Learn it (Annabell)

[Marie]

// Jeg kan nogle luskede tricks xD håhå

Han så over på hende. "Det ville du, hvis du blev her med mig", sagde han drillende. Han var sikker på, at de kunne more sig voldsomt meget her, i hvert fald indtil de kom ud. Fingrene blev rakt ud, men han rørte ikke tøjet. Ingen berøringer. Det var slemt nok, at han havde trykket på knappen til lyset. Det var faktisk en fejl fra hans side af. Det aflagde fingeraftryk. Han betragtede hende kort, og nkkede imod gangen igen. "Det er underligt, at de ikke har låst herind til", sagde han lavt og mulende. Inden han hørte lyden af stemmer og skridt. "Hurtigt." Han greb fat i hende, hev hende ind, lukkede døren og slukkede lyset, mens han trykker hende ind til væggen bag døren, så de kunne høre skridt og stemmer lige udenfor der stoppede op.

[Cecilia]

// Dem må jeg virkelig få kort mig xD

Hun overvejede lidt hans ord, da han selvfølgelig havde ret. De kunne få det rigtig godt herinde, men alligevel... "Jeg vil hellere være ude herfra sammen med dig", sagde hun som det var, da hun virkelig hadede det her fangenskab, som hun ikke kunne tage kontrollen over. Hun havde ingen anelse om, hvad hun kunne gøre og det frustrede hende. Da han pludselig trak hende til siden, slukkede lyset og sten er udenfor døren kunne høres stovnede hun totalt. Det her måtte bare ikke ske! Hun skulle ikke opdages herinde! Hun knugede sig ind til ham, mens hun håbede på, at de ikke kom herind, selvom det lød som om, at der var intentionen.

[Marie]

// Håhå

Han nåede ikke at svare hende, inden alt turmult skete. Han bemærkede, hvordan hun stivnede op. Han kunne svagt ane i mørket, hvordan der var blevet trukket en anelse ned i håndtaget og døren gled på klem, mens stemmerne var blevet højere. Hans blik gled på hende, og kort rundt. Indprintede mulige flugtruter, inden han skubbede hende ind i et hjørne, så hun stod gemt, da lyset blev tændt og døren gled helt op, så det kun var ham, der blev opdaget af de to sygeplejersker.

[Cecilia]

Hun blev skubbet ind i et hjørne, og det fik hende ud af den panik, der ellers havde lammet hende. Hendes blik gled rundt og hun opdagede, at man kunne komme igennem mellem væggen og hylden. I samme øjeblik som det lød som om dem udenfor døren trådte hele vejen ind, greb hun fat i Erik og trak ham med om bag reolen, så de begge stod gemt. Der var lige præcis plads til, at de begge kunne stå bag reolen, gemt fra dem, der kom ind. Lyden af stemmer nåede hende og alle hendes sanser kørte på højtryk.

[Marie]

Han nåede kun at se døren glide op og lyset blive tændt, inden han var blevet hevet i skjul. Han stod helt tæt ind til hende, og kunne mærke, hvordan sit eget hjerte galoperede afsted og ude af rytme i forhold til hendes. Mon de ville blive opdaget? Han håbede det ikke. Hendes krop stivnede og han gav hendes hofte et blidt klem i et forsøg på at berolige hende, mens han holdt blikket mod hende, og de stod skjult i det lille indhak mellem væggen og hylden. Sygeplejerskerne rumterede rundt og talte højlydt.

[Cecilia]

Alle hendes nerver var godt spændte, mens hun stod klar til nærmest hvad som helst. Inde i hovedet tænkte hun tilbage på, hvordan rummet havde set ud, og dermed også, hvordan man kunne komme væk og i sikkerhed mellem andet end den første reol. Hun greb ubevist fast i Eriks trøje, mens hun prøvede at tænke mulighederne igennem. Heldigvis lød det som om, at sugeplejeskerne ikke havde lagt mærke til dem, de fortsatte bare deres snakken om, hvilke materialer og andet, de skulle have med uf herfra. Annabell håbede underligt, at intet af det lå på den hylde, de gemte sig bag. Så var de færdige.

