Spisetid (Åben)

[Cecilia]

//Okay ;D

[Toria]

Hun slog langsomt sine øjne op, hun havde det behagelig varmt, men en lettere øm krop af den måde hun havde sovet på.. Det første hun så da hun slog sine øjne op var en koksgrå trøje, og hurtigt sad hun op, og fik øje på en maskulin skikkelse som hun åbenbart havde sovet ved. Panik og frygt begyndte at vokse i hendes bryst, og hun skyndte sig at tænke tilbage på dagen før, og alt med den to personligheds ting, bindet for øjnene, som stadig sad der, huskede hun. Hun faldt lidt til ro, dog ikke helt, og uanset hvor dejligt det havde været at ligge hos ham, blive omfavnet på den måde, snoede hun sig ud af hans greb, og begyndte at liste mod døren, med langsomme skridt, i håb om at kunne være lydløs.

[Cecilia]

I løbet af natten havde han lagt dem ned, så de ikke skulle sidde og sove, og dette var nok grunden til, at personalet ikke havde lagt mærke til, at hun var her. Hans store skikkelse må have beskyttet hende for deres blik. Han havde dog været nogenlunde vågen det sidste stykke tid, og derfor lagde han også tyde ligt mærke til, ar hun smøg sig ud af omfavnelsen. Han lod hende slippe, men da hun listede mod døren drejede han sig i sengen, så han havde fronten mod hende. "Pas på dig selv, ik'?" sagde han lavt, og satte sig roligt op. Han kløede dig i håret, der som altid sad en smule uglet, inden han rejste sig og strakte sig. Det var vidst på tide at komme ud på det lille hus.

[Toria]

Hun kiggede forskrækket tilbage på ham da han taler, laver et lille hop af forskrækkelse. Hun bider sig svagt i kinden, overvejer om hun blot skal gå, eller om hun skal kramme ham farvel. Selvom hun så inderlig gerne vil vælge den sidste, vise hendes taknemlighed for igår, forsvinder hun blot videre ud af døren, total forvirret. Hun aner ikke hvor i bygningen hun er, eller hvad hun skal nu. Hun er hel tom inde i, kun forvirring og tåge kan ses i hendes klare øjne. Hendes facader er krakeleret væk i løbet af de sidste 12 timer, og hun har ikke kræfter til at bygge dem op igen. Hun stopper pludseligt op, og går hen mod væggen for at vende ryggen mod den, og glide ned langs den til hun ender med at side på gulvet. Hendes lange ben bliver trukket op til hendes overkrop, og hun gemmer fortabt sit hoved mellem sine knæ, har inderligt løst til at græde, men ingen tåre vil forlade hendes tørre tårekanaler. Sådan er det altid..

[Cecilia]

Sådan, som lyden af hendes skridt forsvandt, regnede han med, at hun var gået. Egentlig ville han gerne have haft hende til at blive, men det var jo ikke noget, han skulle bestemme. Med rolige bevægelser bevægede han sig ud af værelset og ned af gangen. Heldigvis havde han ret så hurtigt lært at finde vej til toilettet, og det var også det, som han søgte efter og fandt. Han skubbede døren op og gik ind for at få tømt blærren.

[Toria]

Hun kunne høre hans skridt gå lige forbi hende, men hun blev blot siddende, musestille, håbede på at gå i et med muren, bare forsvinde. Alt dette blev nød til at være en drøm, et mareridt. Lige omlidt ville hun vågne op i sin slidte madras, vende tilbage til hendes normale hverdag. Eller det var hvad hun bildte sig selv, var det hun håbede noget så inderligt på. Alle de mennesker hun havde mødt, de kunne ikke være ægte. Folk behandlede hende ikke på den måde, hun fortjente ikke at blive behandlet så venlig.. Og da slet ikke som hun blev behandlet af drengen med stofbåndet..

[Cecilia]

Han tog sig god tid med at få tisset af, mens han overvejede lidt omkring alting. Hab sørgede dog for at huske sig selv på navnene på alle de personer, han indtil videre havde mødt, så han ikke bare sådan lige ville glemme dem, hvilket han ellers havde for vane at gøre. Specielt et navn ville han sørge for at huske og han remsede det op for sig selv, så han var sikker på, at det ikke blev glemt. 'Du er altså virkelig tøset nogle gange", lød det lavt grumlende fra baghovedet, da pillerne nu begyndte at miste sin virkning. Alex ignorede det dog, trak bukserne op og vaskede hænderne, inden han bevægede sig ud på gangen igen.

[Toria]

Han havde været længe væk nu, eller det var sådan det føles, og hun skulle lige til at stille sig op da hans sko imod gulvet igen kunne høres. Igen håbede hun at hendes åndedrag var lydløst, og han ikke ville gå ind i hende, opdage hendes sammenkrummede skikkelse, som var mast op af den kolde, dystre væg. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, nu hvor hun ikke ville græde fordi han var tæt på, startede den prikkende fornemmelse selvfølgelig, og hendes læber fandt hendes sårede underlæbe, som hun svagt bed ned i, men nok til at sende en sitrende smerte igennem hende, da det var der hun havde bidt hul i går.

[Cecilia]

Stilheden var altoverdøvende, men alligevel kunne han høre et svagt åbdedrag, som tydede på, at der sad en på gangen. Hans ansigt skd rundt efter at identificere lyden, inden hans fod i samme øjeblikke hamre noget og han bakke tilbage. "Det må du meget undskylde. Det var ikke med vilje", sagde han roligt, da han fandt ud af, at åndedrsget kom fra den, han lige havde ramt. Personen måtte sidde på jorden, og derfor satte han sig også ned på hug, så han ikke ville virke så truende.

