Blind mand på gang (Marie)

[Cecilia]

Han sukkede let, men smilede stadig det rolige smil. "Kender følelsen... Undskyld mig, er der en vagt tilstede?" spurgte han ud i luften. Der pljede at være vagter i nærheden af cafeteriets døre. Dog flere til spisetid, men alligevel. Hvis de var heldige var det jo spisetid. Normalt overhørte han bare en snak om måltid fra gangen og bevægede sig dernæst ned for at spise.

[Marie]

Der var stille, og ingen ord kom. Smeyés mave rumlede, hun var sulten. Kort rynkede hun på næsen. Så kunne det også være ligegyldigt. "Vi kan vel bare tage noget selv? Det kan de jo ikke straffe os for", sagde hun og lod fingrne glide imod døren, mens hun bevægede sig indenfor og nøje søgte rundt langs en tilfældig væg. Der måtte være en disk et sted til maden.

[Cecilia]

Han tænkte sig lidt om, men endte med at rynke på panden. "Jeg ved ikke, om der er mad, hvis det ikke er spisetid?" sagde han lavt og kløede sig i håret. Han havde egentlig aldrig undersøgt det. Der havde aldrig været brug for det.

[Marie]

"Det må jeg så bare finde ud af", sagde hun og bevægede sig videre. Den ene hånd mod muren og den anden gled rundt i sin søgen efter bordet. Hun bed sig i underlæben og forsøgte at finde noget. Hun stødte imod et bord og kom med et utilfreds grynt, inden hun lod hånden glide over bordet. "Hvad laver I herinde?" Lød en kvindelig og lettere streng stemme ganske højt. "Det er ikke spisetid, så cafeteriet er lukket"

[Cecilia]

Han sukkede, og kunne høre, hvordan pigen begyndte at falde sig frem. Det var ikke specielt smart på nogen måde. Han valgte dog at følge med hende, da han ikke ville lade hende være alene. Det ville bare være ondt. Han stoppede dog ved lyden af en streng stemme. "Det må De meget undskylde. Vi vidste bare ikke, hvornår der var spisetid", sagde han med den rolige stemme.

[Marie]

Smeyé bed tænderne sammen, men formåede ellers at slappe af og forsøgte at virke så uskyldig som muligt. Hun hørte tydeligt Alexs undskyldning og var kort ved at vrænge af ham, men nåede at holde sig i skindet. "Du, ny pige! Der er spisning om en time, kom tilbage til den tid. Alex, vi forventede, at du havde bedre styr på det. Kantinen er åben i spisetiderne, ikke ellers", snerpede vagten af dem og trådte væk. "Ny pige, hvor herre bevares", mumlede hun, da skridtene døde ud.

[Cecilia]

Alex nikkede. "Men hvordan skal jeg vide, hvornår det er spisetid?" Han sagde det lavt, da han kunne høre skridtene dø ud, så hun hørte det nok ikke. Men alligevel. Det ville være rart med et ur, der bippede eller sådan noget. "De skal nok lære dit navn hurtigt", sagde han, da Smeyé lød noget irriteret over det.

[Marie]

"Gå efter lugten", mumlede hun og famlede lidt i mørket for at finde tilbage til væggen. Gad vide hvilken navn, de var blevet oplyst om at bruge her. "Bruger de altid fornavn?" Spurgte hun derfor, da det ville være irriterende, at de begyndte at benytte hendes fornavn. Hun brugte det kun overfor familie og virkelig nære mennesker - hvilket hun ikke havde nogen af mere.

[Cecilia]

"Jeg plejer at gå efter lyden. Altså af de andre folk", forklarede han hende. Det havde virket fint det sidste stykke tid. Faktisk mere end fint, han havde ikke misset et eneste måltid. "Ja, efter hvad jeg lige husker..." sagde han. Det var dog ikke helt sandt. Alex var jo ikke hans fornavn, så dermed brugte de hans kaldenavn. Men de havde nok indset, at det var det smarteste.

