunne høre, hvordan hun bevægede sig, og det måtte vel betyde, at han havde væltet hende? Åh nej, det var jo ikke meningen. Hendes fod stødte mod hans og han vidste ikke, om det var for at provokere, eller fordi hun ikke havde nogen forstand på nærhedsgrænse, men han bakkede høfligt et skridt tilbage, så det ikke ville blive for tæt. "Det er jeg ked af, at jeg ikke gjorde... Jeg er nok bare blevet for vant til, at folk går forbi mig, fordi jeg er så stor og de kan se bindet, så ja..." forklarede han sig med den rolige stemmeføring.

[Marie]

"Bindet? Hvis du er blind, hvorfor går du så med bind? Er du overfølsom overfor lys eller hvad? For der er ret mørkt indenfor", hun skød bare nogle ord af, for at se, hvordan han reagerede. Hun var ret sikker på, at der nok skulle være lyst indenfor med kunstig belysning selvfølgelig. "Ja, du burde også være ked af det. Det er ikke særlig venligt, at bumpe ind i folk, der lige er ankommet til stedet", irettesatte hun ham og trak på skulderne. Hun måtte lige vænne sig til stedet og finde ud af, hvad der var op og ned, inden hun kunne færdes normalt rundt.

[Cecilia]

Han rynkede i brynene af alle hendes pludselige spørgsmål. Hun havde dog selv givet ham et brugbart svar, så han valgte simpelthen at bruge det i stedet for at stikke hende en løgn. "Ja, det kan man godt sige. Men hvordan ved du så meget om det?" spurgte han, da han ikke havde mødt andre, der var kommet med det forslag. "Det er jeg meget ked af, men det var ikke med vilje. Og velkommen", sagde han, stadig med den rolige stemme, elvom hun lød alt andet end rolig.

[Marie]

"Måske, har ved jeg, hvordan det er? Måske kender jeg nogen der har fortalt mig det? Gæt engang", sagde hun og overvejede om hun skulle træde et skridt frem. Hun havde bemærket, at han tidligere trådte et skridt tilbage, for hendes skosnude blev pludseligt fri fra berøring. Det var lidt svært at tolke på. Et suk forlod hendes læber af hans næste ord. "Standard snak? Har du tænkt dig, at fortælle mig dit navn, eller bare stå og undskylde og velkomme på den kedelige facon?" Spurgte hun så i stedet for, da det var lidt det han gjorde. Hun havde været igennem mange forskellige samtaler, og de fleste mente hun var alt for uskyldig og ikke kunne gøre en flue fortræd, når hun nu var handicappet, som så mange havde kategoriseret hende som. De skulle bare vide, hvad hun var i stand til.

[Cecilia]

"Din fætter?" spurgte han som et skud ud i tågen, da hun jo havde sagt, at han skulle gætte, så han gættede. Selvfølgelig gættede han. Hun virkede meget ligefrem, men det var nu ikke noget, som han tog så tungt. Der var mange, der var angribende i deres ord og hun var klart en af dem. Men det var jo bare ord, så dem var han ikke bange for. "Mit navn er Alex", svarede han derfor og rakte hånden høfligt frem som han havde lært. Det kunne være, at det ville skabe bedre stemning.

[Marie]

"Det var ikke et spørgsmål, mere et pejlemærke til dig. og nej, det var ikke min fætter. Min familie er død anyways, så du kan glemme alt om at skyde i tåger", sagde hun og trak på skulderne. Hun bemærkede ikke hånden, der blev strukket frem til hende, da hun ikke vidste, at den var der. "Så her præsenterer man sig med kaldenavne eller er det dit navn?" Spurgte hun, da hun havde hørt mange, der præsenterede sig med sit fulde navn men også med kaldenavne og det kunne være både og.

[Cecilia]

Han blev mere end forvirret over hendes vriden af ord, da han nu ikke forstod nogen mening med dem. "Så... Er du selv blind?" spurgte han, da det så var den eneste løsning, han kunne komme med og han ville stadig gerne komme med et svar. Hun havde jo stillet et spørgsmål. "Her præsenterer man sig med en håndsrækning og det er mit navn. Og hvad er dit?" spurgte han og holdt fortsat hånden tilbydende frem. Det kunne jo være, at hun ville tage imod den.

[Marie]

Han virkede forvirret over hendes ord, men han var tydeligvis også noget opsat på at få ret i sine ord. Hun overvejede det lidt. En blind mand kunne ikke sladre og alligevel ville hun gerne forsøge sig, at ingen opdagede hendes blindhed, men da han så efterfølgende nævnte det med hånden, så måtte hun krybe til korset. "Bingo", sagde hun derfor med en rolig og lettere ligegyldig tone over sine læber. "Du vælger at stikke en hånd frem for at få trykt den mod en blind, uden at nævne det. Det er vidst ikke helt standard", sagde hun med et træk på skulderne, da det faldt hende naturligt. "Så du er Alex? Du kan kalde mig Smeyé, det gør de fleste", sagde hun roligt, men hun tog ikke hånden. Hun ville ende med at slå ud efter ham, hvis hun forsøgte og hun gad ikke til at høre undskyldninger eller store ord fra den fremmede.

