Spisetid (Åben)

[Cecilia]

Hendes hånd fandt hans, og selvom det ikke var sikkert, så føltes den så lille mellem hans lange og kraftige fingre. Derfor var det også et blidt greb hans varme fingre havde i hendes, inden han sendte hende et smil. "Kom. Så må vi se, om jeg kan huske vejen." Han satte roligt i gang, så hun ville kunne følge med, da han så absolut ikke ville forhaste hende, selvom det nok hastede for ham at få taget de piller.

[Toria]

Hun nikkede svagt, var i sin helt egen verden, men begyndte dog at gå da hun kunne mærke han startede. Hun sagde intet, holde sig stille, stirrede blot på den lange, dystre, grå gange som de bevægede sig igennem, med kurs mod drengenes værelse. Værelser er måske for meget sagt, men der hvor de sov. Hendes tanker var umulige at holde styr på, så det endte med hun kastede dem bag muren, istedet for at vikle dem ud, få styr på dem. Deres tempo var langsomt, roligt, hvilket hun var ret glad for.

[Cecilia]

Overraskende kunne han rent faktisk finde vej til værelserne og det fik ham til at have det bedre med sig selv. En hel del. Han drejede roligt ind på værelset. "Det har været en ære at følge dem til min ydmyge residens", sagde han med den dybe stemme og berørte kort hendes hånd med sine læber, inden han slap den og fandt pilleglasset. Han rystede en enkelt pille ud, og med et skrig fra baghovedet tog han den i munden og slugte den, inden han vendte fronten mod der, hvor han regnede med, ar hun stod. "Hvad så nu?"

[Toria]

Hun skulle lige til at hive sin hånd til sig, da han begynder at føre den op mod sine læber, men da hun tænker det igennem vil det nok blot give ham mistanke. Og det er det hun mindst har brug for. "Tak," mumlede hun svagt, og skyndte sig at gå væk fra ham, og endet med at vælte ned i en hård seng. Hun stønnede lavt i smerte, da hun slog hovedet ind i væggen, og satte sig langsomt op, og kiggede på ham mens han slugte sin pille. "Det ved jeg ikke," svarede hun lavt, nærmest mumlende og træk sine ben ind til sin overkrop og omfavnede sig selv.

[Cecilia]

Ved lyden af noget, der dunkede ind i væggen vendte han hurtigt hovedet, for at se, om hun var okay. Problemet var bare, at han jo ikke kunne se. "Er du okay?" spurgte han hurtigt, mens han prøvede at regne ud, hvor hun var henne. Ved lyden af hendes stemme bevægede han sig mod den og endte med at hamre benet ind i det, der måtte være en seng. Forsigtigt satte han sig ned på sengen og prøvede at regne ud, hvor hun sad.

[Toria]

Da han pludselig sidder lige ved siden af hende, rykkede hun sig hurtigt væk, da hun ikke ville risikere nogen form for nærkontakt lige nu. "Jeg har det fint," sagde hun hurtigt, og vente hovedet væk fra ham, stirede ind i den grå væg, med et dødt udtryk. Hun vidste ikke hvad der gik af hende, men hendes humør havde pludselig vendt, og hun havde ikke styrken til at holde sine facader oppe længere. Og hun plejede aldrig at være omkring folk når hendes facader var nede, da hun bliver bange, usikker.. Hun vil ikke have folk skal se den side af hende.

[Cecilia]

Ved lyden af hendes stemme vendte han blikket mod den og kunne nu også fornemme, hvor hun var henne på sengen. "Er du sikker? Det lød ellers som en ret så hård kollision med væggen?" sagde han roligt, men alligevel en smule bekymret. Han havde selv flere gange oplevet den smerte, og den var så absolut ikke rar. Han endte dog med at blive så vant til dem, at det næsten ikke brød noget længere.

[Toria]

"Jeg har det fint!" hvæste hun koldt, og mærkede tårerne presse på. Hun nægtede at græde foran ham, foran nogen, så hun borede hårdt sine kridhvide tænder ned i sin underlæbe og bed til, fortsatte til den prikkende fornemmelse i hendes øjne forsvandt og til hun kunne smage en svag metallisk smag på sine smagsløg. Blod. Hun slap hurtigt sin læbe, og kørte tungen hen over den, ganske rigtigt. Det var blod. Hun vendte langsomt hovedet mod ham, indså først nu hvilket tonefald hun havde brugt. "Undskyld.. Jeg er bare.." hun vidste ikke hvad hun skulle sige, for det var ikke hende. Det var alt omkring hende, alt inde i hende.

[Cecilia]

Hendes hvæsen kom bag på ham og han rynkede bekymret i panden. Han kommenterede det dog ikke, da der måtte være en grund til det. Hvis hun ville fortælle grunden, så fortalte hun den, hvis ikke, så var det sådan. Da der så kom en undskyldning nikkede han bare forstående og rykkede sig roligt tættere på hende. "Kom her. Du behøver ikke forklare, bare kom her", sagde han med sin rolige og dybe stemmeføring og forsigtigt førte han armene ud. Ganske rigtigt havde han sat sig lige ved siden af hende, og derfor gled de muskuløse arme let om hende. Hun skulle kunne trække sig ud, hvis hun ville.