[Marie]

"Og hvor er de såkaldte andre folk så henne nu?" Spurgte hun i stedet, da der var godt stille omkring dem. Det var ikke tilfældet lige nu. Hun endte med at sukke, og foden stødte imod karmen, og hun famlede sig vej til muren. "Fedt", sukkede hun. Hun ville ikke have de brugte hendes fornavn, men på den anden side, kunne hun altid modbevise det og lade være med at reagere. Så fandt de jo nok ud af det på et tidspunkt.

[Cecilia]

Han trak på skuldrene. "De plejer at komme omkring, når der er spisetid. Nogen er så venlige at sige det til mig, når de ser mig", sagde han og smilede roligt. Det var vidst hende pigen, der havde været sammen med Erik til en frokost. Han kunne ikke se, hvorfor det var så stort et problem for hende at blive kaldt sit fornavn.

[Marie]

Smeyé trak let på skulderne. "Måske. Hvordan er folk så her? Hvem er no-go og hvem er ok?" Spurgte hun så, mens hun famlede langs væggen, inden hun mærkede en dørkarm og kunne regne ud, at hun var tæt ved udgangen eller faktisk lige ved den. Forhåbentlig var det så bare den rigtige dør.

[Cecilia]

Han gik bare roligt efter lyden af hendes skridt, da hun selv måtte lære vejen ud. Det ville i hvert fald være smartest på alle måder. "Jeg synes de fleste er ok egentlig? Der er ikke rigtig nogen, jeg sådan rigtig har mødt, der ikke har været sådan direkte afvisende...?" sagde han tænkende. Nej. Det havde der ikke på nogen måde.

[Marie]

"Er det dit forsøg på ikke at nævne nogle navne eller er du bare født naiv?" Spørger hun direkte, da det er sådan hun tolker det. Ingen kan komme ud af det med alle. Men nu er hun også ekstra bitter for tiden, så det er nok derfor at den blinde dreng får nogle ekstra hug. Let drejer hun ud af døren og føler sig frem. Hvordan var det nu? Hvor mange skridt til værelset?.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "Jeg har bare ikke mødt nogen, der er sådan direkte ubehagelige. Dog... Så kan Lim godt virke lidt... Ja, bare vær sød ved hende", sagde han med et skævt smil. Lim var speciel, og det skulle man bare acceptere.

[Marie]

"Lim?" Hun hævede et øjenbryn af det "Hvad er det for et navn? Hvad hedder hun rigtigt? Hvorfor skal jeg være sød ved hende?" Spurgte Smeyé ham om, for det gav ingen mening. Ingen skulle fortælle hende, hvordan man skulle opføre sig og ikke. Det var da klart.

[Cecilia]

"Det... Ved jeg ikke? Lim vel?" svarede han, da han aldrig havde tænkt over, at det ikke skulle være et rigtigt navn. Var det ikke hendes rigtige navn? "Fordi hun meget nemt bliver bange, og det fortjener hun ikke. Hun er rigtig sød, hvis hun slapper af", sagde han roligt.

[Marie]

"Det er da ikke et anvn?" Sagde hun og hævede det ene øjenbryn. Hun så dog intet, men bevægede sig afsted imens. Hun kunne høre, hvordan han fulgte med bag sig ved lyden af hans trissende skridt. "Og en blind som mig, skulle forskrække hende, hvordan?" Spørger jeg direkte.

[Cecilia]

"Det er det da? Hvorfor skulle det ikke være et navn?" spurgte han hende. Det var da lige så meget et navn som Alex. Eller også var det lige præcis et navn som Alex. Altså et slags alias. Det havde han aldrig overvejet. "Det ved jeg ikke? Ved at tale hårdt til hende eller sådan noget?" Han ville bare ikke have, at der skete Lim noget.

[Marie]

"Lim? Det er noget man bruger for at få ting til at hænge sammen", sagde Smeyé med et par rullende øjne. "Så du siger, at jeg taler hårdt? Hvad med, at du bare lader være med at præsentere mig for hende eller holder hende væk fra mig så? Var det ikke end bedre idé?" Spørger jeg direkte.