Spisetid (Åben)

[Cecilia]

"Se, det er jeg glad for at høre", bekendtgjorde han, da det virkelig gav hende nogle pluspoint hos ham. Hun var ikke som de piger den anden del af ham plejede at lade ham hænge på. "Jeg er helt enig. Spørgsmålet er bare hvordan. Ikke en gang skarpe genstande virker mod det her stof", lød det hæst. Han havde prøvet alt efter den isiot fandt på ideen med det tåbelige bånd. Et lusket smil kom frem på hans læber over hendes spørgsmål og han kunne derefter mærke hendes lille fine hånd imellem dine store fingre. "Sikke dog en fin hånd... Sikkert på en skøn pige?" kom det forførende og den anden hånd gled hen af sofaen, inden den ramte hendes ben. Kort gled hånden omkring benet, inden han nikkede imponeret. "Fantastiske ben. Er hele din krop så perfekt?" Han fjernede hånden fra hendes ben igen, da han ville starte med at prøve at få bare en smule tillid. Så ville han nemlig måske komme til at røre mere. Hans store hånd havde dog stadig let fat i hendes.

[Toria]

Hun lo svagt af ham, og gøs svagt da hans hånd strøg sig rundt om hendes slanke, lange ben, og mærkede rødmen stige i hendes kinder, og hun ar kort glad for han ikke kunne se hende. "Alt ved mig er perfekt," sagde hun selvsikkert og fugtede kort sine fyldige, perfekte læber med et svagt smil, stadig med let brændende kinder. Hun skævede kort ned mod deres hænder, havde ikke noget imod hendes lille, spinkle hånd i hans større, varme hånd. "Du varm," sagde hun ligeud, og skævede kort rundt, her var ingen andre end dem, men det gjorde hende intet. Han virkede venlig, ville ikke gøre en kat fortræd, og katte var nok en af de dyr der beskrev hende bedst. Hun var smidig, smuk, elegant, legesyg, flabet, smadder kær - til tider.. Og lidt af en diva.. Hvis man vandt hendes tillid ville hun være som en kælen, legesyg kat. Hvis man brød den tillid, rawrrhh.. Slem tigermisser.

[Cecilia]

"Alt lige frem? Må jeg mærke for at få et bevis?" spurgte han, da det her var, hvad han håbede på. Rent faktisk at finde en lækker tøs, der ikke så ud til at være alt for svær at få ind i sit net. 'Du gør hende ikke noget!' lød det endnu en gang fra baghovedet, men det blev ignoreret. "Ja. Det er jeg altid. Men efter din beskrivelse af dig selv, så er du også ret så... Hot", sagde han endnu en gang forførende. Han strøg sine fingre over hendes, selvom dindet nu mere havde lyst til at tage på hende lige der, hvor det havde lyst. Der blev dog holdt tilbage, da det altid var sjovere, hvis de var frivillige. Med en rolig bevægelse førte han hånd op og hans fingerspids er ramte hendes kind, der var silkeblød, inden det gled over for at berøre det bløde hår. Hun var lige, som han ville have dem.

[Toria]

"Kan man stole på hankøns væsner når de spørger på den måde?" spurgte hun let, halvleende, gav ham ikke lov. Hun var ikke helt sikker på om han ville være venlig eller ligesom.. Ligesom de to.. Hun rystede kort på hovedet, rystede de frygtelige minder af sig. "Og ja, alt.." stemmen var stadig selvsikker, men havde stadig ikke den samme forførende undertone som han havde fisket frem. "Det var nu ikke ment på den måde, omkring dig.." svarede jeg flabet, med en kæk undertone. "Men det passer nu meget godt til dig. Hoot..." det sidste ord hviskede hun let og lod sit klare blik glide ned over ham. Hun gøs svagt da hans hør strøg hende over hendes platinblonde håre.

[Cecilia]

"Det må du jo finde ud af. Men lige til en start nu her, så ja. For det skal jo ikke bare være en engangsforestilling, hvis du nu er så perfekt", svarede den hæse stemme hende og den anden del krympede sig indvendigt. Stop det der! Du giver mig et dårligt ry, jeg vil ikke ses som sådan en! Stemmen blev bare ignoreret, da den nu egentlig ikke havde noget at sige. Den ville nok bare snart kæmpe sig frem igen, men havde nok ikke ligefrem samme gejst. "Når du synes sådan må du meget gerne røre. Du brænder ikke op af hotness", svarede han hende endnu en gang forførende ligesom han altid var mod piger. Selv blonde i starten. Dog overhovedet ikke med samme tålmodighed. Der kunne det ikke gå hurtigt nok med at røre, krænke og til sidst kaste bort.