[Toria]

Da hun pludselig mærkede et bump imod hendes fod, veg hun forskrækket til siden, og kiggede hurtigt op. "Gå," hviskede hun sagte, og prøvede at komme væk fra ham. Væk fra dette mareridt. Han skulle ikke til at spille sød og venlig igen, det kunne hun langt fra overskue. Faktisk kunne hun knap nok overskue livet, men selvmordsforsøg på et sted som dette var udelukket for nu. For altid.. Et hun kiggede ind i det mørke bånd, forestillede sig nogle øjne som kiggede på hende, ond. Ond som han brude være imod hende, ond som alle normalt var. Hun var bange for at blive narret, bildt ind en person var sød, og derefter kunne de blot knuse hende. Det var sket før, og hun ville ikke lade det gentage sig.

[Cecilia]

Med det samme stemmen lød genkendte han den. Celestia. Den lød dog på ingen måde rolig og derfor kunne han så absolut ikke gå nogen steder. "Er du okay? Var jeg virkelig så dårlig en varmepude?" spurgte han med den dybe of lige stemneføring, inden han lod sig falde ned på enden, så hans ben ikke ville syre til. Han brød sig ikke om, at folk havde det dårligt. Det skulle de ikke have. Han havde oplevet nok til at vide, hvad dårligt humør kunne bringe.

[Toria]

"Du var perfekt. Vil du nu gå?" Hvæste hun, og krøllede sig helt sammen, og lagde mærke til hvordan han satte sig ned, hvilket sikkert betød han ikke ville gå. En forræderisk tåre fræsede ned af hendes blege kind, og hun tårede den arrigt væk. Nu hvor hun ikke ville græde, gjorde hun det selvfølgelig
.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "Du lyder ikke okay. Det er ikke godt. Er der ikke noget, jeg kan gøre?" spurgte han med den rolige stemme og rakte i en rolig bevægelse ud efter hende. Hans hånd ramte hendes skulder, som han let strøg. Hn var dog bange for at gøre noget forkert, så derfor var det det eneste, han gjorde for nu.

[Toria]

"Jo, du kan gå," løj hun, og veg tilbage da hans lagde sin varme hånd på hendes skulder, det var som men behageligt nok, men hun kunne ikke klare hans venlighed. Hun fortsod ikke at nogen overhoved kunne holde af hende. Hun havde mest af alt lyst til at finde en kniv, men hun vidste at hvis det skete, ville endnu flere ar samle sig til hendes halv store samling. En samling hun for alt i verden ville holde skjult, uanset hvad.

[Cecilia]

Hun veg tilbage fra hans hånd og han forstod ingenting. 'Se, det er derfor det er MIG, der skal være fremme', sagde stemmen i baghovedet, men Alex lukkede den ude. "Celestia... Du er ikke okay. Fortæl mig, hvad der er galt, eller så lad mig prøve at hjælpe dig til at få det bedre?" foreslog han med den rolige stemme og trak langsomt hånden til sig.

[Toria]

Hun mærkede tårerende blive mere og mere afpressende. "Du kan ikke hjælpe mig.. Ingen kan hjælpe mig!" udbrød hun hurtigt og slog frustreret ud med armene, hvorfor kunne han ikke bare gå og lade hende være i fred? Hvorfor er han så fat svag.. "Og selv hvis du kunne ville jeg ikke lade dig. Jeg fortjener ingens hjælp," det var blot en svag mumlen til hendes selv, men høj nok til han kunne høre det, lav nok til hun ikke troede han kunne..

[Cecilia]

Han bed sig i kinden over hendes ord, da de ikke var rare at høre. Det betød ikke noget godt på nogen måde. Men ved det sidste rystede han på hovedet og rakte armene ud, så han kunne trække hende ind i en omfavnelse. "Alle fortjener hjælp. Specielt dig", sagde han og holdt hende en anelse beslutsomt i et kram. Hun skulle så absolut ikke tænke sådan.

[Toria]

Hun prøvede at kravle væk fra ham, men han havde mange flere kræfter end hende, men hun fortsatte med at kæmpe. "Specielt ikke mig. Alle andre gør sikkert," hvæste hun koldt, og prøvede at sno sig ud af hans bestemte, varme greb. Men hans greb løsnede sig ikke, og langsomt slappede hun af, mærkede de kolde, kyniske tåre løbe om kap ned langs hendes blege kinder.

[Cecilia]

Selvom hun prøvede at sno sig ud, holdt han hende bare ind til sig, og han kunne også mærke, hvordan hun slappede af til sidst. "Så vil jeg lære dig at tage imod hjælp", sagde han roligt og holdt hende bare ind til sig, for at berolige hende, da hun tyde ligt virkede til at skulle komme ud med noget.

[Toria]

"Det kan du ikke. Inge kan hjælpe mig.. Jeg har ikke brug for hjælp, bare lad mig gåå.." hulkede hun svagt, og prøvede en sidste gang at vride sig ud af hans varme bjørneknus, igen uden nytte, og hun faldt blot hulkende ind til hans krop, og håbede han snart ville lade hende gå. Hvis hun kom fir og løb ville han ikke kunne finde hende. Han var jo blind..