Dyne (Erik)

[Cecilia]

"Udfordrer mig. Så kan du finde ud af det", svarede hun ham drillende, men alligevel også udfordrende, da hun godt kunne tænke sig at høre, hvad han kunne finde på. For han ville jo aldrig gøre hende noget, vel? "Viekelig ikke? Ikke det mindste?" spurgte hun med påtager skuffelse, inden hun blev nødt til at bide tæbderne sammen for ikke at reagere på hans kys. Der var ikke fair!

[Marie]

Han så på hende og bed sig i underlæben. "Okay .. Jeg udfordre dig", hans blik blev mere intenst, som han så på hende. Hun skulle ikke sige det mere end en gang. man udfordrede ikke ham uden at kunne håndtere det. "Uanset hvad, så udfordrer jeg dig", sagde han og lænede sig frem og lod læberne vandre ned af hendes hals. "Overhovedet ikke detmindste," sagde han med en drillende tone imellem sine kys.

[Cecilia]

"I hvad?" spurgte hun ham, da han jo måtte komme med et konkret eksempel. Der virkede dog ikke til, at dette eksempel kom mundligt, eller i hvert fald ikke den måde muligt, som hun havde regnet med. Hans kys ned af hendes hals fik hende til at skyde ryg af velbehag, selvom hun virkelig hadede at vise ham, hvordan han egentlig havde overtaget. Der burde jo ikke kunne ske. Derfor holdt hun også resolut enhver form for lyd inde, selvom hans kys virkelig fik en masse fornemmelser i gang i hende.

[Marie]

Han ignorerede hendes spørgsmål, da han mærkede hendes ryg skyde af velbehag. Tilfredsheden viste sig i et form af det smil der langsomt dannede sig på hans læber. Han lod læberne vandre mod hendes hals. Øjnene åbnede sig og kiggede op på hende. Det var tydeligt at hun holdt inde med noget og forsøgte at bevare kontrollen. Det morede ham. Derfor lod han øjnene glide i og lod kyssene vandre op og nappede hende i øreflippen, inden han lod kyssene vandre nedad igen og strøg en hånd ned af hendes side og ind under kantne af hendes bluse.

[Cecilia]

Han var virkelig ikke fair nu. Annabell kunne tydeligt mærke, hvordan bare den mindste bevægelse han lavede mod hendes hud fik det til at sitre, og hun følte sig virkelig hjælpeløs, da hun virkelig ikke ville have ham til at stoppe. Men på den anden side ville hun heller ikke føle sig hjælpeløs. Hun bed sig i læben, da han nappede hende i øreflippen, for han skulle ikke have den tilfredsstillelse at høre, at hun synes det var rart. Da han derefter valgte at driste sig til at få hånden ind under hendes bluse valgte hun at finde ordene frem igen. "Er det her udfordringen? For du kan ikke udfordre mig, inden jeg ved, hvad udfordringen går ud på", påpegede hun lavt, og selvom hun virkelig prøvede at lyde normal, så var hendes stemme uden tvivl også påvirket.

[Marie]

Smilet hang over hans læber, da han tydeligt kunne høre, hvordan det påvirkede hende, da hun endelig talte. Han valgte demonstrativt, at holde sin kæft og ikke svare. Hånden skubbede let blusen en anelse op af hendes krop, så følsomme mave blev blottet, mens fingrene vandrede længere op, velvidende at hun ville stoppe ham lige pludseligt. Han havde dog ikke fået den ønskede reaktion, et tilfredsstillende lyd, før det ville han ikke stoppe. Læberne gled ned af halsen og vandrede hen over hendes ene skulder og derefter op af halsen. Hun kunne ikke holde igen, det måtte hun ikke kunne.

[Cecilia]

Han svarede hende ikke, og det irriterede hende grænseløst. Hun nægtede dog at give ham den tilfredsstillelse, som han uden tvivl søgte efter. I stedet valgte hun at prøve at tage bare en smule kontrol igen. Hun bed tænderne sammen for ikke at komme med nogen lyd, men jo mere han rørte ved hende, jo sværere blev det. Hun fik følt sig frem til hans hår, som hun strøg fingrene igennem. Langsomt gled fingrene ned gennem håret og ned i nakken af ham, hvor de begyndte at cirkulere. Selvom hun vidste, at det nok ikke gav noget som helst, så ville hun ikke bare ligge her, så han kunne vente på, at hun gav op. Hans hånd under hendes trøje var kommet for langt op, så hun tog den frie hånd og greb fat i den, mens hun bed sig i læben for ikke at give ham tilfredsstillelsen ved at vise, at det var behageligt og satte en masse i gang.