[Toria]

Hun lo let af ham, en fin, ringlende latter, men rystede svagt på hovedet. "Så må du vente lidt endnu, for bl.. gingeren her stoler ikke på fremmede," sagde hun leende, skulle lige til at sige Blondine, men fik hurtigt rettet det til ginger, håbede kun han ikke lagde mærke til hendes fejl. "Medmindre du lover du ikke at tage på mig, de steder, ammer og halshug," sagde hun bestemt, men dog med en flabet, drillende undertone. Han skulle love, og hvis han lovede, gjorde det alligevel. Han havde ikke lyst til at se hende, når hun var vred. Selvom hun nok blot ville gå i panik, og minderne strømme over hende. Ved hans sidste ord, tog hun sin hånd til sig, og valgte at sætte sig op på ham, hun vidste faktisk ikke hvorfor, handlede blot uden overvejelser af konsekvenserne. Hvis der var nogle.

[Cecilia]

Hun var ved at sige noget andet end ginger, men han kunne ikke nå at fange ordlyden af det. Hvis hun ikke var ginger, men brunette, ville han blive skuffet. De var altid så kedelige. "Så må du jo lære mig at kende, ik?" sagde han kækt og stadig forførende, da under tonen ikke bare sådan lige forsvandt. Et opgivende teatralsk suk forlod ham, inden smilet igen var klistret på hans ansigt. "Okay så. Ikke noget med at røre ved din perfekte krop. Lige nu", sagde han, og en veltilfreds brummen forlod ham, da hun satte sig på ham. Det var i hvert fald ikke noget, han klagede over.

[Toria]

De sad nu med fronten mod hinanden, og hun fniste let af hans dramatiske suk. "Du er ret drenget når det kommer til stykket, huh? Slet ikke så uskyldig som du lod som om til at starte med," hun undede sig stadig let over hans pludselige opførsels skift, men bed ikke yderligere fat i det, da han sikkert blot ville teste hende. Hun sad på hans lår, med benene foldet, og et på vær side af hans stærke ben. "Lige nu? Sig mig, hentyder du til du gør det på et andet tidspunkt?" Hendes stemme var drillende, kæk ligesom hans, men stadig ikke helt så forførende som ham. En svag trækning i hendes højre mundvig dannede et skævt smil på hende fyldige, fersken farvede læber, som hun kort fugtede.

[Cecilia]

Endnu en brummen forlod ham over hendes ord, da han virkelig brød sig om dem. 'Jeg er så absolut ikke uskyldig! Din... Din...' Pludselig sprang den anden personlighed frem igen, og det kunne ses på ansigtsmemikken, der med det samme blev rolig. "Jeg er uskyldig. Kan du ikke se det?" lød det med den dybe og rolige stemme. Den anden del kæmpede igen for at komme frem og Alex vidste, at han skulle have fat i de piller snarest. "Nej. Som i, at jeg ikke har tid til at forsøge mig lige nu. Vil du med ud og finde de piller?" spurgte han og ventede på, at vægten fra hans lår forsvandt.

[Toria]

Smilet om hendes læber forsvnadt hurtigt, da hans ansigt udtryk skiftede brat, som om nogle havde slukket for et lys. "Det er altså ikke så uskyldigt at spørge om man må tage på en mindreårig," svarede hun lettere undrende over hans pludselige personligheds skift. "Sagde du ikke lige at de piller var lige meget? Nu forvirre du mig virkelig, hvad sker der? Hvorfor er de piller nu så vigtige igen?" hun blev stædigt siddende på hans lår, da hun ville have et svar. Hun gad ikke denne her leg længere, pludselig er han drenget, forførende, og så bliver han rolig, 'uskyldig', som han selv sagde. Det forvirre mig, kan han ikke bare bestemme hvordan han vil være, i stedet for dette.. Dette kaos?

[Cecilia]

"Det har du selvfølgelig ret i. Men det er uskyldigt ikke at gøre noget ved truslen", sagde han bare med den dybe og rolige stemme. Da hun begyndte at stille spørgsmål ved hans ord, endte han med at sukke. Han skulle bare have de piller, så skulle det nok gå. Og nu, hvor hun ikke ville flytte sig, måtte han tage andre midler i brug. Ham greb fat under hendes lår og rejste sig op med hende løftet i dine arme.

[Toria]

"Det er måske sandt nok," mumlede hun svagt, men gjorde ikke mere ud af det. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, så hun spidsede sine læber let, i en fornærmet grimasse. Et svagt, tøset skrig forlod hendes ferskenfarvede læber da han løftede hende op, og skyndte sig at vikle sine ben og arme rundt om ham, klamrede sig til ham. "Hvad laver du?" spurgte hun skingert, og lagde sit hoved på hans højre skuldre, og kiggede ned på sofaen de for få sekunder siden havde siddet på, man kunne stadig se mærkerne fra deres vægt.

