Blind mand på gang (Marie)

[Cecilia]

Hånden belv trukket væk, men ikke for lang tid. Det fik Annabell til at smile let, men alligevel tage den med ro. Hun tog ikke den umiddelbare afvisning så hårdt. "Hvad skal jeg gøre, for at det bliver en bedre start?" Spurgte hun med et skævt smil.

[Marie]

Smeyé trak på skulderne. Hun ville ikke have direkte hjælp, derfor måtte hun finde en måde at omformulere det på. "En guidende hånd, der kan vise en smule vej rundt? Det er jo en gigantisk labyrint det her!" Proklamerede hun med et tungt suk.

[Cecilia]

Et smil gled over hendes læber, da pigen indirekte spurgte om hjælp. Hun virkede som meget stolt, og dermed var det nok klart, at hun ikke direkte ville spørge om hjælp. "Jeg skal nok vise dig til måltiderne de første par dage her, indtil du kan finde rundt. Og også alle de andre steder, der er værd at kunne finde", sagde hun med et skævt smil.

[Marie]

"Fint, hvornår er der så mad? For der var ikke andet end tomt og en sur vagt, da jeg blev vist derned før af .. Ja ham der der vælter folk", sagde hun og viftede ud i luften med hånden, uden at tænke over, at hun kunne ramme pigen. Hun følte sig frem til hun fandt sine ting og sengen og sank ned på den.

[Cecilia]

"Der er vidst mad om... omkring en halv time?" sagde Annabell tænkende og kiggede kort ud på gangen, men Alex var vist gået igen. Det var også endt lidt akavet for ham, kunne hun fornemme. "Alex er sød nok, han mener intet ondt", sagde hun med et let smil, da det var sådan det var. De to var nok bare kommet forkert ind på hinanden til at starte med.

[Marie]

"Og hvorfor er han så endt herinde? Der er ingen der er søde hele tiden, det er umuligt og hvis de er, så skjuler de et eller andet", sagde hun og lod kort hænderne begrave i sit ansigt, som hun bøjede sig frem. Fucking beviser, de var skyld i, at hun var herinde og ikke andre steder. Hun var arrig på Cinna - selvom han ikke levede mere.

[Cecilia]

Hun trak på skuldrene. "Det kan du selvfølgelig have ret i, men han har ikke udvist andet end venlighed mod mig, så jeg vil bare ikke dømme ham ud fra, at han har gjort en forbrydelse, jeg ikke kender til. Jeg er jo fx kommet herind fordi jeg solgte indbrudsplaner." Det gjorde hende jo ikke til en farlig eller berygtet morder på nogen måde.

[Marie]

"Nej, men nu har han ikke ligefrem givet mig det bedste indtryk af ham - så han ligger som han har redt. Første indtryk er altid afgørende for, hvordan folk er", sagde Smeyé. Hun mente det også fuldstændig, da det var sådan det hang sammen og bed tænderne sammen. "Ikke dårligt, over røverier eller hvad?" Spurgte hun med det samme.

[Cecilia]

Jeg trækker på skuldrene. "Hvordan ser mit så ud?" spørger jeg hende, da jeg helst ikke vil ende på samme hadeliste som Alex nu tydeligt er endt på. Det vil ikke være godt for min hold-dig-gode-venner-med-alle-politik. Annabell smilede og nikkede. "Ja. Nogle store, andre små, men alt i alt endte det med, at det blev lækket." Hvilket hun på ingen måde havde været tilfreds med.

[Marie]

"Ikke så dårligt endnu. Du har et noget bedre indtryk. Så længe du lader være med at sige at du hjælper mig. For det er ikke at hjælpe," sagde hun til hende for at understrege, at det var sådan dt hang sammen og ikke noget som helst andet. Hun bed sig i underlæben. "Life sucks, hva?"

