Dyne (Erik)

[Cecilia]

"Denne nogen ville jo spørge orden ligt, ik?" sagde hun med et smil og rynkede på næsen, så han prikkede den. Det mindede hende for meget om gamle dage til, at det var en rar bevægelse. "Så nu afslår du mit tilbud? Du ved vel, at jeg under ingen omstændigheder kan tage afsted uden en partner, vel? Og du får ikke en chance, hvis du afslår." Hun ville i hvert fald uden tvivl blive ret så skuffet. Ved hans hånd mod hendes side betragtede hun ham opmærksomt. Så længe han ikke gjorde andet var det ok.

[Marie]

"Hvem siger at jeg afslår? Har jeg måske gjort det?" Spurgte han og lænede sig frem over hende, mens han strøg en hånd op under hendes bluse, da hun ikke skubbede den væk. Han kunne simpelthen ikke lade være, det var så fristende, at det var lige noget for ham. Han lænede sig frem mod hende. "Desuden, jeg afslår ikke min dyne vel?" Han blinkede til hende og nussede den silkebløde hud.

[Cecilia]

"Nej, men du har heller ikke givet mig er klart svar", påpegede hun med et smil, da der nok var det eneste, hun havde bedt om. Da hans hånd gled op af hende side og han lænede sig ind over hende faldt hun let tilbage mod væggen, mens hun prøvede, at beslutte sig for, om hun skulle skubbe hånden væk eller ej. Det var jo behageligt, men var det ikke også lidt som at give ham lov? "Ikke længere end her", endte hun med at sige og gribe fat i hans hånd, inden den gled for langt op.

[Marie]

"Så kan du få det nu, du får et ja - men så skal du dælme også have en flot kjole og hele baduljen på", han blinkede kækt til hende. Hun bremsede hans hånd,mens den lagde varmt mod hendes bløde hud, lidt længere oppe end taljen, men alligevel et stykke fra barmen under trøjen. Det var han nu ikke helt tilfreds med, hendes ord hang dog i hans øre. "Hvorfor ikke?" Spurgte han så, interessen for at udforske var blevet stor - om det var fordi, han hele tiden var herinde og han havde denne umiskendelige interesse i hende? Eller hvad det var? Det vidste han virkelig ikke.

[Cecilia]

"Det vil jeg så blive nødt til at sørge for", sagde hun med et smil, men kunne under alle omstændigheder ikke lade være med at smile til ham. De skulle nok gå det hyggeligt. I hvert fald hyggeligere end hun kunne forestille sig med en anden person. Hendes blik gled ned ved hans spørgsmål og hun fjernede forsigtigt hånden fra hans, da hun regnede med, at han forstod hentydningen. "Ikke endnu. Ikke så længe vi ikke er mere", sagde hun lavt og forsigtigt. Hun skævede op mod ham med de nøddebrune øjne.

[Marie]

"Godt, for ellers bliver jeg meget skuffet", han blinkede til hende og kunne ikke lade være med at smile af det. Det kriblede i hans fingre for at føre dem længere op, da hun slap. Alligevel var han klog nok til at lade være med at give efter for den fornemmelse. Han hold hånden hvile og tommeltotten nusse hendes hud. "Men hvad er vi så? Siden vi ikke er mere" Spurgte han og så ind i hende nøddebrune øjne med sine egne gullige. Det var dumt, de havde talt om, at det skulle de ikke snakke om. Alligevel havde Scarlett prikket til ham, så han var begyndt at tænke over det. Typisk. Det måtte han virkelig få ud af verden igen.

[Cecilia]

Hun smilede bare til ham, mens hun allerede nu begyndte at over veje, hvad hun skulle gøre. Hun skulle i hvert fald sørge for at gøre en del ud af sig selv, for hvad hvis Scarlett ikke havde opgivet at få Erik med? Hun var trods alt noget kønnere, synes Annabell selv, så derfor ville hun ikke have Erik til så meget som ar over veje, hvorfor i alverden han endte med at tage hende med. Ved hans ord ved hun sig i læben og betragtede ham en anelse intenst. "Det... Kan du svare mig?" spurgte hun ham lært og førte forsigtigt en hånd op og strøg ham gennem håret.