[Marie]

Hun greb fat i hans hånd og forhindrede dens vandren. I en flygtig bevægelse lod han den anden hånd vandre længere op, mens han var bevidst om behaget ved hendes i håret. Øjnene var nydende lukket i, mens læberne strejfede hendes krageben og bevægede sig så op af hendes hals, inden han lod dem kysse hende rundt om munden. Han trak hovedet en anelse tilbage og så ned på ham.
Et lusket glimt formede sig i hans øjne, han var ude på ballade. Det var der ingen tvivl om, og hun havde selv indledt til det. Det var ganske simpelt. Han lod sin hånd flette sammen med hendes, så hun ikke kunne flytte den væk igen.

[Cecilia]

Og hun troede lige, at hun havde fået kontrollen igen. Selvom hun nu hade fat i hans ene hånd, lod han bare den anden glide længere op, og hun vidste ikke om det var behageligt eller skræmmende, da hun så følte sig ret så overvundet. Og det ville hun bare ikke. Hans tirrende kys gjorde det heller ikke nemmere, og da han kyssede hende rundt om læberne uden at ramme dem brød et frustreret suk mellem hendes læber, hvilket hun fortrød øjeblikket efter, da det nok ikke udelukkende var frustration i sukket. Hendes blik fandt hans, da han trak sig tilbage og dermed hang over hende, og hun vidste ikke, om hun blev tiltrukket eller skræmt af glimtet i hans øjne. Da hendes hånd også blev fastlåst i hans kunne hun fornemme, at han uden tvivl ville tage al kontrollen nu. Derfor fjernede hun den anden hånd fra hans nakke og greb fat i hans frie hånd, så den ikke kunne fortsætte. Hun betragtede ham dog stadig, mens hun ventede på, hvad han end havde tænkt sig.

[Marie]

Endelig. Endelig kom den rette reaktion, den han havde ventet på. Nok var der noget frustration over hendes suk, men det var tilpas for ham. Smilet dansede lusket og drillende over hans læber i en skæv bue, inden han lænede sig ned mod hende igen. Glimtet i hans øjne hang fast, og han var ude på ballade. "Du tør ikke?" Sagde han drillende, da hun greb fat om hans frie hånd, da den vandrede. Det udløste et suk, men han gik straks videre efter den fulde kontrol og lænede sig ned over hende, mens han holdt hænderne op over hendes hoved. Forsigtigt lod han hænderne lige tæt, inden han i et snuptag lod den ene hånd holde hendes hænder og strøg den nu frie hånd ned af hendes arm med et lusket udtryk. Forhåbentlig brugte hun ikke bissede tricks.

[Cecilia]

Hendes blik lå i hans, og hun kunne tydeligt mærke, hvordan hendes brystkasse bevægede sig en smule uregelmæssigt i forhold til normalt. Hvorfor skulle han også være så tæt på og være så... ja? Sætte så meget i gang i hende? Hun fnøs af hans ord og rullede med øjnene. "Hvis du fortæller mig, hvad du har gang i, kan jeg måske tage stilling til det", påpegede hun lavt, da hendes stemme ikke ville have så meget kraft, som hun ellers bad den om. Hun følte sig en smule blottet, da han tog deres arme op over hendes hoved, men det var først, da han pludselig fangede begge hendes hænder i en, at hun kunne mærke en smule angst komme. Selvom hun vidste, at han aldrig ville gøre hende noget, var det alligevel utrolig ubehageligt, at miste kontrollen sådan. "Erik. Nej", sagde hun lavt og nok også en anelse bedende. Det her var hun ikke parat til. Hun kunne ikke bare miste alt kontrollen sådan.

[Marie]

"Skal jeg fortælle dig det? Du vil ikke sige, at du ikke kan fornemme, hvad det er jeg har gang i?" Han hævede det ene øjenbryn ved den tanke. Kunne hun virkelig ikke det? Han havde ikke overvejet, at hun måske slet ikke havde kendtskab til sådan noget. Han tøvede. hendes lave og nærmest bedende ord fik ham til at stoppe en anelse op. "Jeg gør dig ikke noget, bare slap af", sagde han og strøg sin hånd ned af hendes side. Hun kunne ikke blive ved med at afvise ham. Han fangede ikke fuldsætndig, at hun mente at hun slet ikke var parat til det. Det var slet ikke de tanker der var i hans hoved. Han troede udelukkende at det var kontrollen hun var bange for at miste.