[Cecilia]

Hun tog afværgende hænderne op, men et smil lå alligevel om hendes læber. "Rolig, jeg hjælper ikke. På ingen måde, jeg fører bare en samtale med dig", sagde hun med et let smil, da hun alligevel syntes, at det var noget underligt noget. Hvorfor blive så opsat på ikke at få hjælp? "Tja... Jeg har vel bare fundet ud af, at der er nogen, man bare ikke kan stole på."

[Marie]

"Ja ja", sagde hun for at ryste det lidt væk. Hun stirrede blindt ud i luften, da hun ikke gad spidle krudt oå at lede efter pigen i lokalet. "Dem er der mange af. Selv dem man stoler på ender med at forråde en", sagde hun ganske kynisk. Hendes kæreste havde holdt hende for nar. Hvad var det også for noget at gøre? Hun havde aldrig gjort noget mod ham? De havde haft det godt også det her?

[Cecilia]

En rynke formede sig i Annabells pande over den oplysning. "Det går meget an på, hvordan denne anden person er", påpegede hun lavt, da hun på ingen måde kunne forestille sig Erik forråde hende. Han var uden tvivl den, hun stolede på mest, og han havde aldrig nogensinde på nogen måde givet hende grund til at tvivle på det. Derfor tvivlede hun heller ikke på nogen måde. Hun stolede blindt på ham.

[Marie]

"Men selv der kan de misbruge tilliden. Man kan stole på folk til en vis grænse. Tag det fra en der kender til det", sagde hun advaredne. Så simpelt var det bare. Hun havde kun oplevet at det var gået galt og se, hvad det havde ført hende til.

[Cecilia]

Jeg bider mig i læben og betragter hende. "Okay..." ender jeg bare med at sige en anelse tøvende, da jeg ikke vil diskutere med hende om det. Jeg kan godt se, hvad hun mener, men på den anden side mener jeg, at hun så nok bare har stolet på den forkerte? Ikke fordi det er noget, jeg vil fortælle hende.

[Marie]

"Fortæller du ikke lidt om dig selv?" Spørger jeg så, jeg vil gerne have mindst én ven herinde. Selvom jeg vil ud herfra. Der er bare ikke så mange mulihgeder, når man i forvejen er blind. Det gør bare, at jeg ikke kan andet end at gå forkert. Fedt? Nej..

[Cecilia]

Hendes spørgsmål kommer lidt bag på mig, men jeg ender med at trække på skuldrene med et smil. "Hvad vil du gerne vide?" spørger jeg hende, da jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige. Hun kender jo mit navn, og det er ellers, hvad jeg ville have fortalt hende som det første. Men nu er det jo allerede fortalt?

[Marie]

"Hvordan du ser ud, hvem du er, hvad du helt præcist foretager dig herinde, hvem dine relationer er - det hele", slyngede Smeyé ud, da hun gerne ville lære pigen meget bedre at kende og det gjorde hun bedst ved at høre alle historierne.

[Cecilia]

Et smil gled over hendes læber og hun nikkede. "Lad os sætte os på sengen så. Lige foran dig", sagde hun ledende og trådte selv hen og satte sig. Hun betragtede den anden pige, inden hun nikkede for sig selv. "Jeg er middelhøjde og har brunt krøllet hår og brune øjne. Mit navn er Annabell Kingston, jeg kom herind for planlægning og et enkelt påstået tilfælde af ildpåsættelse og så har jeg en far uden for, og en kæreste herinde", fortalte hun og kunne ikke lade være med at rødme en smule ved det sidste.

[Marie]

Smeyé rynkede i panden, men accepterede så den leddende sætning. Hun trådte frem, forsigtigt og snart stødte benet imod en seng. Hun drejede let rundt og følte sig frem, inden hun sank ned i sengen og forestillede sig, hvordan sådan en pige ville se ud. Hun var lige ved at få en klump galt i halsen. "Så du satte ikke ild til, og du har en kæreste herinde af alle steder?" Spurgte hun ud af det blå. Det virkede lidt for absurd til at hun kunneforholde sig til det.