[Marie]

Fingrene stoppede deres nussen mod hendes hud, mens han så på hende. Overvejede, det hun netop havde fortalt og sagt. Hmm.. Hun var ligesom ham forvirret måtte han næsten antage. Han mærkede, hvordan hendes hånd strøg gennem hans hård. "Nu spurgte jeg dig og ikke omvendt", sagde han og blinkede. Han ville helst fralægge sig alt ansvar om at svare på lige netop dette spørgsmål. Det var han alligevel ikke meget for. Han så hvordan hun bed sig i underlæben, men gjorde ikke noget ved det. Dog måtte hun stoppe med at gøre det, så hun ikke ødelagde sine fine læber.

[Cecilia]

Han stoppede sin bussen med fingrene og der gjorde hende bare endnu mere bange for, at hun havde gjort noget forkert. Derfor endte hun også med at trække hånden til sig og i stedet folde den sammen med den anden, så de ikke ville begynde at pille ved tøjet for at lave noget. Hun betragtede ham opmærksomt og overvejede et svar. Der kom bare ikke noget. "Men jeg spurgte igen, for... Jeg ved der ikke", sagde hun lavt og tænderne blev ved ned at holde fast i underlæben.

[Marie]

Han trak hånden til sig, da hun ikke svarede og bare trak sig tilbage. Han sukkede tungt, det skete bare og han blev forvirret. Han satte sig op og lod blikket glide over hende. "Du ved det ikke?" Gentog han og så spørgende på hende. Det ene øje var en anelse sammenknebet ved spørgsmålet, inden det åbnede sig helt op igen. "Come on Annabell, du må have en mening om det", sagde han og så på hende. Afventende.

[Cecilia]

Han trak hånden til sig og det gjorde der bare værre. Hun blev mere usikker og hun hadede, når hun var usikker. For så havde hun ikke kontrollen. Og så gik ting galt. Hun betragtede ham kort, inden hun vendte blikket væk og skubbede sig væg fra væggen og ud til kanten af sengen, hvor hun overvejede, om hun skulle rejse sig eller ej. "Come on Erik. Det var dig, der bragte det på bane", mumlede hun utilpas og kunne på ingen måde bestemme sig. Derfor sad hun bare let foroverbøjet og havde blikket vendt mod rummet. Hvorfor var det nu også kommet på bane?

[Marie]

Han så på hende og bemærkede, hvordan hun flakkede ved siden af. Kort rynkede han i panden. "Hvor blev der af den kontrollerende pige, jeg mødte den første dag?" Spurgte han og så indgående på hende. Hvad skete der lige her? Overgav hun sig virkelig bare sådan til ham. Han så på hende. Studerede hende. Mens hun skubbede sig fra væggen og hen til kanten af sengen. Hvad havde hun lige gang i? Han kunne slet ikke følge det. Hvad skete der?

[Cecilia]

Det værste var næsten, at han kunne se det. Der brød hun sig ikke om. Hun endte derfor med at læne sig helt from og hvile albuerne på knæene, mens hun tog nogle dybe indåndinger. "Du må bare ikke spørge mig om sådan noget. For det kan jeg simpelthen ikke svare på", sagde hun som det var og stirrede ned på sine hænder, der lå foldede mellem benene. Hun havde aldrig nogensinde behøvet at skulle tale om sådan noget, så det havde aldrig været er problem før.

[Marie]

Han rynkede i panden. "Fordi du ikke vil eller fordi du ikke har lyst til at indrømme, at det måske ikke er noget for dig?" Spurgte han så, da hun jo ligefrem trak sig væk. Alligevel gav det jo ingen mening, for hvorfor skulle hun så lyse sådan op før? Hun forvirrede ham, det kunne han ikke komme udenom. Det var jo et helvede, at forsøge at finde ud af en piges tvistede hjerne. Han var jo elendig til sådan noget. Han rystede let på hovedet, da han måtte ligne et stort spørgsmålstegn lige i dette øjeblik.

