Nervøs (åben)

[Marie]

Lim var lige ved at skvatte ned af stolen, da det kom fuldstændig bag på hende, at han ikke vidste det. "Ved du ikke, hvem Peter og Jesus er?" Fløj det ud af munden på hende i en høj tone, til at overdøve musikken og straks krympede hun sig ned, da hun fik et par sigende blikke fra omkrig stående. Hun bed tænderne sammen, og mærkede puslen stige, hjertet slå og ubehagen ved at sidde der.

[EK]

Han var lidt tvivlsom. "Jesus var ham der kunne gå på vandet ikke? Peter aner jeg ikke hvem er" måtte han indrømme. Han smilte dog en anelse uskyldigt.

[Marie]

Hun skød skulderne op og rykkede stolen forsigitgt væk fra ham. Den skrabte mod gulvet, men det blev overdøvet af musikens larm, der skreg hende i ørene. Hun sank en klump. “E-Er du kristen?” Spurgte hun forsigtigt og hun mærkede usikkerheden, da hendes stemme var en anelse bævrende. Det var ikke særlig heldigt.

[EK]

Han blev pludselig lidt usikker, men han skjulte det meget godt. "Er det et problem hvis jeg siger nej?" Spurgte han så, og han fremtvang et lille smil. Bare fordi han ikke troede på det der halløj, så var der jo ikke noget galt med ham. Eller var der?

[Marie]

Skulderne rystede, da han talte og hun kunne fornemme frustrationen i sin krop over hans valg af ord. Det var ikke ligefrem det som hun havde tænkt sig. Hvad skulle hun gøre ved det? Hun bed tænderne hårdt sammen og bed seig selv i underlæben, så den metalliske mag af blod begyndte at rame hendes smagsløg. "Je-Jeg .. " Hun tøvede og så mod ham. Inden hun sukkede tungt. "H-hvordan kan du ikke tro på det?" Fløj det pludseligt ud over hendes læber i en nervøs tone.

[EK]

Hans udtryk var stadigvæk roligt. "Jeg ved ikke noget om det" sagde han som om han blev afhørt. "Jeg har aldrig rigtig hørt noget om det, så hvordan jeg skal svare dig, det ved jeg ikke helt" sagde han ærligt, med et lille smil.

[Marie]

Hun tabte underkæben og så mod ham. "H-hvordan .. Hv-vad?" Hun var helt paf og slået ud af den. "K-kan du ... Wauw .. J-jeg" Hun kunne ikke egnang få et sammenhængende ord over sine læber, da det hele bare var en stor pærevælling af ord.

[EK]

Han holdte fast i det lille smil. "Gør det noget?" Spurgte han i stedet for. Det håbede han da ikke. Det var da også latterligt at tro på en der har gået på vandet. Det kan jo ikke lade sig gøre.

[Marie]

Hun tøvede, hun ønskede ikke at at blive uvenner med ham over det. Derfor tav hun og sugede læben ind mellem tænderne og skævede imod drengen. Flipper. Som ikke hed Flipper. Det var bare noget han kaldte sig. "H-har .. Hvordan er du .. Kommet herind?" Hendes stemme blev lavere og mere usikker efterhånden som hun talte.

[EK]

Flipper forstod det som at de skulle lade den være der, så det gjorde han. Latterlige Jesus. "Vold... Og mord" sagde han med et lille træk på skuldrene. Han sagde det som var det småting. "Hvad med dig?" Spurgte han.

[Marie]

Hun stirrede på ham. Ikke et eneste blink med øjnene. Måden stod en anelse åben, inden hun selv blev bevidst om det og lukkede den i. "H-hvorfor?" Hendes stemme knækkede en anelse ved det ene ord og ellers var det den sædvanlige usikkerhed der florerede over tonelejet. Hun krympede sig en anelse og lod blikket skyde fra side til side. "Det var hans plan at få mig herind", hviskede hun til ham.

[EK]

Han undlad et kort øjeblik at svare. Hvad skulle han sige? Det hun regnede med vel nok, men han vidste ikke hvad folk regnede med. Han havde jo gjordt detfordi det var sjovt. "Han?" spurgte han med en rolig stemme. Den var en tand dybere og en tand lavere end før.

[Marie]

Han svarede ikke, hvorfor svarede han ikke? Hendes blik flakkede kort. Stod der nogen og lyttede med som ikke måtte høre det? Nej, ingen. Hun sank en klump. Ville han ikke fortælle det? Hvorofr skulle han fortælle det? Også til dig af alle? Lød stemmen i hendes baghoved og hun sank den voksende klump i halsen og så ned i sine hænder. "Det .. Herren", sagde hun og krympede sig en anelse.

[EK]

Flipper lagde to og to sammen. "Herren. Hvad sagde Herren til dig?" Spurgte han så med en rolig tone. Han valgte stadigvæk ikke at uddybe hans grund til at være bag murene her. Ikke hvis ikke hun spurgte.

[Marie]

"At vi skulle ind og redde fortabte sjæle," sagde hun og så tøvende på ham. Kunne man tillade sig at spørge mere ind til det? Eller var det et emne som ikke måtte tales om? Hun ønskede ikke at træde ham over tæerne med det. Derfor valgte hun også at tie.

[EK]

Han valgte at gå den rolige vej frem, da hun lød usikker. "Mine mord var ogsåfået at redde fortabte sjæle. Hvordan gjorde du og Herren det?" Spurgte han roligt. Hans stemme var blød og behagelig. Hans historie var fordrejet, men nogle gange måtte man godt gøre sådan.

[Marie]

Hun spidsede øre. "Men .. V-var det i samarbejde med Herren? Guidede han dig til, at udføre de rigtige valg?" Spurgte hun og lænede sig en anelse frem. Hun glemte pludseligt, at kjolen viste former og armene faldt ned af siden, da hun blev nysgerrig for det her. Hun studerede ham en anelse. Hun trak sig dog tilbage ved hans ord og kinderne brændte pludseligt. Hun overvejede det noget. Hvordan skulle hun fortælle det? Folk blev jo chokerede?

[EK]

Flipper betragtede hende. Hun var faktisk flot. Han vippede lidt på hovedet, "ikke helt" måtte han vel indrømme. Han var nysgerrig for at vide mere. Han havde det udtryk som bare ventede på et svar. Dog uden at virke så ivrig som han var.

[Marie]

Hun var ikke på noget tidspunkt opmærksom på, hvor hans blik lå - for hun undgik altid øjenkontakt. Bange for, at se andre i øjnene. Dog løftede sig en anelse op imod hans næsetip, da han sagde ordene. "Så .. D-det .. D-det må man ikke?" Kom det chokeret fra hende med en stammen. Hvordan kunne man gøre det uden Herrens velsignelse?

[EK]

Han trak lidt på skuldrene. "Det er nok bedst at spørge Herren først" sagde han roligt. Han sad helt afslappet på stolen. Flipper vidste faktisk ikke helt præcist hvem Herren var. Han havde en idé om at det nok var en Gud eller en ånd, men han vidste det ikke.