[Cecilia]

Han havde ikke regnet med, at det rent faktisk var sand heden. Han havde ikke regnet med at møde en anden blind herinde. Han tog hånden til sig. "Det må du undskylde, jeg vidste ikke, at du var blind. Ellers ville jeg ikke have gjort det", sagde han roligt og kørte en hånd igennem håret. "Okay, velkommen til", sagde han og sendte hende et roligt smil, selvom han vidste, at hun ikke kunne se det.

[Marie]

"Spar mig for dine undskyldninger, du mener det ikke alligevel." Bed hun ham en anelse af, da hun var van til at høre på alverdens plabren om undskyldninger. Hun orkede det ikke, det måtte hun indrømme. Hun havde hørt for mange af dem og hun havde fundet ud af, at folk løj anyways. Så de kunne rende hende. "Hvad er det her så for et sted?" Spurgte hun uden at tænke yderligere over det. Hun gik direkte til sagen i stedet for at snige sig udenom. Men det galt kun nogle ting, hun var noget af en slange, når hun endelig skulle finde ud af noget eller der var noget, som dragede hende til fordel. Hvilket også var grunden til, at hun næsten havde undgået at komme herind, hvis ikke det havde været for beviserne. Han havde fortjent det.

[Cecilia]

"Selvfølgelig mener jeg det, ellers ville jeg ikke sige det?" sagde han en anelse forvirret. Hvorfor skulle han ellers sige det, det gav da ingen mening? Hun var dog ikke den første til at sætte spørgsmålstegn ved hans undskyldninger, men han måtte vel bare lære dem, at han havde ret. "Det er et sted, der skal få os på rette spor efter vores forbrydelser", sagde han med et skævt smil. Det var i hvert fald, hvad han havde fået at vide.

[Marie]

"Aha? Så du render bare rundt og undskylder for alt du gør eller hvad?" Hun hævede det ene øjenbryn, men selvfølgelig hjalp det ikke noget, at han kunne se hendes skeptiske udtryk for ligesom hende kunne han ikke se. "Har du altid været blind?" Spurgte hun så i stedet for, da det virkede oplagt for hende at spørge om. Hun lænede sin skulder mod den kolde væg, og støttede sig dermed til den. "Så basicly er det et hul i jorden, hvor vi skal rådne op, right?" Spurgte hun direkte.

[Cecilia]

"Nej? Jeg undskylder, når der er en grund til det?" sagde han og kunne mærke, hvordan han begyndte at blive forvirret. Hvorfor virkede hun pludselig så angrebslysten? Eller pludseligt og pludseligt, men i hvert fald noget offensiv. "Nej", svarede han hende. Det var jo sand heden, og den måtte han holde sig ved. "Nej, det er en bygning med flere etager, og medmindre nogen dræber os er det ikke muligt for os at rådne", påpegede han, da han som altid tog ting meget bogstaveligt.

[Marie]

"Og det er der hele tiden?" Sagde hun og overvejede det lidt. Hun lavede altid en notits af første møde og lagde det som belæg for den person hun havde snakket med og ham her, havde ikke det bedste, efter at have dumpet ind i hende og stået og undskyldt sådan. Hun undrede sig dog over det næste. "Hvordan blev du blind?" Spurgte hun i stedet, da hun nu blev nysgerrig om det. "Det er vel i princippet det samme, om det er det ene eller andet, så er det her et sted, hvor de smider os hen for at slippe af med os", sagde hun ret ligeglad med det hele.

[Cecilia]

"Nej? Men det var der lige før", sagde han, da han ikke forstod, at det nu var blevet et diskussionsemne. Ved det næste spørgsmål overvejede han kort et svar at give hende. "Jeg kom ud for en ulykke." Det kunne man godt sige var sandheden. Bare ikke på samme måde, som man ellers lige vil tro. Han trak på skuldrene. "Det har du nok ret i", sagde han, da han kom i tanke om, at hun ikke kunne se noget.

[Marie]

"Så siger vi det", sagde hun og viftede emnet af banen. Hun forstod stadig ikke, hvorfor han undskyldte. "Hvilken ulykke?" Hun ønskede det udpenslet mere specifikt, da hun nærede en nysgerrighed for, at vide, hvordan andre var her på stedet og det var noget der hørte med til drengen, mente hun selv. "Det har jeg ret i", rettede hun ham for at understrege, at det var sådan det forholdt sig.