Blind mand på gang (Marie)

[Cecilia]

Han nikkede. "Okay." Det var da godt, at hun ville hjælpe ham, ellers ville han bare være på helt bar bund. Et smil gled over hans læber og han nikkede. "Følg med", sagde han og begyndte at gå videre.

[Marie]

"Som om jeg har en anden mulighed, hvis jeg vil væk fra denne gang", mumler hun lavt, men følger alligevel efter ham. Da hun gerne vil væk fra det rottehul, som hun føler, at hun er blevet fanget i.

[Cecilia]

"Der kan komme nogen hvert øjeblik, så der er stor mulighed", påpegede han rationelt, da det var sådan han så på det. Han havde aldrig forstået ironi, og derfor tog han også alt for mange ting alt for bogstaveligt. Han fortsatte ellers bare roligt ned af gangen, og regnede med,at hun fulgte efter.

[Marie]

"Hurra, det er bare det fedeste du kan sige til en som mig", sagde hun i stedet for i et forsøg på at lukke for samtalen. Hun sukkede tungt og rystede let på hovedet af det hele. "Bare find mit værelse.." Mumlede hun i stedet for. "Bor alle med en anden? Der var to senge?" Spurgte hun så.

[Cecilia]

Det var da godt, at han så havde ramt plet med noget af der, han havde sagt? Han fortsatte ned af gangen. "Jeg ved ikke, hvilket værelse, du er på. Men jeg ved, at der er fire skridt mellem hvert værelse og det tager et skridt at gå forbi døråbningerne", sagde han som en hjælp til hende.

[Marie]

"Jeg har ingen anelse om, hvilket værelse der er mit", sagde hun med irritation. Hun sukkede tungt og strøg fingrene op i det mørke hår, og lod så fingrene glide langs muren. "Kæft et lorte sted", fnøs hun.

[Cecilia]

"Skal vi så ikke finde en af vagterne? De ved det sikkert?" foreslog han hjælpsomt, da det noi ikke var så smart at have glemt, hvilket værelse, man boede på, men på den anden side, så ville han gerne komme på god fod med hende igen.

[Marie]

"Jeg gider sku ikke snakke med en lorte vagt, som er skyld i, at jeg er herinde og ikke ude i det fri", fnøs hun og sukkede tungt. "Så sover jeg hellere på gangen," protesterede hun bund ærligt, da hun ikke ville synke så dybt.

[Cecilia]

Han sukkede. Okay, forkert forslag. "Hvis du sover på gangen, så kommer de selv og ekskorterer dig til værelset til aften", sagde han, da han vidste, at reglerne om egne senge også gjaldt, selvom man sov på gangen.

[Marie]

"Ja, så er det problem jo så løst", sagde hun med et fnys. "Det er da bedre end selv at spørge om hjælp. Men så får jeg heller ikke mad", mumlede hun en anelse tænkene. Tanken om bare at tyvestjæle en tilfældig seng var fristende pludseligt.

[Cecilia]

"Du vil kunne høre, når folk begynder at gå derned ad. Ofte er der også en hjælpsom sjæl eller to", det var i hvert fald, hvad han havde oplevet. Han havde jo ikke misset et eneste måltid, så han havde jo fået en del hjælp. Ellers ville han jo være helt på spanden.

[Marie]

"Jeg har ikke tænkt mig, at spørge efter hjælp, hvis det er det du hentyder til", sagde hun med en lettere anstrengt tone, da hun bestemt ikke ønskede hjælp på nogen måde. De havde lovet hende, at der kom en guide, men man kunne fandme ikke stole på nogen mere. Hendes tillid var også røget til alt, da hun havde opdaget det med Cinna. Det svin. Og trods han var et svin, så elskede hun ham også, også selvom han ikke levede mere.

[Cecilia]

Han sukkede og kørte en hånd igennem håret. "Nej, jeg hentydede til, at der ofte er nogen, der bare tilbyder sin hjælp", sagde han en anelse opgivende, da hun virkelig ikke var fair lige nu. Det er sikkert fordi du er for venlig. Som jeg altid har sagt: man kommer ikke langt med venlighed. Alex rystede det af sig og fortsatte videre.

[Marie]

"Jeg forstod godt din hentydning, jeg valgte bare at se anderledes på det end du gør. Ikke alle kan se med naive blinde øjne på alting, jeg ved bedre", sagde hun og trak ligegyldigt på skulderne. "Hvilket værelse er dit? Så kan jeg crashe der i stedet for", sagde hun så bare ud af den blå luft.

[Cecilia]

"Altså, jeg er blind, så jeg kan jo ikke rigtig se..." sagde han som det var, da det så var et noget dårligt ordvalg, hun havde valgt sig. Hun var jo også selv blind, hvorfor sagde hun så sådan noget med naive blinde øjne? "Men... hvis du ikke kan lide mig, så hvorfor?" For det var klart hans indtryk, at hun simpelthen ikke brød sig om ham.

[Marie]

"Det ændre ikke på, at jeg IKKE kan lide dig. Det er mere for at have en seng at sove i, du kan sove på gulvet. Se det som en overvejelse om at tilgive dig", sagde hun for det kunne være morsomt, hvis det rent faktisk ville lade sig gøre. Ville han gøre det?

[Cecilia]

"Men... Hvorfor kan vi ikke bare spørge en af vagterne? Du kan blive smidt i hullet, hvis du bliver opdaget", påpegede han en anelse forvirret, da han overhovedet ikke forstod hendes begrundelse. Hun kunne ikke lide ham, men hun ville alligevel gerne tage hans seng? Og hun regnede med, at han bare ville gøre det?

[Marie]

"Det kan ikke smide mig i hullet for at sove et forkert sted - jeg er blind, det er første dag og jeg er gået forkert. Det er da ret simpelt. Har du et problem med at sove på værelse med mig da?" Spurgte hun direkte og havde ingen anelse om, hvor hun så hen. Det havde hun aldrig. Alt var mørkt.

[Cecilia]

Han tænkte lidt over det, men hun havde selvfølgelig ret. "Ja, en smule, når di virker så fjendtligt indstillet. Og også fordi jeg gerne selv vil have lsoov til at sove i min seng", påpegede han, da det var sådan, han havde det.

[Marie]

"Så må du jo nok hellere sørge for, at finde ud af, hvilket værelse der er mit eget, for ellers så tager jeg bare dit", sagde hun ganske ærlig. hun kunne altid følge efter ham, indtil han gav efter. Det skulle nok ske på et eller andet tidspunkt. Det var hun fuldstændig sikker på.