Spisetid (Åben)

[Cecilia]

"Nej", sagde han bestemt og holdt hendes slanke krop tæt ind til sig. Han begravede hovedet i hendes hår og trak hende op på hans skød, så han kunne holde hende helt tæt. "Bare kom ud med det. Jeg dømmer dig ikke", sagde han lavt i hendes hår og holdt hende bare ind til sig, så han var sikker på, at hun ikke kunne forsvinde.

[Toria]

"Sliip mig..." hulkede hun lavt ind mod hans bryst, og lod sig blot blive trukket op på hans bukse beklædte skød. "Jeg vil ikke ud med det! Det er mine problemer, det er mig der skal ordne den. Og lad mig så gå..!" hendes stemme var lav, slap ingen kraft, men det var tydeligt at høre smerten, smerten over hendes fortid, over hendes nutid. Over alt..

[Cecilia]

Hendes hulkende ord ignorerede han, og han holdt hende bare ind til sig for at hun ikke skulle bryde endnu mere sammen. Eller hun skulle i hvert fald ikke bryde sammen alene, det var det værste, der kunne ske. "Fint. Du behøver ikke sige noget. Bare... Slap af. Glem dem lidt", sagde han roligt og begravede kort sine læber i hendes hår, inden han trak hovedet et lille stykke til sig. Han holdt hende dog stadig i et blidt, men fast greb, så hun ikke ville føle sig forladt

[Toria]

Langsomt sneg ordene ordentligt ind i hendes hoved, og hun valgte at følge dem. Slap af. Hendest hulken forsvandt, blev erstattet af en svag klynken, men hun kunne ikke få stoppet de løbende, forræderiske tåre, som stadig forlod hendes tårekanaler, efterlod hendes klare, isblå bik sløret og irriteret. Hun stivnede let da han plantede det der føles som et blidt kys i hendes platinblonde hårbund, men hun skubbede det hurtigt til side. Selvom noget i hende skreg hun skulle væk kunne hun ikke lade vær med at nyde hans varme, hans omsorg, selvom hun blev ved med at sige hun ikke fortjente det. "Tak Nathan,"

[Cecilia]

Han valgte bare at lade hende græde i sine arme, mens han holdt hende let ind til sig, så hun ikke ville føle sig helt alene. Det var de værste tidspunkter at græde på. Når man var alene. Det vidste han selv. Et suk forlod ham ved hendes ord og han skulle lige til at rette hende, inden han bare rystede det af sig. Han ville ikke diskutere nu, nu skulle hun bare falde til ro. Så kunne hun senere få at vide, hvorfor han ville kaldes Alex og ikke... det andet navn.

[Toria]

Hun hørte et svagt suk forlade hans læber, kunne mærke det imod sit hår, og blev kort lettere panisk. Han gider ikke, han har bare ondt i hende. Han vil helst bare væk fra det dårlige menneske som sidder på hans skød, vil ikke omgås den slags forfærdelige mennesker.. Hun prøvede inderligt at ligge låg på sine tanker, blot uden held. Hun prøvede kort at vride sig fri, prøvede at sno sig ud af hans varme favn, dog uden held. Hun kunne ikke bære op med hans kræfter, og da slet ikke når hun havde det som hun havde.

[Cecilia]

Hun begyndte endnu en gang at vride sig, og han holdt bare armene om hende, så hun ikke slap væk. Han ville ikke slippe hende, inden hun var faldet helt til ro. "Tænk på noget godt. Hvad kan du godt lide?" spurgte han med den rolige og dybe stemme mod hendes hår, bare for at få hendes ranker andetsteds end hvor de nu end var. Hun skulle i hvert fald ikke være ked af det, det ville han ikke tillade.

[Toria]

Hun bed hårdt tænderne sammen, tvang sig selv til at slappe af, og hvislede ud mellem hendes lige, perlehvide tænder hendes svar. "Knive.." ordene havde forladt hendes mund før hun havde overvejet konsekvenser for det. Knive var en af de få ting der hjalp hende igennem depressioner, men det lyder sindssygt. "Katte," mumlede hun hurtigt, med en mrre neutral stemme, og hun gemte sine selvdestruerende tanker bag muren, og fokuserede på hans koksgrå trøje, som var lidt mørkere det sted, end andre steder, fordi hendes tåre havde suget sig ind i stoffet.

[Cecilia]

Han bed sig i kinden ved hendes første ord, da det ikke lød godt. Han kendte typen, der sikkert ville have givet samme svar, men han ville ikke have, at hun skulle være en af dem. "Havde du en kat?" spurgte han derfor forsigtigt for at samle op på det andet, da han nægtede at tænke på det med knivene. Hun måtte ikke tænke sådan i hans selskab. Det ville han på ingen måde tillade.