[Marie]

De bevægede sig rundt, og Erik holdt sig tæt ind til Annabell. Hendes nerver påvirkede sjovt nok ikke ham til at blive nervøs, nok nærmere tvært imod. Han følte en form for spænding. Hvad hvis de blev opdaget? Røg de så i hullet? Som han havde hørt dem true andre med. Blikket flakkede kort, inden han så frem forsvinde ud af døren og lyset blev slukket. Han rykkede sig ikke ud af flækken, ikke engang, da han hørte skridtene fortsætte væk igen. "Tæt på?" Spurgte han drillende og med et glimt i øjet.

[Cecilia]

Et lettet suk forlod hende, da de forsvandt, selvom hun stadig kunne mærke, hvordan nervøsiteten sad i hende. Ved Eriks ord vendte hun blikket opag mod ham, og hun daskede ham let over brystkassen. "Du er tydeligvis farligt selskab. Jeg ved ikke, om jeg tør begive mig på eventyr med dig igen", sagde hun lavt drillende, mens hun kunne mærke, hvordan spændingerne forlod hende, da der ikke var lyden af nogle udenfor døren.

[Marie]

Han så på hende, og lod sin hånd glide op af hendes side. "Det mener du jo ikke," sagde han og blinkede kækt til hende, inden han ikke kunne lade være med at læne sig frem imod hende. Han holdt hendes blik med sit eget. "Du ville ikke kunne undvære den spænding der følger med mig", sagde han og blinkede med øjnene til hende.

[Cecilia]

Hun kunne i mørket mærke, hvordan hans hånd gled op af hendes side, men hun var blevet nogenlunde vant til hans berøringer af siden til, at det ikke gjorde hende noget. Eller hun troede i hvert fald, at det var det. I samme øjeblik han lænede sig frem og hun kunne fornemme ham meget tæt på i mørket, var hun ikke længere helt rolig. Men det var mere på den oprørske jeg-ved-ikke-helt-hvad-jeg-skal-sige-til-det-her-måden. "Hvis det er denne slags spænding, der kan få mig dræbt eller værre, komme i splid med personalet, så ved jeg ikke helt, om det er noget for mig", svarede hun ham drillende.

[Marie]

Han hørte hendes ord og bemærkede den drillende undertone, som han var begyndt at kunne genkendte bare en smule hos hende. Et smil formede sig en skæv trækning omkring hans læber. "Så længe det er med mig, så er jeg ret sikker på, at det er den slags spænding du ønsker", sagde han og blinkede til hende, inden han trak sig fri og væk fra hende, da der var fri bane og bevægede sig ud i rummet i stedet for.

[Cecilia]

Hun rystede opgivende på hovedet, og tog fat i reolen, da han trak sig væk. t smil sad på hendes læber, da hun følte sig frem til enden og videre mod døren, så hun kunne finde lyskontakten. Hun trykkede og pærerne rundt omkring blinkede kort, inden de alle sprang til live. "Skal vi så se, hvad der er herinde, eller er det for meget spænding for dig?" spurgte hun drillende, mens hendes blik gled rundt i rummet.

[Marie]

Erik kneb sine øjne sammen, da hun trykkede på kontakten. "Én anden gang må du godt lige advare om, at du vil være lysetænder", sagde han og gned sig i øjnene, inden han blinkede med øjnene voldsomt, indtil den rigtige farve sprang frem i dem. Sådan. Så var der da nogenlunde kontrol over det igen. Et smil formede sig over hasn læber. "For mig? Har du overvejet hvem det er du taler til?" Spurgte han og blinkede med det ene øje til hende på en kæk og drenget måde.