[Toria]

Han reagerede mildt på hendes hvæsen, så langsomt kom trygheden tilbage igen. Han ville hende intet ondt. Men hvorfor? Hvorfor var han så flink? Hun undrede sig, det irriterede hende folk ikke blot kunne behandle hende som hun fortjente, men hun kunne ikke stoppe den spirende glæde da han trak hende ind til sig. Kort stivnede hun, men langsomt, ligesom hans varme bredte sig i hende, slappede hun mere og mere af, og hun endte med nærmest at kravle op på ham, og gemme sig i hans grimme bluse, den samme hun havde på. Jo mere hun slappede af, jo kraftigere blev prikken i hendes øjne, og tilsidst undslap en lille tåre hendes tårekanaler og løb forræderisk ned af hendes kind, inden hans bluse trak den til sig, men hun forblev lydløs, koncentrerede sig om at stoppe de tåre som snart ville løbe som vandfald. Det gik godt nok, men et forkert træk og den lille barriere ville briste, præcis som hendes mur snart ville.

[Cecilia]

Han lod hende kravle ind til sig, og trak hende bare helt tæt på. Hun virker til at have brug for det, og så vikke han være der. Han lænede hovedet ned og hvilede det let mod hendes, så hun på den måde var helt omringet af ham og dermed nok skulle føle sig tryg. Eller det var i hvert fald hans intention. Han gjorde ikke andet end bare at sidde og holde om hende, lige så fast som han følte, at hun nu havde brug for det.

[Toria]

Hun lod sig selv nyde øjeblikket få sekunder, inden hun trak sig lidt væk, men blev i hans arme. Bare mindre.. Indelukket. Hun havde ikke stemme til at sige noget, så hun forblev tavs, stirrede blot ud i luften med blanke øjne, som afslørede hun var på kanten til at græde, men hun ville ikke tillade sig selv det. Hun bed fat i sin underlæbe, men en slem smerte skød blot igennem den, eftersom hun lige havde gravet hul i den. Hun snøftede lavt, og lod igen tungen glide hen over sin blodige underlæbe, fjernede det meste.

[Cecilia]

Hun trak sig let væk, og han gav hende pladsen uden et ord. Han kunne alligevel ikke de hende, så hans ansigt endte bare ved at være vendt luge frem for sig, mens han holdt hende betryggende ind til sig, så længe hun havde brug for det. Han havde alligevel ikke noget bedre at lave.

[Toria]

Han forholdte sig stille hvilket var en lettelse for hende, og hun lukkede træt sine øjne og lænede sit hoved imod hans bryst, mærkede endnu en tåre glide ned af hendes kind, landede på hans bluse, samme sted som den før. Det lød et svagt snøft fra hende, men hun havde ikke kræfter til at ligge yderligere mærke til det, hendes facader var helt brudt, ødelagte, forsvundet fra jordens overflade. For nu..

[Cecilia]

Hun lænede hovedet mod hans brystkasse og han brød sig egentlig vældig meget om væggen af hovedet der. Det var ikke noget, han havde oplevet længe. Det fik et roligt smil til at komme frem på hans læber, da han endnu en gang let bøjede hovedet ned mod hende. Han kunne mærke noget vådt gennem trøjen og regnede ud, at hun nob fred en smule, men han lod hende gøre det uden et ord.

[Toria]

//Skal hun bare falde i søvn i hans arme? xD

Hun lå vågen, i en fremmeds favn, tænkte sine velkendte, negative tanker. Ingen tvivl at muren snart ville falde, og så var det med at holde sig fra folk, holde sig fra verdenen, blot gemme sig væk under den tynde dyne vi har, og håbe på man dør af sult. Det er cirka sådan hun kom igennem det de andre gange, bortset fra den fakt at hun var højt på stoffer, og skar i sig selv gentagende gange..

[Cecilia]

// Dit valg ;D

Det føltes meget velkendt og så alligevel meget underligt bare at sidde med hende i sine arme, men Alex kommenterede ikke på det, han blev bare ved med at holde om hende, så længe hun nu havde brug for det. Hvorfor vidste han egentlig ikke, da han jo sagtens kunne lave noget andet, men alligevel følte han en trang til at hjælpe denne pige, der virkede til at have brug for hjælpen i dette tidsrum. Og så måtte han bare blive her.

[Toria]

Hendes øjenlåg blev tungere oh tungere, og til sidst lukkede hun dem i, og lod sig glide over i søvnen, hendes åndedrag blrv tungere, langsommere og hendes tanker faldt endelig til ro. Noget de ikke havde været hele dagen. Hans varme beroligede hendes søvn, holdte hendes mareridt væk, og lod hende få den ro hun havde brug for.

[Cecilia]

Han kunne høre, hvordan hun faldt i søvn i hans arme og det fik et smil til at glide frem på hans læber. Stemmen i baghovedet var nu med hjælp fra pillerne forsvundet, og derfor var der endelig ro. Han lænede hovedet ned mod hende, så han kunne hvile panden mod hendes hår, inden han også faldt i en rolig døs.

[Toria]

//spole til næste morgenn? ;3