[Toria]

Hun var glad for han ikke kommenterede på hendes lille fejl, og knugede sig ubevidst ind til ham, ind i hans alt for beskyttende, venlige favn. "Jeg passede alle de hjemløse katte jeg kunne.. Men det er svært når man ikke havde særlig meget af noget," andet end selvhad. Endte hun sætningen i sit hovede, og lod sin højre hånd ligge sig på hendes hofte, og kørte kort en finger hen over de tydelige, rødlige ar. "Jeg elsker katte. Jeg har en kattepote tatoveret på undersiden af håndledet.. Jeg ville ønske du kunne fjerne bindet.. Jeg vil så gerne se dine øjne," det var sandt, øjnene er det der fortæller flest følelser, og hun ville hurtigt finde ud af om dette bare er tidsfordriv, ondskabsfulde planer eller ægte, hvilket hun tvivlede på. Ingen ville behandle hende med så meget venlighed, det fortjente hun ikke, bildte hun sig selv ind. Hendes anden hånd, den der ikke beskyttende nussede arrene, færges op til siden af hans hoved, hvor hun blidt lod en strækt finger glide hen over båndet.

[Cecilia]

Jeg lyttede opmærksomt til hendes fortælling og nikkede roligt. "Men du gjorde det alligevel. Du har et godt hjerte", sagde han som det var. Hvis ikke man havde et godt hjerte, ville man ikke gøre sådan noget, når man ikke selv havde så meget. Det var han overbevist om. Et trist smil gled over hans læber, og han strøg hende let over armen med den ene hånd, mens den anden arm stadig var slynget omkring hende. "Desværre. Det kan ikke lade sig gøre. Du må drømme om dem i stedet", sagde han med et let smil og kunne mærke, hvordan en finger berørte bindet om øjnene. Han førte den ene hånd op og greb blidt fat i hendes. Roligt førte han den ned til sine læber og placerede det fjerlet kys på den. Han ville gerne se hende, men det kunne bare ikke gå.

[Toria]

"Det er også det eneste gode jeg har gjort... Mit hjerte er sort, i stykker. Frosset," pev hun lavt, og kunne ikke ungå at lade en lille hulk forlade hendes læber ved hans næste ord. Dog stivnede hun let da han blidt, nærmest kærligt, greb fat om hendes hånd, for at føre den op til hans læber, som blidt kyssede bagsiden af hendes hånd. "J.. J-jeg kan ikke dr-drømme.. Det kan ku-un gode mennesker.. Jeg.. Jeg lever med mareridtende.." Hun rystede deprimeret på hovedet, og ønskede blot at kunne forsvinde ned i jorden, død, som hun følte sig. Hun sad stift på hans varme skød, og hulkede hjerteskærende imod hans bryst, lysten til at flygte som den ynkelige person hun var, var der.. Lysten til at påføre sig selv de udødelige ar var der, men hun kunne ikke få sig selv til det. Der var noget ved hans kærlige favn som ikke gav hendes lyst til at kaste op, men blot putte sig ind Til ham som en lille kattekilling.

[Cecilia]

Hun virkede helt nede i kulkælderen og det var absolut ikke noget, som Alex brød sig om. Selvom han ikke kendte hende særlig godt, så havde hun overlevet en samtale med den anden del af ham uden at blive skræmt væk. Og han ville så absolut ikke skræmme hende væk nu. "Men et frossent hjerte kan heldigvis altid tø op igen. Det skal bare finde varme", svarede han vist. Det var det eneste, han havde lært i fysik, det med at frosne ting smelter ved varme. Og så var der noget med, at når det blev rigtig varmt skete der noget andet, men det kunne han ikke huske... "Hvis jeg kan drømme, så kan du i hvert fald også. Og jeg vil drømme om dit udseende, så det er kun fair, at du drømme rom mine øjne", svarede han hende lavt og kyssede hende forsigtigt på håret. Hun måtte ikke være så ked. Det kunne han ikke holde ud. Han lagde armene helt tæt om hende og trak hende ind i hans store favn. Hvis hun havde brug for at græde, så skulle hun bare græde.

[Toria]

//Aww. Hvor er han kær!! 8'D

"Ikke mit.. Det forbliver dødt, og man kan ikke bringe noget tilbage fra det døde," stemmen var lav, hæs og hendes stemmebånd var ømt efter alle hulkende og klynkende. "Men det kan jeg ikke, og selv hvis jeg kunne ville det ikke være nok!" Stemme skulle have været kraftfuld og kold, men den var blot sørgmodig og ødelagt. Som hun følte sin sjæl var. Ved det blide kys i sin hårbund stivnede hun helt, da det var en kærlig, beskyttende handling, noget hun ikke fortjente. "Vil du ikke være sød at stoppe.. Stoppe med at behandle mig venligt, som om jeg fortjener det.." Hviskede hun svagt, men kunne stadig ikke få sig fri af hans ulvekram, hvilket hun såmænd nød, en nydelse hun ikke følte at hun fortjente. "Vil.. Kommer jeg nogensinde til at se dine øjne?" Stemmen var ikke andet end en svag hvisken, og igen løftede hun hånde for at stryge hen over det sorte, forræderiske bånd.