[Cecilia]

I det mindste gav hun ham nogenlunde ret og det fik et let smil til at glide over hans læber, inden det forsvandt igen. Ved hendes skrig og klamren til sig, holdt han selv hende godt ind til sig, så hun ikke ville tro, at han bare ville lade hende falde. "Jeg skal hente de piller. Du kan komme med eller blive her. Det er dit valg", sagde han roligt ved hendes øre, da det var direkte inde for række vidde.

[Toria]

Da han selv strammede grebet om hende slappede hun straks mere af, men holdte også selv sit greb. "Jeg kommer med," svarede hun lavt, men hoppede ikke ned. Hun nød hans kropsvarme som strømmede igennem det koksgrå tøj, ind til hendes spinkle krop. "Vil du så nu svare mig på hvorfor de piller er så vigtige?" hendes stemme var lav, nysgerrig og sød, havde dog en lettere udfodrende klang, som enten ville provokere ham, eller få ham til at sige det.

[Cecilia]

Et smil strøg kort over hans læber ved hendes ord, men da hun stadig ikke hoppede ned, stod han kort bare med hende i sine arme. Det var længe siden, at han havde haft en rolig pige så tæt på sig og det føltes faktisk utrolig rart. "Desværre nej. Måske når jeg har taget dem, men ikke før", svarede han hende lavt ved hendes øre, mens lugten af hendes hår sneg sig op i hans næsebor. "Og hvis jeg skal have de piller, må du hellere hoppe ned." Stemmen var i det dybe og lave leje og næsten ikke mere end en brummen. Han slækkede grebet om hendes ben og strøg roligt hænderne over enden og op på hendes ryg, så hun ville have chancen for at komme ned.

[Toria]

Hun lavede et lille nik med hovedet, gøs let da hun kunne mærke hans ånde ved hendes piercede øre. "Men du er varm," mumlede hun svagt, og stivnede kort da hans hænder blidt, roligt kørte hen over hendes velformede numse, men de forsvandt hurtigt igen, kørte op til hendes ryg så hun kunne hoppe ned, hvilket var hvad hun gjorde selvom hun nød hans kropsvarme. Hun skævede kort ned mod hendes fødder som var beklædt i nogle sorte, for store sokker. De havde fået tildelt sko, men de var langt fra behagelige, så hun foretrak strømpefødder.

[Cecilia]

En brummende klukken forlod ham ved hendes ord, og han kunne mærke, hvordan hun gled ned af ham. "Det ved jeg. Lad mig lige få de piller, og så kan vi da godt sidde tæt, hvis du gerne vil have varme?" foreslog han ned et let og nok også ret så lettet smil. Stemmen i baghovedet kæmpede stadig for at komme frem, men lige nu fik den ikke lov.

[Toria]

Hun gengældte let hans smil, selvom han ikke ville kunne se det. Hun var forvirret, det var som om hun skulle opføre sig anderledes, når han gjorde det. Hun havde ikke kræfterne til at holde de samme facader oppe i længere tid længere, hvilket kun betød hendes mur var ved at briste, og smide alt tilbage på hende. Den mur, hun gemte alt bagved, den mur der holdte hendes fra at gå rundt og tude vær dag. Hun var begyndt at kunne mærke hvornår muren vil bryde sammen, men det var stadig svært, da den kun var bristet 2 gange før. Anden gang værre end første, så hun var bange for hvad tredje ville gøre ved hende.. Hun skubbede hastigt hendes tanker væk, da hun nægtede at lade ham få mistanke, mistanke omkring hendes sygdom, hendes problem. Hendes helved i livet..

[Cecilia]

Han ventede et stykke tid på svar, men da der ikke kom noget, regnede han med, at hun var i sine egne tanker. Derfor tog han også en dyb indånding for at være sikker på at kunne holde det andet inde,inden han rakte hånden mod der, hvor han regnede med hun stod. "Kom, lad os gå til værelset og finde de piller. Så bestemmer du, hvad vi skal lave", sagde han med et roligt smil. Når bare han fik sine piller burde det hele gå godt.

[Toria]

Hun tog tøvende hans hånd, og kiggede op på ham. Hun undrede sig kort over hvorfor alle var så venlige overfor hende, når hun ikke fortjente det. Hvorfor var alle så imødekommende og søde? Hun havde mest af alt lyst til at løbe, løbe væk fra alle mennesker. Hendes humør var faldet kraftigt, virkelig kraftigt.. Hun sukkede lydløst, men holde hendes hånd i hans, trods hans nærvær pludselig sendte ubehagelige signaler, selvom hun for få sekunder siden ikke gad at slippe ham. Hun fugtede kort sine læber, tog en dyb indånding og pustede langsomt luften ud gennem sine næsebor igen, prøvede at berolig gøre sig selv.