[Cecilia]

Et let fnis forlod hende over hans ord, og hun gik væk fra kontakten og mere ud i rummet. "Se, det kan være, at jeg skal gøre mere brug af overraskelsesmoomentet noget oftere?" spurgte hun ham drillende, inden hendes blik gled rundt. Hun gik over mod en af hylderne, og betragtede, hvad der stod stablet op på den. "Ja, selvfølgelig. Jeg vil da ikke bare sige sådan noget til hvem som helst?"

[Marie]

Han så på hende. "Og med overraskelsesmomentet, hvad mener du så denne gang?" Spurgte han drillende og studerede hende med et smil over læberne. Han bemærkede, hvordan hun bevægede sig rundt og studerede hver eneste af hendes bevægelser. De var meget flydende og han bemærkede, at hun ikke engang larmede. Hun var sikkert van til det. Eller selvfølgelig var hun det. "Det håber jeg heller ikke"

[Cecilia]

"Med pludseligt og blændende lys selvfølgelig!" sagde hun med et smil og blinkede til ham, inden hendes blik igen blev vendt mod reolerne. Der lå en masse bunker af det grå tøj på den første, og hun bevægede sig længere ind mellem reolerne. På den næste lå der stakke af sorte plastiksække, der indeholdt et eller andet. Hun lod fingrene glide over plastikken, inden hun trak hånden til sig. Hun vidste, at det her ikke var lovligt og hvis de blev opdaget, kunne det umuligt ende godt. Hun vendte blikket mod ham igen, men kommenterede ikke på, at han betragtede hende. "Skal vi komme ud herfra?" spurgte hun lavt.

[Marie]

Han kunne ikke holde en latter tilbage ved hendes ord. En hovedrysten forlod ham, og han måtte overveje det lidt nøjere, da det var ganske underholdende for ham. Han studerede hende noget, inden han stak en hånd i den ene bukselomme og studerede hende intenst. "Bange for at blive opdaget i uloveligheder?" Spurgte han drillende, da hun stadig var noget lavmælt i sit toneleje. Han morede sig i hvert fald over det. Men det skulle han nok ikke sige højt. Han bevægede sig hen til hende og gik helt tæt på - drillende. Inden han bevægede sig mod døren og forsigtigt tog fat i håndtaget og trykkede det i bund.

[Cecilia]

Et smil gled over hendes læber ved hans grin, da hun egentlig meget godt kunne lide, at han grinede. Specielt fordi det ikke var af hende, men af noget, som hun havde sagt. Det var hun ikke vant til. "Selvfølgelig. Jeg prøver jo stadig at spille uskyldig husker du nok?" spurgte hun drillende og kort holdt hun vejret, da han kom helt tæt på, inden han heldigvis gik mod døren. Hun vidste, at han gjorde det for at drille, men alligevel påvirkede det hende en del. Hun trådte efter ham mod døren.

[Marie]

Han morede sig i hvert fald, selvom det nok ikke var tidspunktet til morskab. De var stadig et sted, som de ikke burde være. "Og hvordan synes du selv lige, at det går? Godt? Eller skridt? For jeg må nok indrømme, at der ikke er så meget uskyldighed tilbage", han var lige vil at tilføje noget ekstra, men valgte alligevel at holde inde med det. Da han ikke ville have hende til at blusse sådan op igen. Han åbnede døren og trådte ud, og lukkede den diskret efter dem, og gjorde så tegn med to fingre om en retning.

[Cecilia]

Hun rakte tunge af ham og fulgte med ham ud af. "Hvordan kan du dog sige det? Jeg har da ikke gjort noget, der skulle få dig til at tvivle på min udskyldighed, har jeg?" spurgte hun ærligt, da hun ikke kunne se, hvorfor hun ikke skulle være uskyldig længere. Okay, hun sad herinde, men det talte ikke. Hun fulgte med ham ud og nikkede, da han gjorde tegn.