Fjeder (Lim)

[Cecilia]

Hendes totalt nedpillende svar fik ham til at hæve øjenbrynet, inden han teatralsk sukkede og rystede på hovedet. "Nej, det var metaforisk ment. Sådan i, at jeg har en hel del betydninger for en hel del ord herinde", sagde han og pegede på sin pande. Hun virkede meget mere direkte antagende, end han var vant til. Det måtte han lige huske sig selv på.

[Marie]

Hun så ham pege imod sit hoved. "S-så .. M-men du er ikke en bog?" Hun rynkede i pandne i forvirringen over det. Kort indtog hun en dyb indånding, og mærkede fingrene der var blevet lettere svedige af nervøsitet over det ukendte. "Så du ved meget?" Spurgte hun forsigtigt og ubevidst fugtede hun sine læber.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "Ikke efter hvad jeg ved af." Det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre, at der indenunder hans skravlethed var en bog, men han tvivlede virkelig kraftigt på det. Han kunne godt se, hvor nervøs hun virkede, men han var ikke vant til at håndtere nervøse mennesker, så han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre ved det. "Jeg ved meget om det at være ung. Og mekanik. Men det er så også det."

[Marie]

Hun hørte ordene forkert og forstod derfor endnu mindre af det han siger. "Du ved hvordan det er at være mekanisk?" Hun bed sig i læben. "H-hvordan kan man være det?" Hun forstod det ikke helt, og derfor bed hun sig i underlæben og rystede på hovedet. Hendes blik flakkede imod døren. Hun ville gerne væk, og derfor nærmede hun sig den. Hun var nervøs. Utrolig nervøs.

[Cecilia]

Han hævede øjenbrynene af hendes ord, da det overhovedet ikke var, hvad han havde sagt. "Nej, jeg ved noget om mekanik", sagde han og begyndte at mistænke pigen for at være en smule langsomtopfattende. Ikke fordi det var specielt pænt at tænke sådan, men tanken strejfede ham. Han lagde godt mærke til hendes flugtplaner, men ville ikke tvinge hende til at holde ham med selskab. Det ville bare ende galt.

[Marie]

Hun nærmede sig udgangen, mens hun hørte hans ord. Let stoppede hun op og smagte på ordene. Ansigtet drejede i hans retning. "Hvad har du .. Du .. " Hun sank en klump. "H-hvordan det? So-som i biler? D-det er djævelskab", mumlede hun lavt for sig selv.

[Cecilia]

Han ventede tålmodigt på, at hun ville fuldføre hendes sætning, mens hans ene hånd fandt vej til hans lomme, så han kunne begynde at pille ved fnulleret. Okay, helt tålmodig var han nok ikke. "Djævelskab? Det er videnskab. Og nej, ikke biler. Computere og den slags", forklarede han hende. Selvom han nu også havde lært en del om biler fra sin far, men det var ikke hans hovedynde.

[Marie]

"D-det er det samme. Videnskab og djævelskab. Det er bibelsk ukorrekt", sagde hun og blikket løftede sig kort. Hendes øjne havde et andet udtryk end før og var mere stålfast, inden det gled over i forvirring. Hun bed sig i underlæben og rystede på hovedet. Hun tøvede noget.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "Videnskab og djævelskab er ikke det samme. Hvis du ikke havde videnskab, så ville vi alle bo i stråhytter og rende rundt i skindklæder og spise egern tre gange om ugen, når vi altså kunne fange dem", sagde han med et træk på skuldrene. Han mente i hvert fald, at videnskab var noget af det bedste, der var skabt. Hvad ville de være uden?

[Marie]

"Man kan godt overleve uden, at spise egern. Vi er faktisk skabt til, at leve i Paradiset og ikke i stenhuse her på jorden. Det er ikke meningen, at vi skal skabe sådan noget djævelskab." Sagde hun og formåede at sige det uden at tøve på nogen måde. Hun ville have været stolt, hvis ikke det var fordi, hun ikke brød sig om videnskaben. Nok havde de det varmt og godt med alt det djævelsk, men det var kunstigt i hendes hoved.

[Cecilia]

"Det kan godt være, men kan du huske, hvordan vi endte med at blive smidt ud af paradiset? Eva blev ledt i fordærv og trak derefter Adam med, og hvis det ikke var sket, så ville hverken du eller jeg nogensinde havde været her. Og grunden til at videnskaben kom frem, var jo for at kunne skabe noget lig det paradis, vi var blevet smidt ud af", påpegede han med et træk på skuldrene. Han havde skam hørt efter i timerne. Helt dum var han ikke og han ville absolut ikke fremstå på den måde.