[Cecilia]

"Fordi jeg ikke kan!" Hun tog nogle dybe indåndinger, mens hun prøvede t finde ud af, hvordan filen hun skulle greje den. Hvordan kunne man greje den? "Jeg ved virkelig ikke, hvordan sådan noget forgår og jeg vil ikke have det hele ødelagt..." endte hun med et sige med et suk og kort vende hovedet mod ham, inden hun igen stirrede ud i rummet. Han måtte være lige så forvirret som hende, men det var der ikke noget at sige til. Der var en grund til, at emnet havde været lukket.

[Marie]

Han hævede det ene øjenbryn. "Noget som Annabell Kingston ikke kan klare? Se det havde jeg aldrig troet,a t jeg skulle opleve i mit fulde liv", sagde han og så afventende på hende. Inden han sukkede, da det virkede til, at hun forsøge at snige sig længere og længere væk fra ham. "Hvad er der at ødelægge, hvis du ikke vil have det til at være der? Jeg spørger jo bare, fordi .. Scarlett kom måske til at spørge lidt ind til det og jeg .." Han trak på skulderne. "Jeg begyndte bare at tænke på det", sukkede han.

[Cecilia]

Hun sukkede af hans ord og kørte en hånd ugennem håret, mens hun overvejede, hvordan hun kunne komme ud af det her. For hun ville ikke have ham til at se hende som sådan en. Derfor endte hun også med at rette sig op og vende blikket tilbage mod ham. "Men hvad vil du gøre ved det? For jeg vil ikke ødelægge det. Jeg vil ikke ødelægge chancen for at det kan ske..." Hendes stemme fader ud igen, og hun skæver til ham. Hun bed sig let i læben, mens hun ventede hans svar.

[Marie]

Han så overvejende på hende, inden en let hovedrysten forlod ham og han bed sig en anelse tiltagende i underlæben, som indikation på usikkerheden der kort ramte hans ellers ret stabile ydre. Han rystede let på hovedet igen, så de rødlige krøller dansede omkring hans ansigt og indrammede den i et sælsomt farvespil. "Jeg spurgte dig og ikke omvendt," muggede han en anelse irriteret. Mere fordi han ikke kunne tage stilling til det og ønskede at hun tog fuldbyrden af dette og blot ville fortælle, hvad det var de havde gang i i stedet for at smide sådan rundt med det. Som han nu ellers selv gjorde - dobbeltmoralsk egentlig.

[Cecilia]

Han lød irriteret, og det brød hun sig ikke om. Det gjorde nærmest bare hendes usikkerhed endnu værre. Hun valgte dog at tage en dyb indånding og skubbede sig helt op på sengen igen. Hun bed sig i læben, inden hun tog sig sammen og greb let fat i hans ene hånd mellem begge sine. "Og det var derfor jeg sendte den videre... Kan vi ikke bare... Tage til ballet og så se, hvad der sker efter det?" Hun løftede blikket en anelse usikkert mod ham.

[Marie]

Hans ansigt drejede sig imod hende, som hun tog en dyb indånding og skubbede sig helt op på sengen igen. Blikket fulgte hendes bevægelser, skridt for skridt, som hun kom tilbage, inden han fulgte hendes bevægelse, da hun greb let fat i hasn hånd, og samlede sine fingre omkring den. De var varme, og han havde en træng til at lade den anden hånd føre sig sammen med hendes to. Han holdt sig dog tilbage og løftede blikket mod hendes. "Hvis det er det du vil", sagde han men der var ikke den fulde entusiasme med i det, som han normalt havde når han virkelig var oppe at køre. Det var nu ikke fordi, at han ikke glædede sig. Det gjorde han skam. Han var bare meget i tvivl om, hvorvidt hun bare tog pis på ham.