[Cecilia]

//Jaaa, hihi xD

"Det kan man godt. Hvis bare man tror stærkt nok på det." Og så var der vist også noget med, at man skulle være halvt udødelig eller sådan noget? Alex vidste godt, at disney's Herkules nok ikke var det bedste eksempel, men det var et eksempel. Et af de eneste, han kunne huske. "Nok til hvad?" spurgte han hende med den rolige stemme, d hun lød til at tænke på noget specifikt. Og det lovede ikke rigtig godt. Eller gjorde det? "Det er fordi du fortjener det. Og jeg stopper ikke med at behandle dig, som jeg gerne vil behandle dig", svarede han hende og klemte hende kort ind til sig, inden armene igen bare lå omkring hende i et nogenlunde fast greb, men ikke sådan, at det ville blive ubehageligt. "Måske en dag. Hvis du kommer ud af dit hul og jeg kan lære dig at kende?" sagde han lavt og strøg let næsen gennem hendes hår, da hans arme jo havde travlt med at holde hende ind til sig.

[Toria]

"Sådan noget sker kun i film," mumlede hun svagt, og langsomt, virkelig langsomt stilnede hendes hulken af, blev erstattet af en klynken, som langsomt forsvandt. "D..d-et er lige m-meget.." Mumlede hun hurtigt, da hun ikke kunne være bekendt at sige hun ikke stolede på ham, hun følte ikke det var fair. "Nej, jeg gør ikke, det ville du vide hvis du kendte mig," sukkede hun svagt, og tørrede nogle få tåre væk i desperate forsøg. "Lover du at du en dag vil vise mig dine øjne?" Spurgte jeg svagt, håbefuldt og skævede kort op inden hun igen gemte sit hoved væk i hans muskuløse brystkasse. Hans kærlige handlinger forsatte, gav hende lyst til at græde, for hun følte ikke at hun fortjente det, men hun nød underlig meget hans omsorg.

[Cecilia]

"Så lad os skabe vores egen filmhandling?", sagde han lavt og strøg hende over ryggen, mens han kunne mærke, hvordan hun faldt nogenlunde det ro. Det var godt. Når man var faldet til ro kunne man tænke tingene igennem. Det kunne man bare. "Så må jeg lære dig bedre at kende, inden jeg vil bestemme mig for, om du fortjener det", svarede han hende roligt og holdt hende bare ind til sig i sin favn. Det ville være en ære at lære hende at kende. Han bed sig i kinden ved hendes spørgsmål. Han ville være ærlig overfor hende. "Hvis du er rødhåret, så ja. En dag", svarede han hende roligt. Hvis hun var rødhåret var det ingen problemer.

[Toria]

"Det fortjener jeg ikke," mumlede hun lavt for sig selv, og kiggede kort væk fra hans koksgrå bluse, som sikkert gemte på en muskuløs mave. "Du har ikke lyst til at lære mig bedre at kende," sagde hun hurtigt, og rystede gentagende gange på hovedet så hendes hår kort dansede rundt omkring hende, dog stivnede hun helt ved hans næste ord. Men hun var jo ikke rødhåret.. "Hvo-orfor kun hvis j-jeg er gin..ger?" Stammede hun på kanten til at græde, igen. Ligenu følte hun ikke hans nærvær hjalp, tværtimod.. Hun ønskede sig bort, følte ikke hun fortjente hans omsorg, alle hans.. Hans kærlige handlinger! Men de var lettere beroligende, og det var nok det eneste der holdte hende fra, i dette øjeblik, at flygte med halen mellem benene, og finde den første skarpe genstand..

[Cecilia]

"Alle fortjener det. Og specielt dem, der ikke synes, at de fortjener det", sagde han yderst filosofisk, selvom han egentlig ikke vidste, hvor de vise ord kom fra. Han blev ellers altid kaldt dum, men lige nu virkede det til, at han kunne finde ud af tingene. For nu. "Jo, ellers ville jrg ikke sige det", svarede han hende ærligt. Ikke kun fordi hun virkede til at være en rigtig køn pige, nej, også fordi han af en eller anden grund følte, at han skulle beskytte hende, selvom han ikke havde kendt hende i mere end en dag. "Hey, rolig nu. Du skal nok få set mine øjne en dag", sagde han beroligende, da han kunne fornemme, at hun var ved at bryde sammen igen. Han krammede hende ind til sig og bøjede sit hoved ned mod hendes for på den måde at slutte hende inde i en beskyttende boble.

[Toria]

Hvor alle de vise ord kom fra, anede hun ikke.. Men de lød kloge i hendes øre, og noget ved ham fik hende til at tro ham. "Du kommer til at fortryde," brummede hun svagt, hæst og lukkede langsomt sine tunge øjenlåg i. Hun var ikke træt, men en dundrende hovedpine var langsomt begyndt at vokse, og hun vidste udemærket godt af hvilken grund. Pokkers tage tåre! "Men jeg vil så gerne se den nu," hendes stemme var en svag beden, selvom hun for forventede et nej forlod ordene alligevel hendes rosenrøde, fyldige læber. Hun ville ikke virke påtrængende, barnlig. Men hun var ikke sikker på hvordan han virkelige havde det, det er så nemt at skjule sine ægte følelser med stemmer og ansigtsudtryk. Øjene er det eneste ved kroppen og sjælen som ikke kan skjule følelser totalt.