[Marie]

"Men, vi var stadig blevet til. Vi var bare endt i paradiset frem for her, hvis det havde være ttilfældet. Videnskaben skaber et kunstigt fundament, som blot leder folk ud i en vrangforestilling om, hvordan paradiset ser ud. Herren ønsker ikke det. Det dødelige fangeskab er til at vælge mellem dem, der skal videre til paradiset og dem, der endnu skal bevæge sig på jorden eller ned i helvedes flammer for tid og evighed", sagde hun og lod den ene hånd glide op af sin egen arm.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet. "Nej, vi ville ikke være blevet til. Det var først, da Eva spiste af æblet, at hun lagde mærke til sin og Adams nøgenhed, og det var først der, at de fandt ud af, at de kunne formere sig. Hvis de ikke var blevet smidt ud af Edens have ville de stadig have været de eneste mennesker", sagde han som han mente det. Det kunne på ingen måde bruges som et argument. "Videnskaben er til for at kunne give det levende menneske størst mulig glæde, så længe det lever. Hvem siger ikke, at du glemmer alle dine minder, når du drager videre?" spurgte han. Han kunne egentlig vældig godt lide denne diskussion.

[Marie]

"Og hvordan kan du så vide dig sikker på det? Alle andre dyr formerede sig, hvorfor skulle Adam og Eva ikke også have gjort det?" Hendes stemme fik en let skarp klang, da hun brød sig om, at andre stillede spørgsmålstegn til hendes tro. Det var ikke i orden i hendes hoved og hun kunne ikke lide det. Så enkelt var det bare. "Videnskaben er et kunstigt fundament, for at skabe mellemvejen et formål der ikke tjener noget. Det er noget de onde har skabt for at få folket til at glemme alt om kristendommen og ikke mindst Herren", sagde hun og ubevidst blev hænderne knyttet i forsvarsposition.

[Cecilia]

"Fordi de ikke var opmærksomme på hinandens evne til frugtbarhed og dermed ville de ikke formere sig. Og hvem siger, at de andre dyr formerede sig?" påpegede han, da han ikke ville give op på den her. Ikke fordi han havde nogen mening med diskussionen, men mere fordi han elskede at diskutere. "Så du kalder selve livet for en mellemvej? Hvad hvis det er det eneste, man får?"

[Marie]

"Hvem siger, at de ikke gjorde? Adam og Eva brød deres løfte - de kunne ikke modstå den eneste fristelse, som stod for dem. Derfor er vi fanger her. Med tiden havde de opdaget det ellers", sagde hun og snerpede læberne utilfreds sammen. Hun blev ofte konfronteret, men ikke på denne måde. Hun forstod ikke, hvorfor han blev ved. Hun gav sig ikke med sin tro. "Det er det ikke" Sluttede hun fast og vedholdende.

[Cecilia]

"Og hvem siger så det? Edens have var symbolet på al uskyld, og dermed ville de nok ikke have gjort noget, der kunne bryde denne uskyld, vel?" påpegede han. Han kunne sine bibelhistorier, i hvert fald dem hans mor flere gange havde fortalt ham, og det var denne viden han benyttede sig af. Selvom det nok ikke var nok, kunne han lige så godt forsøge. Mest for underholdningens skyld. "Hvordan kan du være så sikker? Der er ikke andet end din tro, der forhindrer dig i at ende som larveføde, men hvad hvis troen ikke holder ved til enden, hvad så?" Han vidste, at han var provo kerende. Men det var nu en gang sådan han var.

[Marie]

"Det er uskyld - men hvis først de blev gift, så ville det være tilladt. Det burde DU vide, hvis du kendte din bibel", sagde hun i en let skarp tone, men hun bed sig derefter i underlæben og skød blikket mod jorden. Det knudede sig sammen i maven på hende, over at hun havde talt sådan. "Undskyld", mumlede hun hviskende og lavt. "Fordi Herren taler til mig og han af alle burde vide det bedst", sagde hun og løftede for første gang blikket mod drengen.

[Cecilia]

"Men hvorfor skulle de blive gift? Grunden til, at man bliver gift er jo, så man kan vise verdenen, at de her to mennesker er lukket land. Og hvis de er de eneste to mennesker, vil det jo ikke give mening at skulle blive gift", påpegede han roligt inden han rynkede i panden over hendes undskyldning. "Du skal ikke undskylde, vi har en hæderlig og god diskussion her", sagde han med et skævt smil. Det sidste valgte han ikke at svare på.

[Marie]

"Det handler ikke om at mennesker bliver lukket land af at blive gift. Man gifter sig for at give sit ja foran Herren og få hans velsignelse til, at skabe nyt liv i verden", sagde hun og så på ham, inden blikket gled væk og hen mod døren. Hun sank en klump. Hvorfor forstod han det ikke? Hun var nervøs. "Synes nu ikke den er spor god eller hyggelig", mumlede hun lavmælt. Da hun ikke brød sig om diskussioner.