[Cecilia]

Hun bed sig i læben ved hans ord, da hun jo godt kunne fornemme det. Men hun vidste bare ikke, hvad hun ville sige til det. Selvom hun godt kunne fornemme, hvad han lagde op til, så følte hun sig overhovedet ikke tryg ved det. Selvfølgelig kunne hun stole på ham, men hvad hvis hun ikke kunne? Hun havde kendt ham i få uger og det virkede bare som meget kort tid... "Men Erik... Nej", sagde hun endnu en gang og hendes blik blev en anelse bedende. Hun ville ikke blive holdt fast. Hun hadede det. Og hvis han gjorde mere ville hendes krop nok automatisk selv reagere over både at miste kontrollen og blive berørt af ham. Det var den ikke vant til.

[Marie]

Han så på hende. Forvirringen meldte sig i hans blik og han så på hende. "Hvorfor?" Fløj det ud af hans læber, og han flyttede sin hånd og slækkede grebet om hendes håndled, mens han så på hende, som han stod der hængende over hende i sengen. Det virkede virkelig malplaceret. Han trak sig tilbage og sad i stedet over skrevs på hende, mens alverdens fornemmelser dansede rundt i hans krop og frustrerede hans forvirrede sind. Hvordan kunne hun påvirke ham på den måde også bare virke så .. Afvisende? Eller var det en pigeting?

[Cecilia]

Han blev pludselig forvirret og hun forstod ham godt. Heldigvis slap han hende, og det fik hendes krp til at slappe af med det samme. Inden hun nåede at over veje det gled hendes hændet ned og skubbede trøjen på plads, inden hun vendte blikket mod ham, så forvirret som han nu så ud. Hun skubbede sig forsigtigt op på albuerne og videre op at sidde, så hun let kunne betragte ham. Forsigtigt lænede hun sig ind og placerede et blidt kys mod hans læber. "Du må ikke bare tage kontrollen sådan. Det troede jeg, jeg havde påpeget..." sagde hun lavt, da hun trak sig tilbage.

[Marie]

Hun var hurtig til at gemme sin krop væk? Ubevidst trak han sig væk, da hun ville placere et blidt kys mod hans læber. Alligevel formåede hun at berøre dem ganske let. "Og jeg havde påpeget, at jeg ville blive ved med at udfordre dig på det punkt. Du kan ikke forvente, at komme igennem et helt liv med fuld kontrol over dig selv? Det er der ingen der kan," han trak på skulderne og flyttede sig fra hende, da det virkede dumt, at han som dreng sad overskrævs på hende og ikke omvendt. Han rejste sig op og strakte sin krop, så trøjen let løftede sig og kort blottede dele af den muskuløse overkrop.

[Cecilia]

Hun brød sig ikke om, at han lød sådan, det var ikke meningen. Hun endte med at lægge armene over kors, da hun overhovedet ikke brød sig om han sindstilstand. "Erik... Det var ikke bare kontrollen... Jeg... Du kan ikke bare tage både kontrollen og så gøre sådan noget.. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre", prøvede hun at forklare ham og betragtede ham, da han rejste sig. Hun blev dog siddende på sengen og kiggede op på ham rb anelse fortabt. Hvorfor skulle de også ende sådan her?

[Marie]

Den ene hånd fald ned langs siden, mens den anden strøg over i håret og rodede op i de rødlige krøller. "Jeg forsøger jo, det er bare ikke nemt, når du det ene øjeblik virker til at være med på den også pludseligt .. BOM .. Så er det ikke i orden mere?" han ser uforstående på hende, ofr det er det der er gået galt. Så får han lov også pludseligt må han ikke mere? Det er virkelig dræbende fordi han virkelig gerne vil, men han ikke må. Han hader at blive begrænset og hun sætter begrænsninger for ham i det.

[Cecilia]

Et suk forlod hende og hun rejste sig langsomt fra sengen og strøg sin ene arm. Kort bed hun sig i læben, inden hun gik ind foran Erik og vendte blikket op mod ham. "Erik... Det er i orden, når bare du ikke prøver at tage kontrollen samtidig! Det... Kan jeg bare ikke", sagde hun en anelse frustreret, da han virklig også forvirrede hende. Hvorfor prøvede han også at tage kontrollen? Hvorfor lod han hende ikke bare beholde den? Så ville der ikke været noget problem. Hendes blik skød ned på hedes igen foldede arme.

[Marie]

"Det er jeg fuldstændig umuligt, når du ikke selv lægger op til mere ellers?" jeg rystede på hovedet. Det måtte være den irritation over at være lukket inde, der var ved at tage fat i ham nu. "Jeg forstår ikke, hvordan du kan .. Hvordan du ikke kan lade den kontrol slippe bare en smule", sukkede han og så på hende. Det var ligegodt utroligt. Han forstod virkelig ikke, hvordan det kunne være sådna.